
Stærkt familieprojekt: Ny flot bog om Give under besættelsen har set dagens lys
Foto: Bogen 'Give under besættelsen' er på sin vis et familieprojekt, idet Brian Kristiansen har haft masser af god hjælp af sin hustru Bettina, mens datteren Caroline har tegnet omslaget til bogen. Foto: Jim Hoff
I disse dage er det 80 år siden, at Danmark blev frit efter at have været underlagt tysk herredømme i forbindelse med 2. Verdenskrig. I den anledning har den lokale historiebogsforfatter, Brian Kristensen, begået sin 3. bog om historiske forhold her i Give. Bogen har titlen ’Give under besættelsen’ og er et særdeles informativt og spændende værk, som udover Brian også har involveret hustruen Bettina og datteren Caroline.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE OG BESÆTTELSEN: Der var fuldt hus på Museum Give, da den lokale forfatter Brian Kristiansen mandag den 5. maj holdt foredrag om det højaktuelle emne ’Give under besættelsen’. Brian er oprindelig uddannet lærer i blandt andet historie.
Men i dag er han politikommissær i Horsens, og han har allerede udgivet 2 glimrende bøger, som relaterer til Gives historik, “Små historier fra Give” og “Et halvt hundrede hele historier fra Give”.
Den bog gad jeg godt læse, men der er ikke skrevet – endnu!
Disse bøger er blevet lavet i samarbejde med Rotary i Give, men nu har Brian Kristiansen skiftet Rotaryarbejdet ud med en post i Museum Gives bestyrelse, og det er netop i denne sammenhæng, at ideen til bogen om Give under besættelsen blev undfanget.
- Vi sad en aften og snakkede i bestyrelsen om løst og fast, og så siger museumsleder Mathias Christiansen Broch, at det i år jo er 80 år siden, at Danmark blev frit efter tyskernes besættelse. Så var det, jeg tænkte, at jeg da godt gad læse bogen om, hvordan det havde været i Give under besættelsen. Men da den bog altså ikke var skrevet, måtte jeg jo selv gøre det, og så gik jeg ellers i gang, fortæller Brian Kristiansen med et stort smil en lille halv times tid før, han skal på med sit foredrag på museet om Give under krigen.
Lynhurtigt udsolgt foredrag
Et foredrag, der var udsolgt hurtigere end en Messerschmidt kunne flyve over Give i 1943, og derfor har museet valgt, at foredraget får en version 2.0 mandag den 12. maj, så de, der ikke kunne være med den 5. maj, også får en chance for at høre og se det virkelig glimrende foredrag.
I forbindelse med udarbejdelsen af bogen har Brian fået frit lejde til arkiverne på museet, og ved sin side i forhold til arkivarbejde og research samt generel sparring har han haft sin hustru, Bettina, der under denne proces har fundet en ny og stor interesse for det historiske.
Der var lynhurtigt udsolgt til foredraget om Give under besættelsen, derfor har museet og Brian Kristiansen nu lagt en ekstra foredragsaften ind i kalenderen den 12. maj. Foto:Jim Hoff
Datteren Caroline har tegnet omslaget
Derudover er parrets datter Caroline på 15 år også blevet en del af det fine og for Give toprelevante bogprojekt, idet den unge dame med stort talent og sans for godt design har tegnet omslaget til bogen – et omslag, der også kan købes som plakat. Her ser man lokale destinationer af stor vigtighed for fortællingen om Give under krigen tegnet smukt ind i en sigende collage, som i sig selv bestemt er et studie værd.
Stor oplevelse at gå på detektivarbejde i arkiverne
De mange timer i det lokale arkiv har været en stor oplevelse for både Brian og Bettina, der begge har fundet historiske elementer frem, som de aldrig havde hørt om før.
- Det har taget cirka et halvt år at lave bogen, og det har været en fantastisk informativ oplevelse at lave research på bogen. Der skete jo vildt mange ting her i byen under krigen, som jeg og mange andre garanteret aldrig har hørt om før. Der skete nemlig meget mere i Give under krigen, end mange ved. Der er jo så desværre ikke ret mange nulevende personer tilbage, der selv har oplevet krigen her i Give, og mange af de, der var her dengang, har holdt ret lav profil med deres oplevelser og viden i forhold til at fortælle historierne. Men heldigvis har vi i arkivet fundet en masse gode og interessante oplysninger, og det er så blevet til en bog på 180 sider med en masse spændende fotos fra dengang, fortæller Brian.
Fint indblik i hverdagen i Give under krigen
Da Give var besat af tyskerne, levede der små 1500 indbyggere i byen, der også rent geografisk var meget mindre end i dag – som i meget mindre! Derfor var det da også lidt af en mundfuld, da 200-400 tyske soldater pludselig rykkede ind i byen og skulle finde husly og plads til udstyr, biler, kampvogne osv.
Hvor det foregik, og hvem/hvilke bygninger, det gik ud over, skildres på fortrinlig vis i bogen, hvor man også får oplyst, at modstandsbevægelsens hovedkvarter dengang lå i de bygninger, der i dag huser Danbolig og Vores LokalAvis.
Vi stifter i bogen også bekendtskab med en række lokale frihedskæmpere, som i den grad hyldes via bogens undertitel ’En fortælling om mod og tilpasning’. Også her dukker der spændende nyt op. Vi får i bogen et fint indblik i hverdagen i Give under de fem år med tysk besættelse – et dagligt liv med kampvogne i bymidten og kommandoer råbt ud over byen på syngende tysk med stor autoritet.
Nyt foredrag den 12. maj
Vi møder i bogen en masse spændende mennesker lige fra læge Aage Gullestrup til bogtrykker Ingvard Feierskov og Christian Clemens, der senere hen kom ud med bogen om korrekt formskrift. Sidstnævnte kommer da også flot til orde i bogens epilog.
Såvel denne fine bog som Brian Kristiansens glimrende foredrag med dertil hørende interessante videoklip og fotos fra dengang er bestemt et køb/besøg værd, og begge dele er muligt, når Brian igen giver foredrag på museet den 12. maj klokken 19.00 – 21.00.
Brian Kristensen holdt et glimrende og meget informativt foredrag om Give under besættelsen - baseret på den bog, han netop har udgivet om emnet. Foto: Jim Hoff