Lindeballe Kro genopstod for en aften – og hvilken fantastisk aften i gourmetmadens tegn

Foto: Det var Stine og Michael Hegelund Ingemann Thomsen, der diskede op med en masse lækre retter mad, da Lindeballe Forsamlingshus for en aften blev til Lindeballe Kro. Foto: Else Grunnet

Normalt forbinder man de helt store genopstandelser med påsken, men medio maj var borgerne i Lindeballe og omegn vidner til en anden form for genopstandelse, idet der blev inviteret til gourmetaften på selveste Lindeballe Kro - og det var med borgerforeningens formand som maestro ved gryderne.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

LINDEBALLE: Fredag den 23. maj var borgerne i Lindeballe og omegn inviteret på kro, og det var ikke hvilken som helst kro. Det var nemlig Lindeballe Kro, der denne aften genopstod fra de evige madmarker. Langt tilbage i tiden lå der nemlig en kgl. privilegeret kro i Lindeballe i de bygninger, der senere kom til at huse Brugsforeningen.

Det var Lindeballe Borgerforenings nye dynamiske formand, Michael Hegelund Ingemann Thomsen, der sammen med sin hustru Stine havde inviteret ind til denne historiske aften, som naturligvis blev afholdt i Lindeballe Forsamlingshus, et andet historisk sted i det naturskønne lokalsamfund.

Overdådig oplevelse

I aftenens fine anledning var forsamlingshuset, helt i konceptets ånd, omdøbt til Lindeballe Kro.

Avisen har haft vores lokale madanmelder, Steen Grunnet, med til denne historiske kroaften, idet han bor i området og er kendt som en herre, der sætter pris på god og veltilberedt mad, og han er meget klar i mælet i sin anmeldelse af dette spændende setup.

- Omegnens kroer bør spidse ører. De knap 50 tilmeldte gæster fik en overdådig oplevelse. Borgerforeningens øvrige bestyrelsesmedlemmer hjalp med serveringen, men indkøb og tilberedning af den lækre 7-retters menu stod Stine og Michael helt selv for, lyder det indledningsvist fra Steen Grunnet.

Seks stjerner - naturligvis

Han beretter, at menuen bestod af bruschetta, carpaccio, butterdejshjerter med laks og rejer, frikadeller, oksemørbrad, ostetallerken og pandekager med is. Dette lækre overflødighedshorn af god mad blev ledsaget af 6 forskellige vine ad libitum, introduceret af den lokale vinkender, Børge Larsen.

- Det var virkelig en dejlig og velsmagende oplevelse. En oplevelse, der fik mange til at ytre ønske om at bestille bord ”til næste gang”. Ingen tvivl: Seks stjerner ud af 6 herfra, lyder den positive dom fra Steen Grunnet.

Næste gang, der inviteres på god og spændende mad i Lindeballe, bliver den 27. september 2025, hvor overskriften er ’Det Lokale Måltid’.

Her har vi så det spændende menukort, da Lindeballe Kro fik comeback. Foto: Else Grunnet

Næste runde: Det Lokale Måltid

Her får du lige Michael Hegelund Ingemann Thomsens beskrivelse af dette spændende arrangement:

- Grøntsagerne vokser frem, og mange i Lindeballe og omegn dyrker jorden, hvad end det er marken eller køkkenhaven. I dag hylder vi det lokale; det lokale sammenhold i Lindeballe og omegn og den lokale mad fra jorden. I dag mødes vi omkring det i Lindeballe Forsamlingshus.

- Vi laver et nymoderne sammenskudsgilde, hvor vi tryller lækker mad og drikke af råvarerne fra området, som er dyrket med stolthed af de lokale. Samtidig fortæller vi historierne bag råvarerne. Vi håber, at mange vil sætte datoen i kalenderen og måske også bidrage med mad og drikke fra egen avl.

Det lyder da i den grad som et rigtigt spændende og sammenholdsfremmende tiltag – og velsmagende.

Foto: Else Grunnet.

Andre læser

Lokale trætte af ruinhuse på 3. år: Forsømte huse i Lindeballe skal nu op i Folketinget

Ældregruppen i Lindeballe, Åst og Uhe holder flot liv i lokalområdet