Stegt flæsk og hotte vindmøller: God mad og lokalpolitik på menuen på Give Camping
Foto: Man kan møde disse tre lokalpolitikere til debataften på Give Camping: Gerda Jørgensen, Gitte Frederiksen og Hanne Lund. Foto: Jim Hoff
Give Egnens Venstrevælgerforening og LOF er klar med et helt nyt spændende koncept mandag den 14. september, hvor de kombinerer god mad og hygge med debat om aktuelle politiske temaer. Der er denne aften besøg af lokalpolitikerne Gerda Jørgensen, Hanne Lund og Gitte Frederiksen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
LOKALPOLITIK: Mandag aften den 14. september kommer det på Give Camping til at dufte af god gammeldags dansk mad tilsat ekstra smagsnuancer i form af politiske debatholdige krydderier – sandsynligvis med en del lokal kolorit ind over.
Her er det LOF og Give Egnens Venstrevælgerforening, der afholder en politisk debataften – med indledende spisning, hvor der står stegt flæsk (ikke valgflæsk i denne ombæring, smiley) på menuen.
Info fra lokalpolitikere
Det hele starter klokken 18.00 med indtagelse af den danske nationalspise, og så går det ellers løs med den politiske dessert, hvor de to lokalvalgte byrådspolitikere, Hanne Lund (V) og Gerda Jørgensen (V), vil berette om, hvad det er, de går og arbejder med i det daglige i de respektive politiske udvalg, de sidder i.
Derudover vil lokal- og regionalpolitiker Gitte Frederiksen (V) fortælle om diverse nedslagspunkter inden for den nye sundhedsreform.
- Handler om at gøre demokratiet levende
Søren Broch fra Venstrevælgerforeningen og tidligere byrådsmedlem for Venstre fortæller, at det handler om, at man gerne vil gøre demokratiet mere ”levende” på denne her uformelle og jordnære facon.
- Mødet skulle gerne føre borgerne tættere på lokalpolitikerne - og omvendt. Det handler for os om at give borgerne et aktuelt indblik i, hvad vores lokalpolitikere arbejder med – både lokalt og bredt over hele kommunen.
- Derudover handler det også om at give borgerne mulighed for at lufte aktuelle problemer eller komme med opfordringer til nye emner, som burde tages op, pointerer Søren Broch.
Håber på flere politisk engagerede borgere
Det er arrangørernes håb, at man med dette politiske møde kan få endnu flere og endnu mere engagerede Give-borgere, som via dialog og debat med de folkevalgte lokale politikere vil gøre Give-området endnu mere attraktivt og stærkt.
Søren Borch understreger, at man i Venstrevælgerforening ønsker at lave flere lignende møder, men man skal selvfølgelig først evaluere på dette arrangement og se på, hvordan man fremadrettet kan arbejde videre med tingene.
Man skal nok ikke være uofficiel danmarksmester i statskundskab for at kunne gætte kvalificeret på, at den berømte Energipark Give vil komme til at fylde lige så meget på den lokalpolitiske tallerken denne aften som den stegte flæsk!












































