Badmintontalenterne Mithi og Milea fra Gadbjerg er inde i en rivende udvikling

Foto: Her har vi Mithi og Milea sammen med Signe Pahus Pedersen, der er træner for Mithi i GLIF Badminton. De to Gadbjergpiger har virkelig rykket sig eksplosivt det sidste halvandet års tid, og Signe har en stor aktie i Mithis flotte udvikling. Foto: Jim Hoff

I sommeren 2024 meldte de to badmintonpiger Milea og Mithi fra Gadbjerg sig til sommertræningen i GLIF Badminton under træner Flemming Alexandersens vinger. Det, der dengang var en hyggesport for de to piger, er nu blevet en seriøs og målrettet affære med træning op til 4 gange om ugen – og hvor begge piger har rykket sig så meget, at de er udtaget til Badminton Midtjyllands kredstræning.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DE SEJE UNGE: Nogle gange er det tilfældighedernes spil, der gør, at dygtige sportsfolk lige pludselig bliver opdaget og kommer i de rigtige sammenhænge i forhold til udvikling af deres talent. Sådan var det også med de to søstre, 9-årige Milea og 14-årige Mithi Ranaivo Bjerremand fra Gadbjerg.

Da de var henholdsvis 8 og 13 år, besluttede de sig for at gå til sommertræning i badminton i regi af GLIF Badminton i Elkjærhallen i Grønbjerg med badmintontræner Flemming Alexandersen som tovholder. Og her viste det sig ret hurtigt, at de to Gadbjergpiger var et par uslebne badmintondiamanter.

- Vi havde faktisk spottet dem begge to ved Give Egnsmesterskaberne i badminton i foråret og kunne godt se, at der her var noget at bygge på, og vi blev kun bekræftet i den opfattelse, da Milea og Mithi kom med til sommertræningen her i GLIF. De rykkede sig lynhurtigt og blev bedre og bedre for hver træning. De gik til sagen med ildhu og seriøsitet, og den udvikling, de har gennemgået på det år, er tæt på sensationel, fortæller Flemming Alexandersen, der også kan oplyse, at pigerne til kredstræningerne er under kompetent supervision af elitetrænere som Michael Kjeldsen og Rasmus Bonde.

- Lige nu fylder badminton det hele

Avisen har talt med de to piger og deres far, Rune, og at familien nu råder over to så dygtige badmintonspillere med så stort udviklingspotentiale, er også noget, der udover at vække stor stolthed i familien, også stiller krav til familiens hverdag, hvor der nu skal gøres plads til en hel masse træning, en masse kørsel til diverse træningssteder samt til stævner og turneringer i weekenderne.

- Pigerne træner i Gadbjerg, Grønbjerg og Kolding, og nu hvor de begge er kommet med ind under Badminton Midtjyllands kredstræning, så skal de afsted til træningssamlinger i Silkeborg, Grindsted og Hammel. Derudover ligger der også en kredsmatch den 31.10 på et sted, vi ikke har fået oplyst endnu. Dertil kommer en masse andre stævner og turneringer, som pigerne skal ud til. Så der er nok at se til som badmintonfamilie, og her er det vigtigt, at vi også er opmærksomme på at skabe nogle åndehuller til pigerne, så de ikke kører træt i det, konstaterer Rune.

9-årige Milea spiller i dag i U11A-rækken, som er det højeste niveau for denne aldersgruppe. Hun ligger nr. 6 på ranglisten på landsplan, virkelig flot at rykke sig så meget på blot ét år. 14-årige Mithi spiller i U15 A-rækken, hvor hun eksempelvis lige har hentet en flot bronzemedalje i en benhård række med mange virkelig dygtige spillere.

Signe væsentligt medvirkende til Mithis flotte udvikling

Mithi er i GLIF Badminton begyndt at træne fast med 18-årige Signe Pahus Pedersen, der selv er en knalddygtig og målrettet badmintonspiller. De to piger har fundet hinanden i et godt samarbejde, og ifølge både Rune og Flemming har Mithi virkelig rykket sig meget under Signes trænervinger.

Og Signe synes da også, at det er fedt at være med til at bruge sine egne stærke evner som badmintonspiller til at udvikle et ungt lokalt talent. Hun har senest været med Mithi ude til turnering som head coach, og det var en rolle, hun gik op i med liv og sjæl! At Signe har en stor aktie i Mithis flotte udvikling, skal der hermed ikke herske den mindste tvivl om.

Det er blevet til massevis af medaljer og pokaler for de to dygtige piger hen over det sidste års tid. Foto: Jim Hoff 

Fra hyggebadminton til serious business

Milea er under Flemming Alexandersens kompetente vinger, ligesom hun også modtager coaching fra Steen Thomsen, der er badmintontræner i Kolding BK. Far Rune er også med på trænerholdet, og det er klart, at der jo også skal lægges bil til, når der skal køres til træning i Grønbjerg, Kolding og Gadbjerg.

- Det er noget af en rejse, de to har været på. For halvandet år siden var det hyggebadminton med veninderne, hvor de gik og slog nogle bolde for sjov. Nu træner de mindst 4 gange om ugen, og nu i et elitesetup med dygtige trænere og dygtige medspillere ved kredstræningen – og det finder begge piger meget spændende og motiverende, fortæller Rune.

Drømmer begge om at blive professionelle

Adspurgt om deres mål og drømme med badminton er begge pigerne klar med denne seje udmelding:

- Det er drømmen at blive professionel. Det kunne bare være så fedt. Vi er jo begyndt at vinde en masse kampe, og vi har også vundet både guld, sølv og bronzemedaljer ved nogle A-stævner, lyder det med brede smil fra de to herlige piger.

At Milea og Mithi har rykket sig så meget på 1 ½ år, skyldes ifølge Rune flere faktorer.

- De har begge et særligt talent for badminton, ingen tvivl om det. Derudover er de begge to meget lærenemme, og så kan de lide at være fysisk aktive. De har begge spillet fodbold og gået til gymnastik, og så er det også utroligt vigtigt, at de begge to kommer med en rigtig god viljestyrke. De har et stort drive, de er gode til at motivere sig selv, og de sætter sig hele tiden nye mål.

- Derudover har de samtidig med den øgede træningsmængde på det høje niveau også været gode til at finde sammen med de andre spillere, så de har det socialt godt sammen, hvilket jo også er vigtigt, når man som 9- og 14-årig bruger så meget tid på sin sport, konstaterer Rune.

 

Andre læser

Klubmesterskaberne 2025 blev året hvor én epoke sluttede og en ny starter

Sport, fest og masser af events: 5 festlige og folkelige dage med høstfest i Vonge

Karl Eriks jubilæumsfest endte med en donation på knap 20.000 til julemærkehjemmene

Vildt nok: Louise er den eneste kvinde i Danmark med jagttegn til langbue

Liv og glade dage i Give Lystanlæg: Sammenholdets musikfestival leverede igen varen

Landsbyhygge når det er bedst: Masser af aktive borgere til Aktive Dage i Grønbjerg-Langelund

De gik ud af realen i 1975 – i 2025 mødtes de igen efter 50 år til en fin hyggedag