Stærk rutineret og kompetent tilgang til salgsteamet hos Finns Auto i Givskud

Foto: Esben Laursen er tiltrådt som sælger hos Finns Auto i Givskud pr. 2. januar 2026. Han kommer med 27 års rfaring som sælger, heraf de knap 25 år hos AT Biler i Give. Foto:Jim Hoff

Fredag den 2. januar trådte 50-årige Esben Laursen fra Thyregod ind ad døren til salgskontoret hos Finns Auto i Givskud. Ikke som kunde, men derimod som virksomhedens nye sælger, som afløser for Martin Thy, der i slutningen af 2025 rejste til Portugal for at starte et nyt kapitel i sit liv.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVSKUD: Salgsteamet hos Finns Auto i Givskud har fået tilgang af et lokalt, særdeles velkendt ansigt i skikkelse af 50-årige Esben Laursen, som bor i Thyregod. Esben kommer med massevis af erfaring fra bilbranchen, og han afløser Martin Thy, der sidst på året 2025 tog en stor beslutning om at flytte til Portugal for at få nye indtryk på oplevelseskontoen.

27 års erfaring som sælger

Esben har hele sit arbejdsliv beskæftiget sig med biler, idet han i 1996 blev udlært som mekaniker hos Opel i Brande. Efterfølgende blev han ansat som sælger hos Toyota i Nivå på Sjælland i 1999, hvor han var, indtil han i 2001 blev ansat som sælger hos AT Biler Toyota i Give.

Dermed kan Finn Hoffmann, indehaveren af Finns Auto, byde velkommen til en sælger med lokalkendskab og 27 års samlet erfaring som sælger i bilbranchen. Det er det, man i fodboldverdenen ville betegne som en kanontransfer!

Kandis og kold øl skabte kontakten

Men hvordan er de to herrer kommet i kontakt med hinanden? Jo, her skal vi op i Givskud-Hallen til koncert med selveste Kandis.

- Finn og jeg løb ind i hinanden til Kandiskoncerten i april 2025. Her fik vi to bilinteresserede herrer en god snak over en dejlig kold fadøl, og dermed var døren et eller andet sted åben. Da Martin Thy tilbage i starten af november annoncerede over for Finn, at han ville rejse til Portugal, kom Finn og jeg i løbende dialog om mulighederne for, at jeg kunne være interesseret i at blive sælger hos Finns Auto, fortæller Esben.

Klar til nye udfordringer

Efter knap 25 år det samme sted var Esben klar til at prøve noget nyt i sit liv – og som han påpeger, hvis der skulle ske et jobskifte, så var det ved at være tiden for den 50-årige Thyregodmand.

- Jeg havde lyst til at prøve noget nyt og til at arbejde et mindre sted som her hos Finns Auto, hvor der også er et godt lokalt miljø omkring og i virksomheden. Og skulle det ske, jamen så skulle det være nu og ikke om syv år.

- Jeg har som lokalmand jo kendt Finn og Finns Auto i mange år, og det er en virksomhed med et rigtig godt ry, så jeg syntes, at det kunne være spændende at kaste mig ud i det her nye projekt, forklarer Esben.

Stærk og rutineret kultur hos Finns Auto

Han pointerer med et smil, at han er blevet taget rigtig godt imod af alle folkene i virksomheden, fra kontorafdelingens ansatte til værkstedsfløjens medarbejdere.

- Her har vi en arbejdsplads, hvor man kan møde en stor flok mennesker med virkelig stor erfaring og rutine. Her er svende med henholdsvis 34, 30, 27 og 20 års erfaring. Det er simpelthen imponerende og vidner om en stærk kultur her på stedet.

- Og så møder man her folk, der kan svare på alt. Det er et godt sted at være, der er et rigtig godt sammenhold, og alle hjælper hinanden her, og det synes jeg er rigtig dejligt, pointerer Esben.

Stor styrke med rutineret mand med lokalkendskab

Finn Hoffman er omvendt også glad for den fine tilgang til salgsteamet.

- Det er en stor styrke for butikken, at Esben kommer med så meget rutine, og at han er en lokal mand med stort kendskab til området. Han er særdeles velkendt i både Give og Thyregod, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kan lukrere positivt på det her i butikken i Givskud i forhold til salg af biler.

- Esben har faktisk allerede solgt to biler – og det på blot tre dage, så det er en god start, lyder det fra Finn med et stort smil og et thumbs up hen mod firmaets nye sælger, der altså nu danner salgsteam med Emir Bibic i salgsafdelingen.

Speciale i erhvervskøretøjer

Esben fortæller, at han som sælger har specialiseret sig i salg af erhvervskøretøjer, samtidig med at han naturligvis også dækker det brede klassiske brugtvognssortiment.

- I dag har vi rigtig mange ret nye brugte biler her på stedet. Nogle af bilerne er næsten helt nye, og andre er lidt ældre, og det er fint med så bredt et sortiment. Det er fagligt interessant at gå til, og man kan jo også sige, at der er sket meget på markedet de sidste par år, ikke mindst på elbilssiden, hvor der er gang i en rivende udvikling i et vildt marked.

Solgte 252 brugte biler i 2025

Finn kan apropos "vildt marked" oplyse, at man hos Finns Auto i 2025 solgte imponerende 252 brugte biler.

- Det var da ok, som vi siger på godt jysk, og i og med, at vi nu har fået Esben ind i salgsafdelingen, håber jeg, at vi med hans baggrund og lokale tilknytning kan tiltrække endnu flere folk fra Give og Thyregod-egnen.

Og Esben er, som sagt, helt klar til at tage udfordringerne op hos Finns Auto.

- At man efter knap 25 år nu får chancen for denne nye udfordring, er motiverende, og jeg ser meget frem til denne udfordring og til at arbejde sammen med dette stærke team her hos Finn, konstaterer Esben afslutningsvist.

 

Andre læser

Butikslokale med kæmpestort potentiale klar til at skabe liv på Torvet

Så lykkedes det efter godt et år: Populær lokal grillbar er solgt

Dramaet udeblev: Nyt lokalråd på plads i Thyregod efter sobert ’krisemøde’

Hedegård Forsamlingshus er solgt – og gæt engang hvad det skal bruges til fremover