Hedegård Forsamlingshus er solgt – og gæt engang hvad det skal bruges til fremover
Foto:Torsdag den 8. januar kunne ejendomsmægleren overrække nøglerne til Hedegård Forsamlingshus til Marianne Sølund Poulsen og Michael Lynge Poulsen. Med på denne fine dag var også Bente og Jens Arne Vibjerg fra den tidligere styregruppe i Hedegård Forsamlingshus. Foto: Jim Hoff
Det lokale forsamlingshus i Hedegård blev sat til salg hos ejendomsmægler Maiken Nørtoft, RealMæglerne, medio oktober 2025 og nu kan Maiken bringe den gode nyhed om, at forsamlingshuset er solgt efter stor interesse. De nye ejere overtog stedet den 8. januar 2026, og de vil drifte det videre som forsamlingshus.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
HEDEGÅRD: Der er gode og positive nyheder fra Hedegård-egnen, idet det nu er en realitet, at forsamlingshuset, der har været til salg i tæt på tre måneder, nu er solgt, og at de nye ejere vil køre stedet videre som netop forsamlingshus.
Det er M&M Poulsen Udlejning ApS v/Marianne Sølund Poulsen og Michael Lynge Poulsen, bosat på Sdr. Egsgårdsvej mellem Give og Billund, der har købt forsamlingshuset. De fik overdraget nøglerne til huset den 8. januar 2026.
Stor interesse og nysgerrighed omkring salget
Det er den lokale ejendomsmægler Maiken Nørtoft fra RealMæglerne, der har solgt forsamlingshuset, og hun kan berette om stor interesse og nysgerrighed fra folk omkring projektet.
- Mange har spurgt nysgerrigt ind til: ”Er det solgt? Hvem har købt? Hvad skal der være?” osv. Jeg kan desuden oplyse, at der indkom fem købstilbud. Alle fem ytrede ønske om at fortsætte driften af forsamlingshuset, hvilket styregruppen bag salget naturligvis var yderst glade for. Det er også noget, lokalsamfundet er glade for, pointerer Maiken, der kan berette om en både spændende og til tider indviklet proces.
Tidskrævende papirarbejde
- Det har været en sjov, spændende, udfordrende og tidskrævende mægleropgave. Papirarbejdet, og især tinglysningsdelen, blev nemlig væsentlig mere bøvlet og tidskrævende end ved en normal handel. Det skyldes, at der er tale om et "foreningssalg" og ikke en enkeltperson, der sælger.
- Tinglysningsretten skal nemlig have alverdens dokumentation med alverdens underskrifter, før de godkender. Og ikke nok med det: Tinglysningsretten skal have det tilsendt med originale kuglepenunderskrifter og ikke digitale underskrifter. Men vi er i mål, ganske vist med en lille forsinkelse, konstaterer Maiken med et smil. Hun måtte faktisk selv køre til Tinglysningsretten med papirerne i Hobro mandag i uge 2 – og så blev det hele fikset!
God rødvin = gode ideer
Marianne og Michael sad en aften derhjemme og hyggede sig med en god flaske rødvin, da de så i avisen, at Hedegård Forsamlingshus var sat til salg – og det satte gang i de gode og kreative idéer.
- Kunne det ikke være interessant og spændende at købe forsamlingshuset? Mon ikke godt, vi kunne få et fint projekt ud af det, lød det hen over køkkenbordet.
- Og så havde vi samtidig også en stor motivation i at være med til at holde forsamlingshuset i gang. Vi har selv været med til nogle fester herude, og det er bare vigtigt, at de her gode lokale forsamlingshuse kører videre. Der er stadig behov for dem i de her områder, og derfor syntes vi, det kunne være en god opgave at gå i gang med, fortæller Marianne og Michael.
Renovering på programmet
De har som sagt nu fået nøglerne til stedet, og nu skal de så i gang med en renovering og genopfriskning af det gamle forsamlingshus fra 1913. Det er håbet, at forsamlingshuset kan stå klart til fester hen over foråret og i hvert fald til den travle konfirmationsperiode – det ville jo være helt oplagt.
Marianne og Michael vil snarest oprette en side på Facebook, hvor man kan søge info og booke forsamlingshuset. Og de vil begge to fortsætte med deres civile jobs ved siden af.
- Forsamlingshuset skal driftes som før: Man ringer til os/skriver til os og lejer stedet, og så skal man selv sørge for mad, drikke osv. Forsamlingshuset skal efterlades i samme stand, som da man lejede det – og mht. rengøring kan man selv klare det eller evt. købe os ind til at gøre det, fortæller Marianne og Michael.
Bente og Jens Arne klar med opbakning
Med på dagen for nøgleoverdragelsen er også Bente og Jens Arne Vibjerg fra den tidligere styregruppe i Hedegård Forsamlingshus, og de skal med rundt på den efterfølgende rundvisning, ligesom de også velvilligt stiller sig til rådighed for Marianne og Michael, hvis der skulle opstå spørgsmål hen ad vejen.
Maiken er naturligvis glad for det hurtige salg, og som hun siger, takker hun Hedegård Forsamlingshus for opgaven.
- Jeg har selv haft børn på Hedegård Friskole for en del år siden, så jeg kender mange i Hedegård og omegn, og jeg har været glad for at kunne hjælpe lokalsamfundet i Hedegård med opgaven. Jeg påtager mig gerne endnu en ny, sjov opgave af lignende karakter – nu kan jeg i hvert fald føje "salg af forsamlingshus" til mit mægler-CV, konstaterer den unge dame med et stort smil.













































