Centerleder ser tilbage på 6 år med GISK: Give Idrætsfaciliteter oplever kraftig stigning i aktivitetsniveau
Foto: Centerleder hos GISK, Martin Schmidt, kigger her tilbage på sine 6 år som centerleder, og han kan berette om en spændende tid med en masse udfordringer og en rigtig positiv udvikling. Foto: Jim Hoff
Redaktionen har modtaget nedenstående skriv fra GISKs centerleder, Martin Schmidt, der her ser tilbage på 6 travle, hektiske og spændende år som centerleder for det store idrætscenterprojekt i Give
Af Martin Schmidt - centerleder Give Idræt, Sundhed og Kulturcenter
GIVE: Hvis du hopper på cyklen og tager en tur i og omkring Give, ja, så er det tydeligt, at byen er i vækst; der bliver bygget på livet løs. Men også foreningslivet oplever vækst.
I løbet af de seneste seks år har aktivitetsmængden i Gives idrætsfaciliteter taget et markant spring fremad.
Jeg har taget hul på mit 6. år i jobbet, og det har været seks år med en voldsom vækst. På de seks år er vi gået fra et niveau på omkring 7.000 timer om året til, at vi nu rammer over 17.000 timers aktivitet om året – en stigning på over 140 procent! Dette vidner om et stærkt foreningsliv og en engageret lokalbefolkning, der virkelig har taget vores faciliteter til sig.
Et voksende idrætscenter
Dele af årsagen til denne vækst skal selvfølgelig findes i tilblivelsen af Give Idrætscenter. At vi nu driver idrætsfaciliteterne fælles under én paraply med aktiviteter i både Ikærhallen og Idrætscentret. I starten var det meget to separate haller uden så meget synergi. En synergi, der er blevet tydeligere, men som stadig er et udviklingsområde. Men ét er sikkert: de gode rammer gør, at det er attraktivt at dyrke motion i Give.
Men det skal også ses som en konsekvens af, at der bliver arbejdet på at skabe aktivitet. Både som idrætscenter, men også af de mange gode foreninger, der gør et imponerende stykke arbejde.
Nye initiativer, nye målgrupper
Nye målgrupper er kommet til. Børnehaver, dagplejere, Hedegaard Friskole, Bo Vejle — ja, sådan kunne man blive ved. Fælles for alle er, at de har deres daglige eller ugentlige gang i hallerne og er med til at skabe liv dagen igennem. Og det gælder egentlig uanset, om vi snakker Ikærhallen eller Give Idrætscenter. De yngste kommer igen om eftermiddagen; jeg tror, at de fleste foreninger kan nikke genkendende til, at der er stor efterspørgsel efter de yngste hold.
Samtidig har senioridrætten oplevet en kraftig vækst med initiativer fra "Kom & Træn" og "Idræt i dagtimerne." Ligesom Parkinson-boksning for alvor har indtaget Ikærhallen — begge er eksempler på aktiviteter, der tiltrækker en voksende gruppe af seniorer, som prioriterer et aktivt og socialt fritidsliv.
Ingenting kommer af sig selv.
Og det er ikke en selvfølge, at vi i en by af Gives størrelse har de rammer og tilbud, som vi har. Vi er stolte over den store efterspørgsel og ydmyge over for opgaven. For den skal vi værne om.
Den store mængde aktivitet og væksten i Give stiller krav om, at vi fortsætter med at udvikle os. Men den stigende aktivitet svarer ikke til flere driftsmidler fra Vejle Kommune; vi er maksimalt pressede på, hvad vi kan få. Det har vi faktisk været i nogen tid. På godt dansk betyder det, at jo flere aktiviteter vi har, desto mindre får vi faktisk pr. time. Så paradoksalt nok er mindre aktive foreninger bedre for økonomien, men det er selvfølgelig det stik modsatte af, hvad vi ønsker.
Vigtigt at tænke ud af boksen
Det kræver, at vi som idrætsfacilitet tænker ud af boksen, at vi har lokale partnere og sponsorer, der bakker op om faciliteterne og ser værdien i de gode rammer for blandt andet foreningslivet. Men det er ikke nok i sig selv.
Derfor er tiltag som vores fyrværkerisalg, som på 5. år sikrer, at vi kan lave konkrete projekter, helt essentielle. Og i år er ikke anderledes. Alt overskud fra årets fyrværkerisalg går til et nyt legeareal til børn. Vi skal gerne også i fremtiden kunne udvikle vores faciliteter både på Ikær og i idrætscentret, såvel inde som udendørs. Derfor vil man fortsat se, at vi som idrætscenter vil kæmpe med næb og kløer for at holde os relevante. For at skabe indtægter, der kan sikre fællesskab – oplevelser & udvikling.
Husk at anerkende de frivillige
Er attraktive idrætsfaciliteter og et aktivt fritidsliv noget, du sætter pris på? Så husk at anerkende de frivillige instruktører, som prioriterer at stille op for dig og dit barn. Bestyrelserne, der sætter retning og rammer for faciliteter, aktiviteter og ikke mindst fællesskaber. Husk, der er ikke noget, der kommer af sig selv. Og det er ikke en selvfølge!
Fællesskaber skal ikke bare holdes ved lige, de skal også læres. Og selv om det ikke kan tvinges frem, er der handlinger, som værner om fællesskabet. Og det er det, vi hver dag er så heldige at opleve i vores idrætsfaciliteter, hvad enten det er kortspil, springgymnastik eller 1. divisionshåndbold. Fællesskaberne er noget, vi er sammen om at skabe. Og alle kan bidrage.
Virkelig god grobund for både idræt og fællesskaber
Vil du være med til at præge udviklingen? Støt op om de aktiviteter, som skaber fællesskab, så ræk endelig ud. Vi har et fantastisk frivilligt fællesskab, hvor frivillige er med til at skabe aktiviteter som fastelavn, halbal for handicappede, legeland og meget, meget andet. Men fælles for det hele er, at alt er non-profit, og overskuddet går altid til fællesskab – oplevelser og udvikling.
Og i fællesskab er vi kommet langt. Vi har sammen skabt en god grobund for idrætsfaciliteterne – faciliteter, som bruges til meget mere end idræt. Det kan vi være stolte over, men det er også noget, vi ikke bare må tage for givet. For det er ikke kommet af sig selv – langt fra.
En by, der står sammen – det er noget, der batter
Men det viser, at når vi som by står sammen om et projekt, så flytter det altså noget. Og når jeg en stille eftermiddag sidder i stolen, så er det faktisk ret vildt, hvor langt vi er nået. Både i at skabe attraktive faciliteter, men også i at skabe attraktive fællesskaber.
Vigtige fællesskaber, uanset form, har en vigtig plads. Og det skal vi værne om også i fremtiden.
Vi ses i Give Idrætscenter












































