Give tæt på at hente 3-0-føring i topkamp - men Ry løb med sejren

Foto: Magnus Rasmussen og Martin Nørskov scorede Gives to mål, begge på hovedstød, mod Ry - og de spillede begge to en glimrende kamp. Foto: Jim Hoff

Søndag eftermiddag var der dømt topkamp på kunstgræsset på Ry Stadion, da Give Fremads Serie 1-mandskab tørnede ud mod hjemmeholdet fra Ry – rækkens nr. 1. Med en sejr kunne Give overtage rækkens førsteplads, men sådan skulle det desværre ikke gå for de grønne.

Gives trup: Jonas Rejsenhus, Malthe Debel Pedersen, Kasper Larsen, Mathias Bargmann, Victor Snoghøj, Martin Nørskov, Magnus Bitsch, Peter Christensen, Magnus Rasmussen, Kristoffer Larsen og Pelle Rasmussen. Bænken: Jonas Norlyk Eskildsen, Casper Bech og Hugo Fraulo.

Mål:

1-0 25. minut: Oskar Rasmussen

2-0 33. minut: David Christensen

3-0 47. minut: Oskar Rasmussen

3-1 69. minut: Martin Nørskov

3-2 83. minut: Magnus Rasmussen

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FODBOLD: Efter 5-3 sejren over Hovedgård/Søvind Kristi Himmelfartsdag lå det inden for matematisk rækkevidde at Give Fremads Serie 1-mandskab kunne overtage rækkens 1. plads, hvis de sejrede over rækkens nr. 1 fra Ry – dagens modstander på kunstgræsset på stadion i Ry.

Ry lå med 17 points, mens Give havde 14 points på kontoen, og da holdene spillede 2-2 i det første opgør i Give, ville de grønne med en sejr altså være bedst indbyrdes. Det skal lige med i beretningen, at Give i dette forår har været slemt ramt af skader/afbud, og mod Ry måtte man stille op uden 4 stamspillere, idet Chris Bech, Mikkel Gejl og Mathias Nørtoft var skadede, mens topscorer Jakob Kristensen meldte afbud grundet en tur til Barcelona (Robert Lewandowski stopper jo i FC Barcelona, smiley).

Nede 2-0 efter 2 personlige fejl

Nuvel, på trods af omrokeringerne, var det ifølge Gives assistenttræner, Kristian Rasmussen, Give, der kom klart bedst ud af kabinen til topkampen.

- Vi spiller rigtig godt de første 15 minutter, og vi kommer også frem til en del hjørnespark samt nogle pæne muligheder. Men så laver vi rent defensivt nogle personlige fejl, og det koster målene til både 1-0 og 2-0. Oven i det, må vi så også lige forholde os til et korrekt dømt gult kort til Victor Snoghøj inden pausen.

- At vi skal gå ud efter pausen med en mand i undertal, betyder så også, at vi må vente med at lave de ændringer, vi havde planlagt i pausen. Og så sker det selvfølgelig det, der bare ikke må ske: Lige inden vi bliver fuldtallige, scorer Ry til 3-0, og så er det jo op ad bakke, fortæller Kristian Rasmussen.

Det bedste hold i de sidste 35 minutter

Men nu kunne man så 11 mod 11 effektuere de ønskede taktiske ændringer og gå højere op på banen og tage mere initiativ i kampen.

- Og jeg vil sige, at fra det 55. minut og kampen ud er vi det bedste hold på banen – også selv om vi får en ny periode i undertal, da Kasper Larsen får et gult kort. Vi får da også scoret to hovedstødsmål af henholdsvis Martin Nørskov og Magnus Rasmussen, og netop de to leverer sammen med anfører Magnus Bitsch en rigtig god kamp; de træder flot i karakter og er stærkt medvirkende til, at vi får et comeback i kampen.

- Vi er tæt på at udligne til 3-3 og dermed lave et stærkt comeback og hente det ene point, men desværre kom vi ikke helt i mål, konstaterer Kristian, der giver stor ros til hele holdet for at holde sammen og komme flot tilbage, selv om det så svært ud ved 0-3 og en mand ude med gult kort. Nu må vi så erkende, at Ry er stukket af i tabellen med 6 points forspring til os, konstaterer Kristian.

Jeppe og Casper tog lige en for klubben

Give gjorde i kampen kun brug af én af de 3 indskiftere, Hugo Fraulo, og det var efter aftale med Jeppe Norlyk Eskildsen og Casper Bech.

- Vores serie 3-hold har kun 12 mand klar til kampe mandag aften i Grindsted, så Jeppe og Casper tog en for klubben og indvilgede i at spille for serie 3 mandag på bekostning af nul spilletid her i dag. Det kan man da i den grad kalde klubånd, lyder det anerkendende fra assistenttræneren.

Da kampen på hjemmebane mod Brande er udsat til den 9. juni, har Give kamppause i 12 dage fra turneringen, men allerede tirsdag den 19. maj spiller holdet pokalkamp på udebane mod Stensballes serie 3-hold.

 

Kilde: DBU

 

Andre læser

Der er sommer, det er sol – det er Give Friluftsbad!

66 år siden de gik ud af Hedegård Kommuneskole: Festlig reunion på Give Camping

Sønderjylland kalder: Maja siger farvel og tak med Garniture i to år i Give

Fra Larsen til Jamaica: Hedegård Friskole leverede smuk Forårsfest for fuld musik

50 år med varme og kærlige hænder i Dagplejen blev fejret på behørig vis i Give

Lokalhistorisk detektivarbejde: I Evald Tang Kristensens fodspor

Haglvejr, solskin og 2 kasser af ’Snog’: Give sejrer 5-3 i vild omskiftelig fodboldkamp

Bulls eye for Daniel: Give-træner stod i spidsen for historisk dansk triumf ved Nordic Cup