Ældregruppen i Lindeballe, Åst og Uhe holder flot liv i lokalområdet

Foto: Bestyrelsen i Ældregruppen i Lindeballe, Åst og Uhe består af Frida Hansen, Rita Lomholt, Jonna Sørensen, Astrid Jensen, Jørgen Tang og Bjarne Hansen. Privatfoto

1992 blev et skelsættende år, for dette år blev Danmark europamester i fodbold, og samme år blev der dannet en ny forening i lokalområdet i Lindeballe og omegn. Ældregruppen i Lindeballe, Åst og Uhe var dermed en realitet, og her 33 år senere er foreningen stadig et centralt omdrejningspunkt i forhold til at holde gang i området.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

LINDEBALLE: De mindre landsbysamfund er i høj grad afhængige af et velfungerende og dynamisk foreningsliv med dertil hørende lokale ildsjæle. Sådan er det også i Lindeballe, Åst og Uhe, hvor man udover idrætsforeningen Ringive Lindeballe IF og borgerforeningen også har foreningen ’Ældregruppen i Lindeballe, Uhe og Åst.

Sidstnævnte forening blev dannet i 1992, hvor der var en række borgere, der følte, at den daværende borgerforening lavede for få aktiviteter for folk på 50 år og derover. Det foregik ganske udramatisk, idet den nye forening blev en underafdeling under borgerforeningen.

Der blev valgt to repræsentanter fra de 3 respektive lokalsamfund, altså 2 fra Lindeballe, 2 fra Åst og 2 fra Uhe, til bestyrelsen, og sådan er det også i dag. I dag er der også blot én borgerforening, der dækker alle 3 byer.

Størstedelen i bestyrelsen er over 80 år

I dag består bestyrelsen i ’Ældregruppen’ af Frida Hansen, der er formand, næstformand Jonna Sørensen, kasserer Astrid Jensen, sekretær Rita Lomholt, medlem Jørgen Tang og Bjarne Hansen, der er bestyrelsessuppleant og gruppens uundværlige handyman.

- Vores generelle udfordring er, at det er svært at skaffe nye og yngre folk til bestyrelsesarbejdet. Fire af os i bestyrelsen er 80 år og derover, og vores yngste mand er tæt på 75. De yngre står ikke ligefrem i kø for at komme ind i bestyrelsen, og vi kan da frygte, at når vi engang bliver for gamle og må holde op med bestyrelsesarbejdet, at ’Ældregruppen’ så helt ophører med at eksistere, siger Frida Hansen.

Hun har samlet et par af medlemmerne fra bestyrelsen, Astrid Jensen og Rita Lomholt, og de fortæller, at de har en bestyrelsesgruppe med et rigtig godt sammenhold og fællesskab, hvor det er lysten, der driver værket.

- Vi har det rigtig godt sammen her i bestyrelsen. Vi kommer både her fra lokalområdet, og så er der en, der er flyttet til Billund, og en der er flyttet til Give. Vores ægtefæller giver altid en hånd med, når vi har arrangementer, det ’står simpelthen i kontrakten’, når man er gift med et bestyrelsesmedlem, lyder det brede smil fra de tre damer.

7 årlige aktiviteter

Ældregruppen afholder 7 aktiviteter pr. år, hvor det handler om kulturoplevelser, underholdning og udflugter. Her er der fire faste arrangementer, nemlig gule ærter i januar, Vinterfest med solæg i februar, Fællesspisning i april og Fællessang i oktober.

Udflugterne i år går i juni til Randbøldal Museum, i august står den på udflugt til Jesperhus Blomsterpark, og i november er der foredrag i Foreningshuset i Karlskov ved Anne Marie Aggerholm, der ud fra overskriften ’Kong alkohol i spadseredragt og høje hæle’ fortæller om sine udfordringer med alkohol.

Godt samarbejde med kommunen

Det er forsamlingshuset i Lindeballe, der danner rammen om de 4 faste årlige arrangementer, og her kan Ældregruppen råde frit over de fine, velholdte lokaler, som Vejle Kommune ejer. Sammen med borgerforeningen er Ældregruppen på frivillig basis med til at vedligeholde forsamlingshuset og udearealerne til forsamlingshuset.

Da Vejle Kommune sætter pris på de frivilliges indsats, kan lokalerne som sagt frit afbenyttes. Kommunen yder også et årligt økonomisk bidrag til forsamlingshuset, så bestyrelsen har kun rosende ord til overs for dette fine samarbejde.

Her har vi så et eksklusivt udpluk af de gode folk, de rmødte op denne fredag formiddag for at gøre rent og lave vedligehold ved Lindeballe Forsamlingshus. Foto: Jim Hoff

Still going strong – men hvor længe?

Avisen er faktisk på besøg en fredag formiddag, hvor en række frivillige fra området foretager hovedrengøring i Lindeballe Forsamlingshus, hvor også Jytte Søndergaard fra borgerforeningen, der står som en af de personer, der står for udlejning af forsamlingshuset, også er klar med kost og spand.

- Generelt er folk her på egnen rigtig flinke til at hjælpe os med alle de praktiske ting. Der er virkelig en kæmpeopbakning herude, og så længe vi har kræfterne, så skal det jo nok gå. Det er meget forskelligt, hvor mange timer vi bruger på det her arbejde. Når vi inviterer til gule ærter, så er det noget, der trækker tænder, for vi laver selv det hele. Men vi kan jo omvendt også godt lide det, og vi får da også masser af ros for vores indsats.

- Så jo, vi er da still going strong. Nu her i onsdags stegte vi 324 frikadeller til vores arrangement, og der blev også lavet en masse kartoffelsalat. Og sådan er det, når man nu engang gerne vil være områdets samlingspunkt, konstaterer de tre friske damer med store smil og lys i øjnene.

Man har i gruppen et rigtig fint slogan, der lyder således: Ingen kan alt, nogen kan noget, men sammen kan vi det hele!

Smukt og særdeles rammende for denne fine forening i smukke og naturskønne Lindeballe og omegn!

 

Andre læser

9-årige Megan har en plan: Jeg vil være Danmarks første verdensmester i ridebanespringning

En af de seje, stærke unge: 15-årige Buster har lavet sin egen virksomhed

Fantastisk reunion i naturskønne omgivelser: Mødtes 65 år efter de gik ud af Vesterlund Skole

Sport og engagement: FREM Thyregod har skabt fællesskab og sammenhold i Thyregod i 100 år

Museum Give fordobler besøgstal med sorte tal på bundlinjen