Lokal ungdomsklub storhitter hos de unge – men går en usikker fremtid i møde

Den lokale ungdomsklub i Give, kendt som Upstairs, er et populært tilflugtssted for byens og omegnens unge. I 2022 havde man 35-40 i snit i klubben hver aften, og da man åbnede i år, myldrede det igen ind med unge. Men fremtiden er usikker for Upstairs. Hvad det handler om, kan du læse om her.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

UNG I GIVE: Ungdomsklubben ’Upstairs’, der holder til ovenpå og omkring SFO’en i Torvegade i Give, åbnede i uge 34 første gang efter sommerferien. Det skete torsdag aften, hvor der var tændt op i grillen, og hvor leder Maybrit Pedersen stod klar til at tage mod de unge sammen med Jakob Norlyk, Mia Maria Andersen og Sara Ebbesen. De udgør det faste voksne Upstairs- hold sammen med Jonas Schrøder, Jesper Derdau og Jeppe Kragsig Hansen.

- Ungdomsklubben her er for unge fra 7. klasse og frem til 18 år. Vi mødes her hver tirsdag og torsdag aften fra 18.30 til 21.30, og sæsonen går fra slut august til tæt ved skolernes sommerferie, fortæller Maybrit, der har været med i mange år både i klub- og ungdomsklubregi i Give og dermed har den store fordel, at hun kender mange af de unge rigtig godt – og at de kender hende.

- Generelt kommer de unge her fra Giveområdet, men vi ser da også unge fra Vejle, der kigger forbi for at mødes med deres venner her fra Give. Sidste år var der 35-40 unge i snit til hver klubaften, og der er langt flere medlemmer på den samlede liste. Vi skal lige understrege, at vi får penge efter hvilket skoledistrikt, vi er i – ikke efter antal medlemmer. Men vi er glade for opbakningen, og alle er velkomne her, siger Maybrit.

Maybrit Pedersen er leder af Upstairs, den lokale ungdomsklub i Give, og hun er meget spændt på, hvad fremtiden bringer for det populære tilholdssted for de unge. Foto: Jim Hoff

Det koster gratis

Det er gratis at være med i ungdomsklubben, der er en del af UngVejle. De unge og de tilknyttede voksne råder over 1. salen i SFOen, ligesom man også må bruge Laden og udenomsarealerne samt den hyggelige gårdsplads. Det er her Jakob Norlyk har gang i grillen, og dermed signalerer hjerteligt velkommen til de unge, når de drypvis ankommer til fods, på scooter eller cykel.

Der hilses velkommen, de unge giver hinanden krammere og high fives, og så går snakken ellers lystigt.

- Vi arrangerer events til jul, påske og halloween, hvor det handler om gode danske traditioner. Vi arrangerer også gerne ture ud af huset for de unge, men her oplever vi sjovt nok, at de egentlig hellere bare vil være her og hænge ud. Vi laver så også aktiviteter her på stedet, f. eks bager vi med pigerne, og Laden den er bare vildt populær, hvor der spilles bold i en uendelighed – herligt, der er virkelig gang i den der, siger Maybrit.

Jakob Norlyk er sammen med en række andre unge voksne og voksne en del af Team Upstairs  - og er med til at skabe en god dynamik i gruppen. Foto: Jim Hoff 

En rigtig god flok unge mennesker

Når de unge møder op hos Upstairs, er det ikke sådan, at de tæppebombes af regler.

- Vi tillader ikke spiritus og stoffer her, men ellers er her rimeligt frit. Det er også en god flok unge mennesker, vi har her. Vi har rigtig fin kontakt til forældregruppen, og vi har også et rigtig godt samarbejde med SSP, som kigger ind af og til herude. Vi har ligeledes et godt samarbejde med Martin Schmidt i hallen, så generelt fungerer det bare rigtig godt, siger Maybrit.

Team Upstairs besøger 7. klasserne ude på skolerne, hvor man får introduceret ungdomsklubben, hvad det går ud på, og hvem man kan møde der af voksne medarbejdere.

- Apropos medarbejdere er jeg rigtig glad for, at vi har de tre mænd Jakob, Jesper og Jonas med på holdet – de er nemlig gode rollemodeller for drengene. Og så vil jeg også gerne sige, at det giver så meget energi tilbage at arbejde med de her unge mennesker. Mange af dem har jeg kendt way back, og det er en stor fordel, at man kender både de unge og deres forældre godt. Det handler helt basalt om tillid og tryghed, konstaterer Maybrit med et stort smil, mens grillen syder og sprutter lystigt i baggrunden under Jakobs kyndige hænder.

Tvinges ud 1. april 2024

Lutter idyl er det dog ikke, for i og med at Vejle Kommune har besluttet at ombygge SFOen til daginstitution og flytte SFOen over på Ikærskolen, bliver Upstairs også ramt af denne upopulære rokade.

- Det betyder, at vi også skal væk herfra. Som det ser ud nu, skal vi flytte over på Søndermarkskolen på Sdr. Ringvej cirka pr. 1. april 2024. Vi ved ikke helt faktuelt, hvor vi skal være, men der går forlydender om, at ungdomsklubben skal holde til i forhallen/indgangen til Søndermarkskolen, og at vi kan få det kontor, der tidligere husede ungdomsklublederen. Her er det så, som vi hører det fra Vejle, meningen, at der skal skabes et ungdomsmiljø.

- Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene. Skal vi ikke bare sige det sådan, at jeg er glad for, at jeg snart kan gå på pension. Det bliver ikke rart at flytte herfra. Det er vores sted, det er her, vi har vores historik, og det er her, de unge stortrives – og det gør vi altså også i personalegruppen. Det kræver virkelig meget plads at huse omkring 45 unge mennesker, og det er jeg godt nok spændt på, hvordan man vil tilgodese med den løsning, der skitseres fra kommunens side, lyder det med stor skepsis i stemmen fra Maybrit.

De unge mennesker hygger sig gevaldigt i hinandens selskab. Her er de ved at udfylde en ønskeliste for året - og her kommer mange friske forslag. FOto: Jim Hoff

Kamp om pladserne

Den midlertidigt indsnigende tristesse brydes dog hurtigt, da 3 teenage-charmerende gutter kommer forbi med nogle friske bemærkninger til Maybrit og pressens udsendte. De mener jo nok, de herrer, at de bør pryde næste uges forside af Vores LokalAvis med deres lækre hår og charmerende moves.

Det gør en flok lige så friske og kække unge damer nu også, så der bliver kamp om pladsen – ikke kun når Upstairs flytter 1. april – men også i avisspalterne.