
Flot musikalsk besøg i Givskud Kirke: En moderne troubadour med dybe rødder i den danske muld
Givskud Kirke lægger den 20. maj om aftenen kirkerum til en koncert med den kendte danske sanger og sangskriver, Thomas Kjellerup. En moderne og tidløs troubadour, der skriver, synger og taler med naturens stemme.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVSKUD: Tirsdag aften den 20. maj vil Givskud Kirke genlyde af dejlige toner fra Thomas Kjellerups guitar og stemme. Det er sagt om Thomas Kjellerup, at hvis den danske sangskat er et udstrakt landskab med åbne vidder, grønne bakker, mørke skove og hvide strande, så er Thomas Kjellerups sange den rislende bæk, der snor sig hele vejen igennem landskabet.
Det er ikke bækken, der fylder mest i landskabet, men den strømmer med sin egen stilfærdige tone, levende, boblende og fortællende gennem naturen, årstiderne og livet - og man får set det meste, hvis man følger den på sin vej ud mod det åbne hav.
Sange der rammer ind i det evigtgyldige
Man mærker mulden i troubadourens sange, samhørigheden med det, vi kommer fra, slægten, bondelandet, værdierne og kærligheden til alt, hvad der taler med naturens stemme.
Thomas Kjellerup bliver ofte kaldt en moderne troubadour, men ikke af ham selv! En stor del af sangskriverens opmærksomhed er mest rettet mod fortiden, og hvis det lykkes ham at skrive et vers, der lyder som noget fra gamle dage, så er han nærmest lykkelig – han går altid efter det tidløse.
Af samme grund rammer mange af hans sange ofte ind i det evigtgyldige, og i det, som har været fælles for os mennesker til alle tider.
Da der er et begrænset antal pladser, skal der købes billetter på forhånd. De kan købes ved henvendelse til Jens Møller Jensen fra menighedsrådet.