Læserbrev fra Faktagruppen i Sejrup: Embedsværket misinformerer Byrådet!
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev fra Faktagruppen i Sejrup angående Energipark Give.
Af Faktagruppen i Sejrup Allan Thomsen, Karsten Kragh Jensen og Kjeld Madsen
LÆSERBREV: Efter gennemgang af en betydelig mængde akter i sagen om projektet Energipark Give, viser der sig et billede af en kommune der er fikseret på at behage aktørerne på energimarkedet.
Vejle Kommune er styret af aktørerne på energimarkedet, og ikke mindst af Eurowind Energy A/S, der har formået at få udpeget et specifikt geografisk område af Vejle Kommune, som værende egnet til en stor energipark, på trods af at der ved gennemgang af aktindsigter kan ses at Vejle Kommune, i MILJØGODKENDELSE af husdyrbruget på Enkelundvej 1, 7323 Give Efter § 16a, stk. 2 i husdyrbrugloven 25. februar 2026, er gjort bekendt med de bakkede landskabelige forhold, hvilket er beskrevet af firmaet Spira.
Det beskrives i samme Miljøtilladelse stk. 3.10 at alternativt byggeri med placering øst eller syd for de eksisterende stalde, vil være uhensigtsmæssigt i forhold til terrænet, da det vil kræve flytning af store mængder jord.
En udpegning af det ovenfor nævnte område er tilsyneladende ikke foreneligt med de udarbejdede fælles bestemmelser benævnt ”Retningslinje for opstilling af vindmøller i Trekantområdet”, som blandt andet anfører at:
· møller i Trekantområdet skal opstilles i grupper i et let opfatteligt mønster, så oplevelsen i landskabet bliver så harmonisk som muligt, samt
· møller i en gruppe skal have ensartet størrelse (både navhøjde og rotordiameter).
Det konstateres at Vejle Kommune tilsidesætter den i fællesskab med andre kommuner udarbejdede ”Retningslinje for opstilling af vindmøller i Trekantområdet”, ved at undlade at gøre indsigelser overfor opstilleren i forbindelse med dennes ofte offentliggjorte projektbeskrivelser, der viser at 5 ud af 11 møller er placeret for tæt på en kommunevej, hvilket vil sige en placering af møllen mindre end 180 meter fra vejene.
I kraft af den tilsyneladende manglende viden om lokale forhold såsom geografi og terrænforhold i egen kommune har embedsværket - uden egenkontrol af de modtagne informationer fra Eurowind Energy A/S – tilsyneladende misinformeret Byrådet i Vejle Kommune i en sådan grad, at beslutningsgrundlaget for Byrådets behandling og vedtagelser i forbindelse med projektet Energipark Give, er under al kritik.
Når opstilleren i et sådant projekt er valgt som den eneste kilde til Byrådets dannelse af et beslutningsgrundlag, i et så omsiggribende projekt, giver det sig selv at svarene vil være baseret på at få projektet gennemført.
I forbindelse med ovennævnte henvises til ”Retningslinjer for embedsmænd”, hvori
De syv centrale pligter:
· Lovlighed
· Sandhed
· Faglighed
· Udvikling og samarbejde
· Ansvar og ledelse
· Åbenhed om fejl
· Partipolitisk neutralitet, samt
God adfærd i det offentlige - er beskrevet.
Links: Retningslinjer for embedsmænd Kodex VII - de syv centrale pligter God adfærd i det offentlige
Faktagruppen i Sejrup har af flere omgange oplyst til Byrådet i Vejle Kommune samt ledende- og relevante embedsmænd samme steds, at der foreligger misvisende og fejlagtige svar i det svarmateriale, som i pjeceform er udarbejdet af Teknisk Forvaltning samt Eurowind Energy A/S, til brug i Byrådets beslutningsproces.












































