Det går jo egentlig ikke så ringe endda i Margrethe Club i Gadbjerg

Foto: Margrethe Club er dannet i sin tid for fremme det sociale sammenhold i nærområdet – og det går det rigtig godt med. Privatfoto

Gadbjergs måske hyggeligste – og mest alsidige – klub kan snart fejre 9-års fødselsdag. Margrethe Club slog dørene op den 2. december 2016, og siden da er der løbet både kaffe, øl og en hel del gode oplevelser gennem klubbens medlemmer. Og nej… det går bestemt ikke så ringe endda.

Af Thorkil Hansen – Margrethe Club

GANG I GADBJERG: 2025 var et år med mange forskellige arrangementer

Det er ikke bare småting, medlemmerne har været udsat for – på den gode måde. I løbet af året har Margrethe Club blandt andet budt på:

Fisketure med svingende stænger og historier, der bliver længere for hvert år.

Quiz-aftener, hvor der er tænkt så det knagede.

Margrethe Festivalen, hvor både lyd, lys og lokal charme går op i en højere enhed.

Musikarrangementer, bl.a. Perry Stenbäck og andre verdenskendte kunstnere.

Foredragsaftener, hvor man både blev klogere og fik kage.

Skolekøkken, hvor ingen endnu er blevet forgiftet – hvilket i sig selv er imponerende.

Veterantræf, hvor motorerne brummede, og kromet skinnede som nypudsede sølvskeer.

Gokartløb i Vandel, hvor flere stadig er overbevist om, at de burde være blevet tilbudt en kontrakt efter deres hasarderede kørsel.

Familieorienteringsløb, hvor nogle familier løb – mens andre orienterede sig direkte til præmieoverrækkelse, resten måtte vi finde dagen efter.

Bobturnering, der vender tilbage i januar 2026, forhåbentlig med stor tilslutning igen i år.

Fodboldaftener på storskærm, hvor der har været råbt, jublet og båret sig ad i bedste Superliga-stil.

Som noget nyt afholdes der Reklamebanko i Gadbjerg Hallen den 4. december 2025 for hele familien. Det er naturligvis annonceret andetsteds i Vores Lokalavis… for så moderne er man vel!

Har 320 medlemmer

Julen står for døren. Klubbens julekalender er læsset med overraskelser. Årets forside prydes af arrangementer, som klubben har stået bag i løbet af året.

Margrethe Club har som formålsparagraf at fremme det sociale sammenhold i nærområdet og har i dag 320 medlemmer – og heldigvis masser af plads til endnu flere. Har du lyst til en god snak, et spil, en kold ting eller bare et smil og en “go’ fredag”, så er du velkommen.

Klubben holder åbent hver fredag fra kl. 15.30 til 21.00. Så kig forbi – der er højst sandsynligt både varme på radiatoren og godt humør på lager. Margrethe Club er beviset på, at når man kombinerer gode folk, gode aktiviteter og en god omgang jysk gåpåmod – så går det faktisk ikke så ringe endda. Og du er inviteret.

2026 byder også på en forårstur til Holland i maj måned, 3 dage 6.-9. maj. Læs mere på klubbens facebookside.

Andre læser

Elever på Firkløverskolen planter to mikro-skove

Lokal kvinde springer ud som forfatter: Heidi er på banen med ny bog om gåturenes herlige univers

En hel hal i ekstase: Kæmpeforløsning i Vestjysk Bank Arena, da Give HK hentede sæsonens første sejr

Flot opbakning fra folket da det nye Torv i Give blev officielt indviet

Julehygge med pondus: Rekordernes fest da Givskud holdt julemarked

Læserbrev: Det nye torv i Give er langt fra færdigt