Endnu en stor succes for det nye markeds-setup i Grønbjerg-Langelund
Foto: Markedsdagen i Grønbjerg-Langelund blev afviklet på 2. år, og det blev igen en stor succes med udsolgte stande og rigtig god stemning i Elkjær-Hallen bnåde blandt sælgere og publikum. Foto: Jim Hoff
I 2025 lancerede en god håndfuld ildsjæle med Helle Nygaard Schacht i spidsen et nyt markedskoncept i Grønbjerg-Langelund efter at det traditionelle loppemarked var lukket ned efter 43 år. Det blev en kæmpesucces, og derfor inviterede man igen til markedsdag i år – og det sad også lige i skabet med flot opbakning.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GRØNBJERG-LANGELUND: De kan altså et eller andet med markeder i Grønbjerg-Langelund. Først leverede man varen i 43 år med et stort, flot velbesøgt loppemarked, og da det lukkede ned efter 2024-udgaven, sprang man ud med et helt nyt markedskoncept i 2025.
Man kan sagtens kalde det for et proaktivt loppemarked, hvor folk, kræmmere, erhvervsdrivende og hobbyfolk samt kreative mennesker kan tilkøbe en stand, hvor de kan præsentere og sælge deres varer. Og det blev et hit – og derfor var det kun naturligt, at man gentog eventen her i 2026.
Stor interesse
Helle Nygaard Schacht, der er en af foregangsmændene bag dette nye markedskoncept, kan endnu engang berette om en rigtig god dag i Elkjær-Hallen, hvor alle stande var udsolgt.
- Det var en skøn dag, og alle fra frivillige, standlejere, kunder og nysgerrige fortjener en kæmpe tak for at gøre det muligt! Der var kø til bordene/standene, så da nogle måtte melde fra pga. sygdom, helt op til dagen før, røg bordene/standene hurtigt videre til de næste i køen. Det er bare så skønt, når der er interesse og tingene glider, konstaterer Helle.

Der var flot opbakning og liv og glade dage i Elkjær-Hallen, da der blev inviteret til markedsdag den 28. februar. Foto: Jim Hoff
Stærk opbakning fra de frivillige
Hun kan derudover berette om en rigtig fin dag i Elkjær-Hallen og om flot opbakning fra lokalområdets folk i forhold til at give et nap med til markedet.
- Det gik igen i år rigtig godt. Det er et af de arrangementer, vi har, hvor det er dejligt nemt at finde frivillige til at besætte de forskellige opgaver. Der var mødt intet mindre end 20 op til opstilling fredag aften, og det gør virkelig, at det er en sjov og hyggelig opgave. Nogle kommer med børn, der enten hjælper eller leger, og der er god stemning blandt alle. Nogle havde været med i flere år, og andre var nye frivillige, fortæller Helle.
I forbindelse med opstillings-opgaven fredag aften var der efter det hårde arbejde dømt hygge og fællesskab, idet markedsudvalget havde sørget for, at der blev serveret tarteletter fredag aften og ribbenssandwich lørdag aften til de gode frivillige hjælpere.
- Det er bare så skønt at slutte sådan en dag af med et godt måltid og gode snakke på tværs af de lokale, lyder den fine pointe fra Helle.
Legohit og tilfredse standholdere
Kigger vi på selve markedsdagen, var der en lang række spændende og opløftende elementer at berette om, og et af de særlige kendetegn ved markedsdagen i Grønbjerg var nogle særdeles imponerende og flotte udstillinger.
- Lego-udstillingen trak godt med folk til; én måtte endda have en stol, fordi sønnike ikke var til at få med hjem. Der var stillet an med nogle interaktive aktiviteter i form af Lego-traktorer og en containerhavn, hvor Legocontainere kunne stables og flyttes rundt. De gode brede gangarealer lagde op til, at traktorerne kom rundt i hele hallen til stor fornøjelse for både store og små.
- Og generelt oplevede vi en god stemning i hallen og kantinen, og de publikummer vi observerede, havde da også alle mindst én ting med ud. Vi hørte også meget positivt fra standlejerne, både i forhold til opsætningen af markedet, kunder og deres omsætning på dagen. Vi mangler endnu den endelige evaluering fra dem, men det er en, vi ser frem til - vi lærer jo hver gang og tager det med, pointerer Helle.

Lego-udstillingen imponerede på alle fronter, og der var også linet op på standen med interaktive aktiviteter til børnene (og deres fædre). Foto: Jim Hoff
Udvalget drømmer om nyt markedseventyr i 2027
Apropos evaluering, så havde markedsudvalget brugt al den feedback, der var kommet ind fra sidste år, hvilket havde resulteret i, at man i år havde kaffe/kagebod, der var flere siddepladser i cafeteriet/kiosken, der var bedre muligheder for tøjstativer, og så var der mulighed for pølsemix og sandwiches i kiosken og meget mere.
Helle kan oplyse, at der allerede er nogle, der har meldt sig til at hjælpe med markedsdagen i Grønbjerg i 2027, så det er da udvalgets store håb og drøm, at man kan invitere til endnu et i Grønbjerg-Langelund igen i 2027.
Du kan se flere fotos fra den fine markedsdag HER















































