Sædceller og brandhaner i blodrødt kys – kunsten tager på en vild rejse i Give

Foto: CreaGive er lørdag den 11. oktober klar på Museum Give med deres nye provokerende udstilling "Rejsen starter her". Det handler bl.a. om både røde brandhaner og sædceller. Foto: Christina M. Mosegaard.

Museum Give danner rammen om en sanselig og provokerende udstilling, hvor kunsten udfordrer både fornuft og følelser. Det sker med åbning lørdag den 11. oktober og udstillingen kører frem til den 19. december i år.

Af redaktionen

KUNST i GIVE: Hvad har en flok sædceller i fart til fælles med et hus svøbt i over 100 år gamle amerikanske patchworktæpper – og to brandhaner, der kysser hinanden i en blodpøl?

Meget mere, end man skulle tro… De er nemlig alle elementer i en kommende kunstudstilling under titlen “Rejsen starter her”.

– Titlen “Rejsen starter her” lægger op til fortolkninger i alle mulige retninger. Mennesker rejser, myrer rejser, tanker rejser – fra hver deres udgangspunkt – og for alle er det et “her” på et eller andet tidspunkt, siger Christina M. Mosegaard, forkvinde i kunstnergruppen CreaGive.

Passer perfekt ind i museets fortællinger

CreaGive har siden 2008 arrangeret årlige fælles kunstudstillinger i og omkring Give – med temaer, der spænder fra “Kvinder og biler” til “Skrot” og “Brud”. I år glæder foreningen sig til at præsentere årets udstilling på Museum Give fra lørdag den 11. oktober – med fernisering kl. 13:00–17:00.

– Dét at starte en rejse har haft stor indflydelse på menneskeheden siden tidernes morgen. Her på kanten af heden har folk rejst til og fra mellem lyng, sandede jorde og den høje himmel – så på den måde taler temaet på udstillingen virkelig godt ind i nogle af museets fortællinger, konstaterer Celia Ekelund Simonsen, museumsinspektør på Museum Give.

Her et lokalt kunstnerisk bud på, hvordan man i kunsten kan opfatte sædceller. Foto:Christina M. Mosegaard. 

Lokalt samarbejde -  det giver mening!

Både hun og forkvinden for CreaGive ser rigtig god mening med samarbejdet mellem museet og den kunstneriske forening - både i forhold til udstillingens indhold og i forhold til det at arbejde sammen lokalt.

På udstillingen vil publikum kunne opleve billedkunst, skulpturer og installationer skabt af 24 kunstnere.

Ved ferniseringen den 11. oktober vil mange af kunstnerne være til stede, og CreaGive byder på snacks, vin, kaffe og kage – alt sammen akkompagneret af livemusik fra Søren Høg HAWK.

Fakta om åbningsdagen

Fernisering: Lørdag den 11. oktober 2025 kl. 13:00–17:00

Åbningstale: Kl. 13:15

Musik: Kl. 14:00–16:00

Periode: Udstillingen kan opleves frem til den 19. december 2025

Om CreaGive

CreaGive er en kunstnerisk forening i Give, der samler lokale kunstnere, kreative sjæle og kulturinteresserede. Foreningen arbejder med udstillinger, workshops og fælles projekter, hvor kunst og fællesskab går hånd i hånd.

CreaGive skaber rammerne for at udfolde kreativitet – både for etablerede kunstnere og for dem, der har lyst til at prøve kræfter med nye udtryksformer.

Målet er at styrke byens kulturliv og give plads til kunstnerisk udvikling og inspiration.

Andre læser

Over 200 elever fra 3. årgang leverede naturvidenskabsvaren ved Mini Maraton i Givskud-Hallen

Så kom der liv i det tidligere Jutlandia på Kornvej: To nye virksomheder er kommet til Give

Sange til Simon – et smukt mesterværk af Christine Dueholm om stor kærlighed og stor sorg

10 år med Huset: Byens folkelige og kulturelle samlingssted holdt fest

Apropos campingpladsen: Der ligger et kæmpepotentiale i køkkenet og restauranten

Opbakning til kommunens største turistattraktion: Vejle Kommune tildeler Givskud Zoo 5 millioner i udviklingsstøtte

45 år og still going strong: Ingen midtvejskrise i Thyregod-Revyen

Thyregod igen på danmarkskortet: Basic & More får prisen for bedste detailkoncept i Norden

Læserbrev: Er der mon nogen der er bange for dialog om VE projektet mellem Give og Thyregod før kommunevalget?