HUSKER DU: Lars Løkke slog et Venstresving i Give for en god sag

Foto: Anders Hauge fra Give ville gerne have et foto med den daværende venstre-formand, og sådan blev det. Foto: Jim Hoff

I Vores LokalAvis' HUSKER DU-serie er vi denne gang havnet i året 2014 i et landspolitisk velgørende cykelløb med en af landets daværende toppolitikere og nuværende udenrigsminister placeret på en racercykel iført stram spandex og højpuls med kurs mod Give.

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk 

Give - Søndag d. 29. juni i juni 2014 - dagen derpå, i hvert fald hvis man havde været til Give Open Air om lørdagen - rullede en broget flok cykelryttere med Venstres daværende leder Lars Løkke Rasmussen som midtpunkt ind på Falckstationen i Give omkring samme tidspunkt, som mormor byder til søndagsflæskesteg ved familiebordene.

Hjælper drenge på kanten

De ca. 40 cykelryttere, der ankom efter en frisk medvindsetape fra Herning, kom nu ikke til Give for at få flæskesteg, officielt i hvert fald. Måske var der lidt tidligt modnet valgflæsk på bordet, men dagens hovedtema handlede nu først og fremmest om LøkkeFondens cykelløb rundt i Danmark, hvor hovedformålene er at give drenge, der af forskellige årsager er kommet ud på kanten af samfundet nogle gode oplevelser, succesoplevelser og nogle mentale redskaber samt at skaffe penge til samme, så man kan få de her knægte på ret spor igen.

Løjtnanten med overhalingsforbud

Efter ankomsten gik de ca. 40 cykelryttere topmotiverede ombord i det veldækkede pit-stopbord inde på Falckstationen, hvor stationsleder Erling Jørgensen og hans folk stod klar. Feltet bestod af 13 af de unge gutter fra "på-kanten-projekt", sponsorer, Lars Løkke og hans løjtnant, næstformand i Venstre Kristian Jensen (som vist nok kørte med "overhalingsforbud"), den tidligere topcykelrytter Michael Sandstød samt Vejle Kommunes brandingschef Dorthe Bjerre. En anden af dansk cykelsports store kanoner, Jesper Worre, havde, mente han selv med en vis bitterhed i stemmen og glimt i øjet, trukket nitten, idet han havde taget plads i løbsledelsesbilen, hvorfra han guidede feltet sikkert gennem landskabet fra Herning til Give.

Selfies med lokale kvinder

Efter den tiltrængte smøg og den gode falckstationskaffe havde Løkke tid til at snakke med den lokale presses udsendte kun afbrudt af spontane fotoseancer med herboende kvindelige fans, der højt rødmende og småfnisende fik sig en hurtig selfie med oppositionslederen. Det tog han i stiv politikerarm, den gode Løkke, der fortalte, at han for alvor fik smag for cykelløb i det officielle rum, da han i 2007 deltog i Team Rynkeby sammen med 40 andre ryttere, der samlede i alt 450.000 kroner ind til Børnecancerfornden.

Drengene tager godt imod Sandstøds pædagogik

- Da jeg startede LøkkeFonden op i 2012 med fokus på at gøre noget for nogle af de mange unge drenge, der befinder sig ude på kanten af samfundet, opstod ideen om at samle drengene på et cykelhold og derigennem give dem nogle succesoplevelser. Samværet med positive og tydelige rollemodeller som Michael Sandstød gør drengene godt, og Michael fortæller mig, at drengene hurtigt tager både det cykelmæssige og det rent mentale, til sig og dermed kommer mere og mere på ret kurs igen, siger Lars Løkke, der skønner at årets 5 etaper fra Aalborg til København i alt indbringer ca. 250.000 kroner i sponsorindtægter.

Arbejder fagligt men også med den personlige udvikling

- Og det er fint, og bestemt en god begyndelse. Men der skal også penge til at holde gang i de 17 unge knægte, der deltager i projektet. Vi er afhængige af gode sponsorer, og det koster eksempelvis 25.000 kr. at udstyre hver deltager i projektet med cykel, udstyr osv. Og udover cykelprojektet kører vi også nu på 3. år et akademi, hvor vi i sommerferien tager drengene ind i 3 uger til et intensivt kursus i læsning og regning, og hvor der også arbejdes med drengenes personlige udvikling, fortæller Lars Løkke, hvorefter samtalen diskret afbrydes af en ung guttermand fra Give, der gerne vil have et foto med venstre-formanden.

Skal cykel godt 2000 km. på 14 dage

Det får han så, og herefter får Deres udsendte en lille snak med Løkke om hans forhold til cykling.

- Det er rigtig dejligt at komme ud og køre sammen med de her drenge. Jeg tror da også, at min tilstedeværelse i løbet skaber synlighed om projektet, hvilket er både godt og nødvendigt. Derudover trænger jeg i høj grad til at komme ud og få noget motion, Som du jo nok ved, har der været en del at se til på det sidste, så de her 5 etaper ( 550 km, red.) bruger jeg til at komme i form til turen med Team Rynkeby, hvor vi skal tilbagelægge 1400-1500 kilometer. Det giver så godt og vel 2000 kilometer i benene i løbet af en 14 dage, og det er rigtig fint, siger Lars Løkke, der nyder livet på jernhesten godt gemt i feltet.

Mental afstresning på landevejene

- Her stresser jeg 100 % af rent mentalt, Det er skønt at komme ud på vejen og ikke tænke på ret meget andet end at få cyklen godt afsted, og så er det som sagt rigtig sundt - og nødvendigt, lyder det fra venstremanden med et bredt smil og 3 hurtige klap på den tidligere statsministervom. Og så skylder vi da også lige at fortælle, at den tidligere statsminister havde stor ros til den lokale Falckstation for deres forplejning.

Om der så kan blive tale om, øgede bevillinger til den lokale redningsstation, hvis Løkke får vristet nøglerne til statsministeriet fra Helle Thorning (og evt. Kristian fra Thyregod), ja den snak nåede vi aldrig at få gjort færdig, for da havde Michael Sandstød med stor myndighed kaldt til samlet afgang. Og så må selv en tidligere statsminister rette ind!

Fedt at give Løkke og Sandstød baghjul

Pressens udsendte nåede dog lige et par hurtige kommentarer fra 3 af de deltagende drenge, inden feltet blæste ud af Diagonalvejen for fuld styrke.

- Tempoet er nu ikke noget at prale af. Vi får hele tiden at vide, at vi ikke må køre så stærkt, for så kan de gamle ikke følge med.

- Men ellers er det rigtig fedt at være med. og så er det jo cool nok at give Lars Løkke om Michael (Sandstød, red) noget baghjul, lyder det kækt fra de tre gutter inden de klikker skoene på plads i pedalerne og triller fløjtende ud fra p-pladsen ved Falckstationen. Next stop: Bilka i Kolding!

Bonusinfo:

Anders Hauge har siden 2024 spillet fodbold for Incarnate Word Cardinals i San Antonio i Texas som målmand, så mens han nyder godt af USAs mange fortrinligheder, så kan man vel roligt sige, at hans fotomakker her fra artiklen har lidt mere bøvl med en vis herre fra Over There, smiley! 

 

Andre læser

Eventyr med is i maven: Kom med på Grønlandseventyr med Sirius-Patruljen

Fra fodboldkammerater i Give Fremad til fremadstormende erhvervsfolk i Tørring

Good news: Give Sommerfest vender stærkt tilbage 18. og 19. juni 2027

Karsten leverer her et stort skulderklap til Ældrevelfærden: Det fortjener de i høj grad!

Fantastisk godt gået: Eleverne på Vesterlund Efterskole samlede 164.000 ind til Broen

Nu med rytmisk forstærkning: Revyviseholdet vender stærkt tilbage!

Børn på Hedegården og Pyrus i fokus: Museum Give klar med to spændende events