Give Fremads tidligere cheftræner lander nyt trænerjob i VSK Aarhus

Foto: Give Fremads tidligere cheftræner starter som cheftræner for VSK Aarhus i den nye sæson. Her sammen med VSK Aarhus-direktør Jens Isbak ved den offentlige annoncering. Foto: VSK Aarhus

Efter 4 sæsoner i Give Fremad stoppede klubbens cheftræner Kasper Bach-Jensen i klubben efter efterårssæsonen, og han kan nu på Facebook melde ud, at han har fået nyt trænerjob.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FODBOLD: Alle løse ender, der måtte opstå, efter en træner siger farvel til en klub efter 4 sæsoner, er nu på plads i forhold til Give Fremad og Kasper Bach-Jensen.

Allerede ved årets sidste hjemmekamp kunne Give annoncere Søren Ryberg som klubbens nye cheftræner fra 1. januar 2026, og i denne uge kunne den afgående træner, Kasper Bach-Jensen, så annoncere på Facebook, at han har fundet et nyt trænerjob.

Han er nemlig blevet ansat som cheftræner for Jyllandsserie 1-holdet i VSK Aarhus, og det er en signing, som man i den aarhusianske klub er rigtig godt tilfredse med.

Masser af erfaring og veluddannet

- Vi er superglade for, at vi kan tilknytte en kapacitet som Kasper. I VSK Aarhus er vi ikke i tvivl om, at han kan flytte vores nuværende trup i en positiv retning, lyder det fra klubbens direktør Jens Isbak, der påpeger, at Kasper Bach-Jensen kommer med solid erfaring som tidligere divisionsspiller, besidder DBU A-licens og har et diplom i ledelse med særligt fokus på kommunikation og teamwork.

Kasper Bach-Jensen ser også frem til samarbejdet med VSK, og i forbindelse med tiltrædelsen til klubben har Kasper udtalt følgende:

- Som træner er jeg seriøs og ambitiøs, med en humanistisk og analytisk tilgang. Jeg brænder for detaljering og taktisk forståelse, og for mig er det vigtigt, at både holdet og den enkelte spiller udvikler sig. Jeg glæder mig til at bidrage til VSK Aarhus’ JS1-holds målsætning om at rykke holdet tættere på divisionsholdet.

VSK Aarhus har også et hold i 2. division.

Andre læser

Søger inspiration og flere brugere: Nu skal der for alvor gang i Aktivitetshuset Give

Give Tennisklub modtager 15.000 fra Den Jyske Sparekasses Støttefond

Så faldt beslutningen: Pr. 1. januar 2027 er Elkjærskolen tømt for elever

Nissernes Juleværksted skabte liv og glade julehyggedage på Torvet

Har købt 85 personalegaver lokalt: Stærk lokal julegavestrategi i Brugsen i Give

Der kan være 1,1 mio. kroner på vej til byforskønnelse i Thyregod

Mindeord over Erling Valentin Olsen (Erling post)

Museum Gives Nyhedsbrev: 2025 spiller på sidste vers - og Museum Give gør status