Efter fire års venten: Løve-babyboom på vej i Givskud Zoo - Zootopia
Foto: Der er gode og spændende nyheder fra Gvskud Zoo - Zootopia angående løvebestanden. Nu er der nemlig nye unger i kuldet. Foto: Givskud Zoo
Det første kuld på fire unger har fået adgang til køreanlægget. Flere unger forventes hen over sommeren.
Pressemeddelelse fra Givskud Zoo
For første gang i fire år er der igen løveunger i Givskud Zoo - Zootopia. To af flokkens tre hunner har født, og der er tale om en kuld-rig periode for løveflokken.
Ungerne er født med få ugers mellemrum, og det første kuld er nu ude i det store køreanlæg.
- Vi har ventet på det her øjeblik, og nu kan vi endelig fortælle, at der igen er løveunger i Givskud Zoo - Zootopia. Det er godt for flokken, og det er vi naturligvis meget tilfredse med, siger direktør i Givskud Zoo - Zootopia, Rasmus S. Nielsen.
Førstegangsmødre
Hunnerne er selv født i Givskud Zoo - Zootopia, og de er førstegangsmødre. Derfor følger dyrepasserne udviklingen tæt, fortæller biolog i parken Kim Skalborg Simonsen:
- Førstegangsmødre skal lære deres nye rolle at kende, og der er altid en risiko for, at ikke alle unger klarer sig. Men, vi glæder os over, at der igen er kommet unger i flokken. Vi håber selvfølgelig, at flere med tiden kan være på vej, siger han.
Ungerne er stadig små, og introduktionen til det store anlæg foregår på mor og ungers præmisser. Så i starten kan der være tidspunkter, hvor de tager en pause i krattet. Men i takt med at de vokser, vil de også være mere aktive i anlægget.
Et naturligt stop efter hanløve døde
Parkens seneste avlshan døde i slutningen af 2021, mens hans unger stadig var små. Det betød, at en ny han ikke kunne introduceres til flokken, før de unge hunløver var blevet kønsmodne.
I naturen vil en ny han nemlig typisk slå andre hanners unger ihjel for selv at kunne føre sine gener videre, og den samme adfærd ses også i zoologiske haver.
Derfor gik der flere år, før den nuværende han med de helt rette gener, Varis, kunne flytte ind. Det viste sig dog at være en han, som i lang tid ikke var interesseret i hunnerne. Men, da introduktionen endelig lykkedes, gik der ikke længe, før de første tegn på drægtighed viste sig.
Givskud Zoo - Zootopia har pt. to løveflokke. Fire hunner går sammen i et anlæg, mens en han og tre hunner samt det første kuld på fire killinger vil kunne opleves i det store køre-løveanlæg.















































