Det skal være trygt at gå og cykle til skole: Bliv chauffør på Gives nye gå- og cykelbusser!

Rigtig mange kender sikkert nok til de trafikale forhold omkring Firkløverskolens Ikærafdeling mandag til fredag fra cirka 7.40 til 8.05. Vi taler om myretueagtige tilstande med kun én tilkørsels- og frakørselsmulighed for biler, og læg dertil, at børnene kommer fra rigtig mange forskellige steder med dertil hørende forskellige veje til skole. Disse problematikker tager man nu fat om, og hvad det går ud på, kan du læse mere om her.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE SKOLELIV: Det handler om sikkerhed og tryghed, når Firkløverskolens Ikærafdeling beliggende på Torvegade 76, efter sommerferien starter et helt nyt tiltag op, hvor der er stærkt fokus på skolebørnenes sikre vej til skole.

Det er i hvert fald udgangspunktet, at alle børn skal føle sig sikre på deres vej til skole, uanset om de går eller cykler, og på den konto starter skolen efter sommerferien et nyt tiltag op, hvor elever følges sikkert til skole – enten til fods eller på cykel. - Det sker via gå- og cykelbusser, og der er brug for hjælp. Flere af skolens elever i 5.-6. klasse har allerede meldt sig som "chauffører", men vi mangler voksne, der har lyst til at støtte op om ordningen ved at gå eller cykle med eleverne til skole om morgenen, lyder det i en skrivelse fra viceskoleleder Ebbe Weng.

Opstart efter sommerferien

Man leder efter gode folk, der har tid og lyst til at hjælpe børn godt af sted om morgenen. Bor man her i lokalområdet, kan man være med til at gøre en positiv forskel, og skulle man kende nogen, der kunne være interesseret i at hjælpe til med dette glimrende projekt, så giv dem endelig en prik på skulderen.

Der laves en vagtplan, så man på forhånd ved, hvilke dage man er på, og hvornår man evt. er vikar. Det kræver kun få morgener om måneden – og det giver masser af mening. Der er opstart efter sommerferien. Man kan se ruter under artiklen her, eller man kan se ruterne på de kort, der tidligere er udsendt til forældrene, lyder det ydermere i skrivelsen.

Tilmelding til Ebbe Weng på mail: ebblw@vejle.dk. Husk at angive navn, kontaktoplysninger og hvilken rute, du ønsker at være med på.

Hvad er cykel- og gåbusser?

Cykel- og gåbusser er en fantastisk måde at komme til skole på. Forestil dig en gruppe børn, der følges ad på cykel eller til fods, men som en bus efter en fast rute og køreplan. Alle elever kan være med som passagerer.

Hver bus har mindst to chauffører, en foran og en bagved. Alle chauffører bærer refleksveste, så de er synlige på turen. Som en sjov belønning får elevchaufførerne et gavekort til Give by ved slutningen af skoleåret.

Der er planlagt to gåbusser og to cykelbusser, som kører hver morgen fra mandag til fredag. Ruter og køreplaner kan ses på næste side. Bussen ankommer til skolen omkring kl. 7:50.

Målet med cykel- og gåbusserne er at skabe sunde, glade og selvstændige børn, at skabe mindre trafik og bilkø foran skolen, en grøn og sjov tur til skole – og ikke mindst er trafikken tryggere for de børn, der går og cykler, ikke mindst foran skolen. For når færre børn bliver kørt til skole i bil, er trafikken tryggere at færdes i.

Træn og øv skolevejen med dit barn

Forældrene har det fulde ansvar for deres børns sikkerhed, ligesom når børnene normalt går eller cykler til skole. De elevchauffører, der er udvalgt, vil blive grundigt oplært af skolens personale.

Godt tip til den sikre skolevej: Hjælp dit barn med at lære den sikreste vej til skole. Gå ruten flere gange med dit barn, så det bliver trygt ved at færdes i trafikken. Forklar og øv med dit barn, hvordan det skal agere i forskellige trafiksituationer.

Man kan finde øvelser her: vejle.dk/godtpåvej

Her kortet over de respektive gå- og cykelruter. Grafik: Firkløverskolen

Andre læser

Lokale drenge fra Give-egnen er helt oppe at flyve over deres hobby - bogstaveligt talt

Fantastisk karriere som brand- og redningsmand: Henrik kan fejre 50-års jubilæum i folkets tjeneste

Ny skiltning gør klar til den røde løber: Give har 350.000 m² erhvervsjord til salg

Topscorer har fundet nye græsgange: Jonas Østergaard stopper i Give Fremad

Fra første computer til over 3.000 kunder: Et livsværk i bevægelse