
Sejr over topholdet: Give snupper kæmpeskalp i Kolding med helt ny keeper mellem stængerne
Foto: Kenny Koch fik debut i Givemålet i Kolding - og han brillerede med mange flotte redninger og blev Gives Man of The Match med hele 15 stemmer. Foto: Jim Hoff
Efter den tiltrængte succesoplevelse tirsdag på hjemmebane mod Varde med 2-1 sejren, stod der lørdag eftermiddag en særdeles vanskelig opgave på programmet for Give Fremads jyllandsserie 2-mandskab. Her var modstanderen det suveræne tophold Kolding B., men stik imod alle bookmaker-odds kunne Give notere sig sæsonens første udebanesejr efter en opslidende 2. halvleg.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
Kolding B. – Give Fremad jyllandsserien 2-3 (0-3)
Mål:
0-1 10. minut: Kristoffer Larsen
0-2 32. minut: Chris Bech
0-3 35. minut: Kristoffer Larsen
1-3 53. minut: Emil Pedersen
2-3 62. minut: Emil Paaske
Gives Man of the Match: Kenny Koch
FODBOLD: Det blev en rigtig god fodboldlørdag for Give Fremads jyllandsserie 2-mandskab, da de indtog stadion på Mosevej Sportsplads i Kolding. Her løb Give ind i rækkens absolutte tophold, Kolding B., som en klar outsider til de 3 point. Give stillede op uden de to forsvarskrumtapper Mathias Nørtoft (væk resten af sæsonen grundet udlandseventyr) og Mathias B. Mortensen, der er på ferie i en uge.
Derudover var der også en helt ny mand mellem stængerne hos Give, Kenny Koch, der er ny i klubben, og som afløste sidste uges 300-kampsjubilar, Jan D. Rasmussen. Den sidste melding her vender vi tilbage til.
Leverer tæt på perfekt i 1. halvleg
Så set ud fra den betragtning kunne man forvente, at Give ville komme ud i et sandt stormvejr mod det kompetente hjemmehold.
Men hov, hvad skete der så lige der? Jo, de folk, der kiggede på måltavlen efter 45 minutters spil, kunne konstatere, at udeholdet såmænd førte med hele 3-0. Der var med andre ord dømt chok i Kolding-lejren.
- Vi kommer ud og leverer en tæt på perfekt 1. halvleg. Vi følger gameplanen til punkt og prikke. Vi rammer Kolding hårdt på nogle skarpe og aggressive omstillinger, som vi havde aftalt, og der giver os en 3-0 føring til pausen. 2 mål af Kris Larsen på flot oplæg fra Jakob Kristensen og en scoring af Chris Bech, fortæller Give-træner Kasper Bach-Jensen.
Angriber Kris Larsen nettede to gange mod Kolding B. på to fine oplæg fra sin angrebsmakker, Jakob Kristensen. Foto: Jim Hoff
Kæmper den stærkt hjem efter en gyserafslutning med 9 min. overtid
Nu har Give jo desværre en historik i dette kalenderår med at smide føringer væk, og de Kolding B., via nogle gode indskiftninger, pludselig får scoret 2 gange inden for 2. halvlegs første kvarter, begynder den kolde sved at springe frem på panderne i Give-lejren.
-Vi må erkende, at vi har lidt mentalt hængende over os mht. at smide ret sikre føringer væk, men denne gang står vi fast efter 2-3. Sidste del af 2. halvleg bliver en ren gyser for os, men drengene kæmper og arbejder stenhårdt for sagen, og vi klarer den, selvom vi måtte ud i hele 9 minutters forlænget spilletid. Vi kæmper også i 2. halvleg med et hav af skader/småskader, så der bliver skiftet livligt ud og ind.
- Vi stiller jo også med et nyt midterforsvar i skikkelse af Kasper Larsen og Malthe Pedersen, og så stiller vi i dag med en helt ny keeper på mål, Kenny Koch. Han gik hen og blev Man of the Match med 15 stemmer og leverer en flot kamp med flotte redninger både i 1. og 2. halvleg. Kenny har tidligere spillet i Landesligaen i Tyskland, han træner supergodt, og han fortjener at få chancen. Samtidig døjer Jan Rasmussen med en skulderskade, så Kenny fik chancen – og tog den, forklarer Kasper Bach-Jensen.
Selvtillid og humør på vej tilbage
Give kom med sejren op på rækkens 5. plads og er dermed pt. uden for nedrykningspladserne. Men Kasper ser stadig nedad i rækken.
- Selvom vi har vundet to i træk, så er vi stadigvæk fokuserede på at komme i sikkerhed og væk fra bundregionerne. Nu skal vi til Herning Fremad på næste lørdag, og det er da helt klart vores plan og ambition at drille dem – og at passere dem i tabellen. Og det kan vi også, hvis vi finder takterne frem fra de sidste to kampe. Nu er det gode humør og selvtilliden godt på vej tilbage i truppen, og det er virkelig vigtigt for os, pointerer Give-træneren.
Kilde: DBU