Lokal kvinde springer ud som forfatter: Heidi er på banen med ny bog om gåturenes herlige univers

Foto:Heidi Møller har siden 2015 haft virksomheden ”Gå Mig Glad”, hvor hun åbenbarer gåturenes mange gavnlige funktioner for krop og sjæl for andre mennesker. Nu er Heidi aktuel med bogen ”Vi ses på gåturen”. Privatfoto

Heidi Møller fra Give har på imponerende og unik vis siden 2015 gjort det at gå til sit levebrød med sin virksomhed ”Gå Mig Glad”. Og nu er Heidi topaktuel, idet hun springer ud som forfatter med bogen ”Vi ses på en gåtur”.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GANG I GIVE: Give har fået endnu en forfatter, og denne gang er det Heidi Møller, der er indehaver af virksomheden ’Gå Mig Glad’, der har haft gang i pennen. Heidis bog hedder ”Vi ses på en gåtur”, hvor hun inviterer læseren inden for i sit gå-univers. Det univers, som præger hendes dagligdag, hendes livsstil og hendes levevej.

- En bog om at gå? Jamen, det gør vi jo alle i forvejen, tænker du måske. Og det var også præcis, hvad den lokale komiker her fra Give, Torben Chris, tænkte første gang, han stødte på Gå Mig Glad og hele idéen om at hjælpe folk med at komme ud at gå. For gå, det kan alle, men vi gør det ikke. Ikke nok i hvert fald, pointerer Heidi.

Mission: At få alle ud at gå!

Vi spoler lige filmen godt 10 år tilbage, hvor Heidi fik ideen til sit gå-univers, og det var helt personlige årsager, der satte gang i denne positive dynamik.

- Jeg havde indset, at jeg simpelthen ikke rørte mig nok i hverdagen. Jeg er ikke typen, der går i fitness eller til svømning. Derfor besluttede jeg mig for at begynde at gå, og det udviklede sig så til, at jeg dannede ”Gå Mig Glad”, fortæller Heidi og tilføjer:

- Nu handler ”Gå Mig Glad” ikke længere kun om mig og min egen vision om mere bevægelse i hverdagen. Min mission er at få alle ud at gå. At få alle til at se idéen med, at en gåtur kan berige hverdagen. At gåturen gør dig sund. At gåturen giver dig energi. At gåturen skaber fællesskab og glæde. Og det er netop hele formålet med bogen ”Vi ses på en gåtur”.

Hjælper med at gøre gåturen til en fast del af dit liv

Heidi pointerer, at ”Vi ses på en gåtur” ikke bare er en bog om at gå – det er en bog, der hjælper dig til faktisk at komme ud ad døren og gøre gåturen til en fast del af dit liv.

En bog, der giver dig svar på spørgsmål som:

Hvorfor gå?

Hvad vil det sige at gå?

Hvordan opnår du den gode gåtur?

Hvad er det, gåturen gør ved dig?

Skal man virkelig gå 10.000 skridt om dagen for at få noget ud af det? (svaret er nej)

Når du læser bogen, får du:

Inspiration til at finde glæden ved at gå – alene eller sammen med andre

Viden om, hvordan gåturen styrker både krop og sind

Praktiske øvelser, du kan lave direkte i bogen

Plads til dine egne refleksioner, så bogen bliver personlig for dig

Mine bedste tips og tricks til at holde fast i vanen – også på de dage, hvor sofaen frister

Både værktøjskasse og opslagsværk

Bogen er på fin måde altså både et opslagsværk og en værktøjskasse. Den giver læseren motivation, små konkrete skridt og helt lavpraktiske råd, så man nemt kan få mere bevægelse ind i hverdagen.

- Gå-kontrakten og nedskrivning af ‘gode’ undskyldninger giver motivation til at komme ud over stepperne og viser, hvordan et mål om blot én kilometer om dagen kan udvikle sig til en god gåvane. Med en solid erfaring, en god portion viden og en hel del kærlighed vil jeg med bogen give læseren motivation, glæde og lyst til at tage jakken på og få gåskoene fundet frem – enten ved at finde ro i sit eget selskab, som en hyggelig stund med en god veninde eller som en del af et større gåfællesskab, konstaterer Heidi.

Hvem er bogen til?

Heidi forklarer, at ”Vi ses på gåturen” henvender sig til den, som mangler et skub til at komme afsted. Til den, som lige skal motiveres til at gå. Til den, som har behov for at høre, hvordan andre går, og til den, som har behov for at vide, hvad gåturen kan gøre for dig.

- Ifølge en undersøgelse fra 2024 stod det klart, at 2,7 millioner danskere er utilstrækkeligt fysisk aktive. Så selvom ”Gå Mig Glad” efterhånden har over 10 år på bagen, er der stadig mange danskere derude, der ikke får den rette mængde motion i hverdagen.

- Den her bog er til alle jer, der har brug for et kærligt skub og de rette viden og redskaber. Til at sætte det ene ben foran det andet og komme op af sofaen og ud på gåturen. Derudover vil jeg mene, at ”Vi ses på en gåtur” også er den oplagte gave til en, du kender, der har ambitioner om at være mere aktiv, men mangler redskaberne til at komme afsted, lyder den fine pointe fra Heidi.

Heidis glimrende og motiverende bog kan købes hos Bog & Ide og hos Saxo.

 

Andre læser

Inner Wheel i Give inviterer til fakkeltog: Stop vold mod kvinder!

Give Atlet Klub får flot besøg: Kvindelig verdensmester kigger forbi i klubben

Områdets hyggeligste julemarked vender tilbage til Thyregodhallen

Skriv dit barn op til 0. klasse: Skoleindskrivningen til børnehaveklasserne 2026 er klar online

I Gadbjerg er de fulde af numre – altså til det store hyggelige reklamebanko

Gevinster for 80.000 kroner: Lions Club er endnu engang klar med det store velgørende julelotteri