Så er håndboldklubben gået i gang med oprustningen til næste sæson
Foto: Give HK er gået i gang med at lave aftaler med spillere til både foråret og den kommende sæson. Her har man nu landet aftaler med Emil Pil og Sebastian Hansen, sidstnævnte som spillende træner for 3. divisionsholdet. Foto: Jim Hoff
Den sportslige ledelse i Give HK er sammen med trænerteamet gået i gang med at se fremad mod både forårssæsonen og næste sæson, og i den forbindelse har man nu indgået aftaler med to meget vigtige spillere fra den eksisterende trup til sæsonen 2026-27. Læs her, hvem det drejer sig om.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
HÅNDBOLD: Nu nærmer vi os årsskiftet, og der er også en lille pause for håndboldspillerne på Give HK's 1. og 3. divisionsmandskaber. I den forbindelse skal der kigges konkret på spillertruppen – både i forhold til forårssæsonen og den kommende sæson.
Her kan eliteudvalgets formand Henrik Henriksen fortælle, at man nu har de to første aftaler på plads, samtidig med at man har gang i snakke med de nuværende spillere i truppen og også kigger ud af huset efter forstærkninger.
Sebastian Hansen klar til ny sæson som spillende træner
- Vi har lavet en ny aftale med Sebastian Hansen, der sammen med Jakob Skov er den spiller, der i den nuværende trup har været længst tid i klubben. Sebastian skal fortsætte i klubben som spillende træner for vores 3. divisionshold. En rolle han har haft med stor succes her i år, og han var meget tæt på at føre holdet til oprykning til 2. division, men det glippede desværre i den afgørende oprykningskamp i Silkeborg/Voel, fortæller Henriksen.
Han betegner Sebastian Hansen som en rigtig god klubmand, en mand man altid kan regne med i klubben, og som er vellidt i spillertruppen.
- De andre i truppen har stor respekt for Sebastian. Han er dygtig, har masser af håndboldforstand, og i min optik kunne vi godt have kåret ham til "Årets succestræner", da det jo var tæt på med den oprykning. Han er et virkelig stærkt kort for os at kunne spille ud som spillende træner for 3. divisionsholdet - og det er vigtigt, at vi også på den plads er godt besat, pointerer Henriksen, der kan oplyse, at der er lavet en 1-årig aftale med Sebastian gældende i sæsonen 2026-27.
På trods af kæmpestor interesse udefra kan man holde på Emil Pil
Og så er vi ude i det næste scoop for klubben.
Det er nemlig også lykkedes at lave en ny aftale med truppens mest ombejlede spillere, Emil Pil. Den dygtige bagspiller har leveret på meget højt niveau her i 2025 på det nyoprykkede 1.-divisionshold, og det har medført stor interesse for Pil fra andre klubber.
- Her taler vi både om udenlandske klubber, klubber fra ligaen her i landet og en række 1. divisionsklubber. På den konto er det helt vildt, at det er lykkedes for os at kunne beholde Emil også i sæson 2026-27. Der er, som sagt, virkelig bud efter ham udefra allerede nu, til starten af 2026, men Emil påpeger, at han er faldet rigtig godt til her hos os i Give, og at han gerne vil blive her. Det er intet mindre end et scoop for os, og det er noget, der vil give genlyd i andre klubber, at vi kan holde på ham her i Give, konstaterer Henriksen.
Han kan også fortælle, at Emils forældre, der bor i Vejle, er afsted til alle holdets hjemmekampe – iført Give HK’s kamptrøje, og at de er blevet en god og trofast del af fanskaren i Give HK. I og med at Emils forældre bor i Vejle, er det nemt for dem at køre til Give til hjemmekampene og bakke op om Emil, og det er noget, som både Emil og forældrene sætter stor pris på, fortæller Henriksen.
Godt i gang med at sætte fremtidens trup sammen
Eliteudvalgsformanden kan også fortælle, at man nu er godt i gang med at se på truppen i forhold til både tilgang og afgang. 1. divisionsholdet skal forstærkes på nogle punkter, så man går ind i foråret med nye og bedre odds for at redde sig i rækken.
- Vi er i gang med at føre samtaler med spillerne i truppen samt spillere udefra, og nu må vi se, hvordan det hele ender. Vi har til udgangen af januar til at få tingene på plads, så der er godt gang i tingene lige nu. Det er en spændende tid – og en travl tid, pointerer Henriksen. Det er hensigten, at man skal have en slagkraftig trup, hvor der hver gang møder 22-24 spillere frem til træning, så der kan trænes med kvalitet både omkring 1. og 3. divisionsholdet.

Henrik Henriksen, formand for Give HK's eliteudvalg fortæller her om arbejdet med at sætte den nye trup sammen til næste sæson. Foto: Jim Hoff
















































