
Ung sulten playmaker/venstreback vil kæmpe hårdt for spilletid på byens nye 1. divisionshold
Foto:21-årige Noah Sørensen er playmaker/venstre back og kommer fra Kolding IF, hvor han mest har spillet 2. division men også trænet en del med ligaholdet. Foto: Jim Hoff
Med tilgangen af Noah Vesterskov Sørensen fra Kolding IF får Give HK en sulten og kampberedt ung spiller ind i truppen, der trækker i Gives HK’s kampuniform for at yde sit allerypperste hver gang. En stærk tilgang til tingene, og sådan skal det også være, når manden med cheftrænertitlen i klubben også er ens fædrene ophav.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
HÅNDBOLD: Han fik debut på Kolding IF’s ligahold tilbage i februar 2025 i en kamp i Santander Cuppen mod Søndersø, og nu tørner Noah Sørensen så ud i 1. division for nyoprykkerne fra Give HK, hvor den 21-årige playmaker/venstreback er en af de unge, sultne spillere, som klubben har indlemmet i truppen i bestræbelserne på at få sat en slagstærk enhed sammen, der kan føre Give sikkert gennem denne historiske debutsæson i 1. division.
Har snust til ligaholdet i Kolding IF
Noah er fra Nørre Aaby på Fyn, og her spillede han også ungdomshåndbold, indtil han skiftede til GOG/Oure, mens han gik på gymnasiet i 3 år. Herefter hed Kolding IF, hvor Noah spillede på 2. divisionsholdet og også var med omkring ligaholdet til træning.
Han arbejder pt. som lærervikar, hvilket jo kan være mindst lige så krævende som at spille 1. division, smiley! Og hvad er det så, der har lokket Noah Sørensen til Give for at tørne ud for Gives håndboldkrigere?
- Give er et spændende sted i forhold til håndbold, og jeg har da også selv spillet mod dem for Kolding IF her i Vestjysk Bank Arena, hvor vi fik en ordentlig én på hatten. Give har et godt hold, og for mig handler det rigtig meget om at få en masse spilletid i 1. division – og det i en hal, hvor der virkelig er gang i den, hvilket også er vigtigt for mig som spiller, pointerer Noah.
Helt afklaret med at have sin far som træner
Hvis man kigger efter, kan man se, at han deler efternavn med klubbens cheftræner Torben Sørensen. Og det er ikke helt tilfældigt. Noah er nemlig Torben Sørensens søn, og dermed er rammerne sat til en for begge parter interessant konstellation.
- Vi er begge to helt afklarede med det, og jeg er 100 procent indstillet på, at jeg selvfølgelig skal kæmpe ekstra meget for det både til træning og kamp. Jeg vil virkelig kæmpe ekstra hårdt for det, for det skal i hvert fald ikke hedde sig, at jeg har lettere ved at komme på hold, fordi træneren er min far – og jeg også, at min far ser på det på samme måde. Der er ingen fribilletter her, lyder det fra Noah med et stort smil.
Handler om at udvikle sig som håndboldspiller
I forhold til den unge bagspillers personlige ambitioner er han meget klar i mælet. - Det handler for mig om at yde mit bedste, så jeg kan blive bedre. Jeg skal ind og lære af de andre, og på den måde udvikle mig på det håndboldfaglige område. Og så skal jeg for alvor lære at spille seniorhåndbold på det her niveau. I forhold til mine ambitioner for holdet og klubben handler det ganske enkelt om, at vi bliver i 1. division i denne for Give så historiske sæson.
I den nuværende spillertrup kender Noah Viktor Lyngsø og Esben Panduro fra deres fælles tid i Kolding IF, og derudover kender han også de fleste andre, idet han har spillet mod en del af dem.
- Det er rart, at man har nogle gode relationer til et par spillere, når man starter op i en ny klub. Det gør det lidt lettere, og jeg vil også rose truppen her og klubben for en rigtig fin modtagelse. Det er også med til at gøre det lettere at få en god start, pointerer Noah.
Går mentalt 100 procent ind i tingene
Han karakteriserer sig selv som en type, der rent mentalt går 100 procent ind i tingene, og som altid går efter at levere den bedste præstation.
- For mig handler det rigtig meget om, hvad jeg kan gøre for holdet, og ikke for mig selv. Det er vigtigt. Og så vil jeg sige, at jeg er en spiller med fart i benene, jeg kan sætte god fart i spillet, og som har øje for mine medspillere.
- Jeg synes, det er fedt at spille de andre gode, og alt i alt har jeg vel flere strenge at spille på. Det, jeg skal arbejde med, er fysikken, for det kræver altså en hel del rent fysisk at spille 1. division – og det er jeg bestemt også meget indstillet på, lyder det stålsat fra den 21-årige bagspiller.
Foto: Jim Hoff