Det hele spillede bare: Danmarks hyggeligste havefest blev en stor succes

Allerede torsdag før Give Open Air 2023 havde arrangørerne bag Give Open Air 2023 ro i maven. På det tidspunkt var der solgt 1800 billetter, og dermed var der skabt økonomisk balance i tingene, godt og vel endda. Det gav ro i maverne og god nattesøvn, og på selve dagen forløb det også rigtig godt med flot opbakning og masser af folk ved scenekanten lige fra Lilholt til Kato.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

OPEN AIR: Lise var en glad pige, rigtig glad faktisk, søndag formiddag da Vores LokalAvis’ udsendte kultur- og musikreporter over et rundstykke og en kop kaffe på bænkene ved Huset fik en god snak med hende om lørdagens store havefest

Både på grund af det økonomiske og dagens forløb, hvor Give Open Air kommer til at skrive sig ind i festivalhistorikken i Give som en af de rigtig gode af slagsen.

- Vi solgte omkring 2000 billetter i alt og læg så dertil de cirka 200, der kom ind via medhjælper-status efter deres 4-timers vagter i telte og boder, så når vi op på godt 2200 gæster, der var med til at skabe en superfed stemning og god omsætning. Vi har som udgangspunkt en økonomisk smertegrænse på 15-1600 solgte billetter, alt efter hvordan omsætningen ser ud på dagen, i forhold til at klare os økonomisk. Derfor var det også en kæmpestor lettelse, at vi allerede torsdag havde solgt 1800 billetter. Det giver altså bare ro i maven og en langt bedre nattesøvn i dagene op til Open Air, at vi ikke skal bekymre os om, at økonomien hænger sammen, siger Lise Andreasen, der er formand for bestyrelsen i foreningen Give Open Air.

Det blev en stor dag for Thor fra Give, Han kom op på scenen og fik lov til at synge og danse sammen med Kesi - og det gjorde han fremragende den unge givegut. Foto: Jim Hoff

Med en lille pil opad i forhold til fremragende 2022

Inden det endelige regnskab kan gøres op er der en række udgifter og indtægter, der skal bogføres de næste dag og uger. Men overordnet set ligner det helt sikkert, at man kommer ud med et overskud.

- Jeg synes det ligner rigtig meget 2022, hvor vi kom ud med et pænt overskud, der betød, at vi kunne dele 300.000 kroner ud til foreningslivet. Måske endda med en lille pil opad i år? Lad os se, hvordan det hele ser ud, når alt er bogført, siger Lise.

Overordnet set konstatere hun, at der var en supergod stemning på pladsen og rundt i teltene og I Gullestrups Have. Og så skete der det ganske unikke, at allerede klokken 13.30 havde lidt over 1000 gæster stemplet ind.

- Det er ret sjældent, at vi oplever det, men skyldes jo nok både at det var Lars Lilholt, der startede festen og at vejret simpelthen bare spillede med. Men vigtig at få så mange ind hurtigt, for det giver den gode start, vi gerne vil have, og folk bliver også typisk hængende, samtidig med at flere kommer til. Det er godt for både omsætningen og den generelle festivalstemning.

 Stemningen var tophøj hele dagen og aftenen - og de forskellige bands på scenen fik fuld opbakning. Foto: Jim Hoff

Forøgede musikbudgettet med 20 procent

Nu er foreningen Give Open Air en momsfritaget forening, hvilket betyder, at man ikke rigtig kan gemme noget af overskuddet på kistebunden til at have som buffer til den kommende musikfest.

- Det kunne være rart at have en mulighed for at lægge lidt til side, men sådan er det ikke lige nu. Heldigvis har vi en række gode og gavmilde sponsorer, der sørger for at vi kan gå ud med et fornuftigt musik budget. Og det er vigtigt, for kunsterne er blevet noget dyrere efter coronaen, og da vi i år har brugt omkring 20 procent mere end sidste år på musik, er vi utroligt glade for, at der er solgt så godt med billetter, og at øl- og madboderne også kan melde tilbage om god omsætning.

I år satsede man ekstra økonomisk ved at hente Kesi ind, som er noget af det hotteste (og dyreste) på den danske musikscenen lige nu – i hvert fald i rap/pop-segmentet. Han trak heldigvis det ungdommelige segment flot til eventen, så satsningen på at Kesi skulle være det musikalske ”guf”, der trak ungdommen af huse gik rent hjem.

- Alt i alt leverede vores kunstnere varen på flotteste vis. Og igen en helt fantastisk afslutning af Kato, der virkelig leverede en top-top præstation, og det vare rigtig dejligt at se, at der bare var mange folk på pladsen, når de 6 kunstnere gik på scenen. I pauserne mellem hoverartisterne, var der rigtig godt gang i den både i teltet bag Huset, hvor musiker Henrik Bolding virkelig leverede varen. Ham var vi dybt imponerede over, og i 80ér teltet var det jo igen Ris Ras, der skabte en fantastisk feststemning. Der var virkelig en rigtig god energi begge steder, konstater Lise.

 Kald det 'brændende kærlighed'

Hun kan berette om en enkelt episode, hvor en person overtrådte lovgivningen, og den situation blev så også håndteret efter foreskrifterne. Vedkommende blev fjernet fra pladsen af politiet, og hos samaritterne kunne man melde tilbage om et par cases, der krævede deres indsats – men ikke noget der ligger ud over det, der normalt kan og vil ske til en festival, hvor den flydende strøm af øl og sommervarme i nærheden af de 30 grader, godt kan være en lidt udfordrende cocktail – især når den netop er den kolde fadbamse, der er førsteprioriteten, når væskebalancen ska opretholdes.

Brandvæsenet måtte også ligge forbi, da der opstod en overophedet situation i madkælderen omkring en grill med madolie, alt imens Lilholt sang om kærlighed på scenen. Det forblev dog en forholdsvis udramatisk episode, som blev håndteret uden de store dikkedarer og almen god ro og orden – men godt de mere clickbaitorienterede medier ikke var på plads; så havde det sikkert givet en voluminøs overskrift.

 Lars Lilholt gik på scenen og gennemførte et topprofessionelt show med både sjæl, nerve og glimt i øjet. Hatten af for den folkekære troubadour. Foto: Jim Hoff

Regnen gav ekstra run på i baren

Der var lige en periode på små 45 minutter, hvor solen og sommervarmen fik en pause, da en regnbyge kiggede muntert forbi festivalpladsen. Det tog folket med oprejst pande og godt humør – og så skal vi hilse at sige at denne byge bestemt ikke gjorde noget dårligt for omsætningen i de i forvejen godt kørende øl- og madtelte.

Og så lige lidt ekstra ros herfra til musikplanlægningen. For alt imens det buldrede og bragede løs over Brande og Ejstrupholm, stod det fantastisk velspillende band Almost AC/DC på scenen og fyrede monsterhittet ’Thunderstruck’ af med brede grin og hurtige guitarriffs. Talk about good timing!

 Regner det? Nå skidt pyt, vi snupper en drink mere - og så går det hele nok. Foto: Jim Hoff

Måtte faktisk sige nej tak til flere frivillige

Som omtalt i en anden artikel fra Give Open Air 2023 her i avisen er man dybt afhængige af de frivillige, og her kan Lise berette om en helt unik situation – i hvert fald i forhold til de meldinger, man generelt får fra et presset foreningsliv.

- I dagene op til Open Air kom der flere og spurgte ind til, og de kunne give en hjælpende hånd. Det var ret vildt, og faktisk måtte vi sige nej tak til nogle, idet vi havde hænder nok. Men fantastisk med sådan en tilgang, det vidner om et godt sammenhold og at vi har et stærkt foreningsliv her på egnen. Og her vil jeg gerne understrege, at der er ingen, der er på lønningslisten. Det er 100 procent frivilligt arbejde, der leveres af foreningerne og deres medlemmer her. Og du må hjertens gerne skrive at vi er vildt lykkelige over, at vi har så mange gode mennesker at trække på. Samtidig også stor ros til formændene i de forskellige arbejdsgrupper. Her har vi cirka 10 driftsikre formænd, der kører hele pivtøjet med sikker og rutineret hånd – og det er en enorm styrke for os, lyder det anerkendende fra Lise.

 Stemningen i 80'er teltet var vanen tro ultimativ fed med knæhøj karse og bred ymer. Ris Ras formår virkelig at sætte liv i kludene. Foto: Jim Hoff

Open Air i 2024? Jo, mon ikke!

Hun kan lettere presset med et rundstykke med pålægschokolade på vej  ned i den godt gennemmøre og trætte krop med et stille smil om læberne godt presses til at vurdere, at der sandsynligvis også kommer en 2024-udgave af Danmarks hyggeligste havefest.

- Det hele spillede jo bare i år, så mon ikke vi vender stærkt tilbage i juni 2024, konstaterer Lise – og så er pressemødet slut. Der vanker en lang række lavpraktiske opgaver med oprydning her dagen på, også her ser vi den i den anden artikel omtalte hær af flittige frivillige give den fuld gas – på trods af dehyderingsbetingede, smiley, tømmermænd og godt trætte kroppe.

Læs mere om Give Open Air HER

 Alt imens det buldrede og bragede over nabobyen Brande, fyrede Almost AC/DC nemmere Thunderstruck af - perfekt timing af det sindssygt velspillende band. Foto: Jim Hoff