7 klubber og 59 spillere dystede om ædelt metal til Give-Egnens mesterskaber i badminton
Foto: I alt 59 spillere fra 7 klubber var på gulvet, da der blev afholdt egnsmesterskaber i badminton. Her er det Louise og Noah, der viser hvad der blev spillet om. Foto: Jim Hoff
Det var traditionen tro Give Badmintonklub, der stod som værter for dette års udgave af Give-Egnens mesterskaber i badminton, og de 100 kampe blev afviklet lørdag den 21. marts i Vestjysk Bank Arena i Give Idrætscenter med 7 klubber på gulvet.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Der blev smashet, clearet, droppet og servet, så det var en fornøjelse, da Give Idrætscenter lørdag den 21. marts lagde faciliteter til det traditionsrige Give-Egnens mesterskab i badminton.
Rent historisk gik stævnet tidligere under betegnelsen "kommunemesterskaberne i badminton", men efter kommunesammenlægningen i 2007 ændrede man altså forståeligt navn til GEM, da det er de samme gl. Give kommune-klubber, der deltager.
Dog skal det lige nævnes, at man er begyndt at invitere klubber uden for den gamle kommunegrænse med til stævnet – og det er med til at skabe mere dynamik og gang i det både på banerne og på lægterne, ligesom man de sidste år også med stort udbytte har lukket seniorspillerne ind i mesterskabsvarmen.

Her ser vi så ’førerbunkeren´, som styrede dagens kampprogram. Det er Nickolaj Berthelsen, Thomas Klinke, Lars Morell og Per Nørskov, der her giver den som fotomodeller. Foto: Jim Hoff
Kulmination på de årlige træningsstævner
I år var det følgende klubber, der stillede med spillere til dysten om ædelt metal: Give Badmintonklub, Øster Nykirke IF Badmintonklub, Grønbjerg/Langelund IF Badmintonklub, Gadbjerg Badmintonklub, Thyregod Badmintonklub samt de to gæstehold fra Børkop og Billund Badmintonklub.
Egnsmesterskaberne er en slags kulmination på de træningsstævner, som klubberne afvikler hen over sæsonen, hvor kampene på skift spilles i Grønbjerg/Langelund, Øster Nykirke og Thyregod. Her er det badmintonveteranen Ib Jessing fra Grønbjerg, der er tovholder, og som sørger for, at spillerne får nogle gode og jævne kampe.
59 spillere fra 7 klubber på gulvet
Avisen har talt med Thomas Klinke, der er næstformand i Give Badmintonklub, og han kan fortælle, at der på dagen skulle spilles lige nøjagtigt 100 kampe i ungdoms- og seniorrækkerne.
- I år har vi som sagt 7 klubber med, og vi går med tanker om, at vi næste år også inviterer Egtved og Ødsted med til vores stævne. Vi afvikler stævnet her i helt eget regi uden indblanding fra DGI eller Badmintonforbundet, så vi styrer selv det hele. I dag er der i alt 59 spillere på gulvet fra de 7 klubber, og så er det således, at de spillere, der lige har vundet en kamp, de bliver dommere i den næste kamp på banen – og det fungerer superfint, pointerer Thomas, der ydermere kan oplyse, at stævnet kørte i cirka 6 timer fra klokken 9.00 til omkring klokken 15.00.

Game on: Så er der godt gang i kampene i Vestjysk Bank Arena, hvor der blev afviklet 100 badmintonkampe. Foto: Jim Hoff
Gang i både ungdom og FleksiFjer
Dagens stævnearrangør er ved at få gang i badmintonsporten i Give igen efter en hård tørn under coronaen. Thomas kan oplyse, at man i dag har 30 ungdomsspillere, hvor man de sidste års tid har oplevet en pæn tilgang efter at man skulle starte fra stort set scratch.
- Vi oplever, udover den fine tilgang på ungdomssiden, hvor vi har et godt og stærkt fællesskab, også en pæn tilgang på FleksiFjer-holdet. Det er et hold med en kombination af "senior træning", motionsbadminton og hygge.
- Vi spiller FleksiFjer en gang om ugen, pt. er vi 8-12 spillere på forskellige niveauer. Vi mixer rundt og spiller hovedsageligt double med forskellige makkere. Alt afmålt i tilpas grad: kampgejst og plads til et koldt efterspil, forklarer Thomas, der meget gerne ser endnu flere møde op til dette koncept.
Ny sæson starter i september
Give Badmintonklubs bestyrelse består i dag af Nickolaj Berthelsen, der er formand, Thomas Klinke, næstformand, kasserer Maria Henriksen, bestyrelsesmedlem Per Nørskov, og Lars Morell er løst tilknyttet klubben, hvor han er med til at løse diverse opgaver.
Thomas kan afslutningsvist oplyse, at Give Badmintonklub starter op for sæsonen igen første mandag i september for både ungdom og senior.
Du kan se flere fotos fra egnsmesterskaberne HER:

Spillerne var selv med til at dømme kampene – og det fungerede fint. Foto: Jim Hoff















































