Lokale sponsorer sikrer tryghed for de unge: Natteravnenes nye mobile DROP-IN var en kæmpe succes i Jelling
Foto: Her ser vi Jean Darly sammen med et par gode frivillige Natteravne foran Drop-In, Safehouse på festivalpladsen i Jelling. Privatfoto
Natteravnenes Drop-In, også kaldet Safehouse, har netop overstået en intens og hjertevarm indsats under festivaldagene i Jelling. Takket være en række stærke, lokale sponsorer og en massiv opbakning fra 32 frivillige natteravne på gaden, kunne der rækkes ud til de unge fra et helt nyt, mobilt Drop-In – et trygt "safehouse", der gjorde en mærkbar forskel.
Af Jean Darly – Natteravnene
JELLING / GIVE: Når festen kører, og mørket falder på, er det guld værd at have en ansvarlig voksen i øjenhøjde, man kan gå til. Det mærkede de mange unge, som i perioden fra den 21. til den 24. maj lagde vejen forbi Natteravnene. Som en del af Fonden for Socialt Ansvar var de frivillige på pletten i Jelling med deres helt nye mobile Drop-In, der fungerede som en tryg base midt i festivalstemningen.
At det overhovedet har været muligt at rulle det nye mobile DROP-IN (safehouse) ud, skyldes en uvurderlig opbakning fra det lokale erhvervsliv. En stor tak skal derfor lyde til hovedsponsorerne: Give Elementer, DanCake, Nordjysk Lift og SJ-Entreprenør. Deres støtte har sikret, at Natteravnene har kunnet skabe de perfekte, trygge rammer for områdets unge.
En stærk fælles indsats på tværs af byerne
Bag den store indsats stod et stærkt, lokalt fællesskab. Natteravnene i Give, Thyregod, Billund, Brande og Jelling hører alle under Give-afdelingen, og de var rykket mandsstærkt ud for at løfte opgaven i flok.
I alt havde organisationen hele 32 natteravne på gaden i Jelling i løbet af festivalen til at skabe tryghed i nattetimerne og i bybilledet. Herudover var der dedikeret 10 natteravne, som specifikt holdt øje med de unge og skabte ro på teltpladsen.
142 henvendelser og stor opbakning på gaden ved DROP-IN
At der er brug for Natteravnene, taler tallene for sig selv om. I løbet af blot fire dage registrerede holdet i alt 142 personlige henvendelser i det mobile Drop-In. Det spændte bredt fra 91 korte snakke og highfives til dybere, omsorgsfulde samtaler på sofaen.
Derudover var der 22 gange brug for praktisk hjælp, plaster eller en tår vand, ligesom basen blev flittigt brugt til at få strøm på mobilen, så de unge kunne vente tryg på deres kørsel.
Men de frivillige mødte ikke kun de unge i selve vognen “DROP-IN. Natteravnene snørede også vandreskoene og gik ud på festivalpladsen, torvet og omkring SSP på festivalpladsen. Det opsøgende arbejde sikrede direkte kontakt og dialog med over 65 unge og lokale borgere, som alle mødte de genkendelige gule jakker med stor ros og opbakning.
Det stærke samarbejde løfter opgaven
Udover de unge bød weekenden også på et tæt og upåklageligt samarbejde med myndighederne. Jellings lokalbetjent lagde vejen forbi Drop-In flere gange til dialog og koordinering, hvilket understreger, hvor vigtig en brik Natteravnene er i det samlede tryghedsnet.
- Perioden viser en markant synlighed og høj aktivitet for Natteravnene. Det tætte samarbejde med myndigheder og samarbejdspartnere har fungeret upåklageligt, og vi er utrolig stolte af den forskel, vi har kunnet gøre i Jelling. Men vi kunne ikke have løftet så stor en opgave uden vores mange fantastiske frivillige fra hele området og vores trofaste sponsorer, lyder det fra holdet bag Natteravnene - Drop-In.
Takket være Give Elementer, DanCake, Nordjysk Lift og SJ-Entreprenør samt de 32 engagerede lokale natteravne, har Jelling-festivalen været en markant mere tryg oplevelse for de unge, og det mobile DROP-IN (safehouse) har i den grad vist sit værd for Natteravnene og Fonden for Socialt Ansvar.

















































