
Hvem skal vi have fat i, når det handler om god energi? Børnene, selvfølgelig!
Foto: Skolebørn fra Firkløverskolens Ikæraddelingens 4. A har sammen med kunsteren Susanne Ahrenkiel skabt nogle pymadier, der jo er som energiforstærkere, og de bliver udstillet på Torvet til Kunst- & Skulpturfestivalen den 4. juni. Foto: Jim Hoff
Som bekendt er dette års tema for Kunst- & Skulptur-Festivalen i Give ’energi’, og her har de tre arrangører besluttet sig for, at der skal skabes et Ung-Energiværk i bybilledet – og et blivende et af slagsen. Her kommer kunstneren Susanne Ahrenkiel og 4. A fra Ikærskolen på alle måder ind i billedet.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
BØRN OG KUNST: Når man skal, lave en stor kunst- og skulpturfestival, er det vigtigt at involvere så mange borgergrupper som overhovedet muligt. Dels for at skabe en rigtig byfeststemning, dels for at få ikke mindst børn og unge til at være en del af de ting, der sker i byen.
Det er jo også deres by, og det er jo i bund og grund dem, der senere skal føre det hele videre.
Derfor har de tre arrangører, Give Handel & Erhverv, Skulpturby Give og Give Udviklingsråd, besluttet, at der i forbindelse med Kunst- og skulpturfestivalen i Give 4. juni skal skabes et UNG-Energi-værk-i-byrummet, - et stort fællesskab, hvor børn og unge alle kan bidrage.
Samarbejde mellem Susanne Ahrenkiel og elever fra 4.A
- Vi har indgået et samarbejde med kunstner og underviser Susanne Ahrenkiel. Ideen er, at vi i samarbejde med en skoleklasse får udsmykket et objekt – søjle eller en trekant af træ, - en ”landskabssøjle”, som skal udgøre fundamentet for værket, fortæller Hanne Lund, der er formand for Give Handel & Erhverv.
Helt konkret betyder det, at Susanne Ahrenkiel har allieret sig med eleverne fra 4.A og deres klasselærer Anne Mette Sørensen på Firkløverskolens Ikærafdeling samt en lokal tømrer med tætte relationer til Skulpturbyen. Dette stærke triumvirat har besluttet sig for at skabe nogle pyramider, der skal pryde midtbyen – både til selve Kunst- & Skulptur-Festivalen – og også bagefter.
Det er kunstneren Susanne Ahrenkiel, som vi kender rigtig godt fra Isskulpturfestivallerne i Give, der står som kunstnerisk tovholder på Energi-Værket, som skabes af 4. A på Ikærskolen. Foto: Jim Hoff
Genialt at vælge pyramider, fordi ….
Genialt valg at lave pyramidekunst i forhold til dette års tema, som er ’energi’, for pyramiderne er jo kendt som netop energiforstærkende objekter.
Den lokale tømrer har lavet nogle træpyramider, som 4.A så i samarbejde med Susanne og hendes faglighed og kreativitet skal male og dekorere.
Konceptet ser således ud, at man forud for Kunst- og skulpturdagen inviterer børnehaver og evt. børn fra indskolingen til at udsmykke små træbrikker, som de kan komme ned med om formiddagen, hvor de vil blive skruet på landskabssøjlen efter Susannes anvisning. Træbrikkerne males, og der tegnes insekter mm. fra naturen.
- Det er børn fra indskolingen på Hedegård Friskole og Karlskov Friskole, der sammen med børn fra lokale børnehaver får æren af at male de her træbrikker. Hvert barn får lov til at male en træbrik, og det kan jo være en sommerfugl, en mariehøne osv. På selve Kunst- og skulpturdagen inviteres børnene så til at udsmykke de føromtalte pyramider med deres små kunstværker, som skrues på pyramiderne.
Stor fælles børnekunst
På denne kreative og børneinvolverende facon komponeres der et stort fællesbillede, og det er Susanne Ahrenkiel, der holder det forkromede overblik og står for fordeling og kompositionen på pyramiderne.
Der kan også hentes grene fra skoven, der kan males og skrues på billedet. Blade fra haver og skov kan bruges som modelomrids på billedet.
- Brikkerne kan afleveres på Torvet onsdag den 4. juni kl. 9.15, og der vil være en lille forfriskning til alle børn. På selve Kunst- og skulpturdagen vil besøgende også blive inviteret til at udsmykke små træbrikker, som skrues på søjlen. Så måske børnene sammen med deres forældre har lyst til at lave endnu flere. Hele skulpturen vil blive lakeret efterfølgende, så den er holdbar og egnet til at blive stående i byen, fortæller Hanne Lund.
Når pyramiderne er helt klar til det, så skal der påmonteres en masse små træbrikker med motiver malet af børn fra Hedegård og Karlskov Friskoles indskolinger. Foto: Jim Hoff