Tusind tak, Meta

Foto:  

Avisen har modtaget nedenstående takkebrev fra Birgitte Nissen, hvor hun roser det lokale plejehjem for deres omsorg i forbindelse med hendes mors sygdom og død.

Af Birgitte Nissen

GADBJERG: I de seneste år har jeg ofte diskuteret ældrepleje i Vejle kommune med hjemmeplejens ansatte, SSH, SSA, ledere og kommunens politikere, og det står jo klart for enhver, at man ikke kan være stolt borger, når man bor i den kommune, der – på landsplan – bruger færrest penge på hjælp til sine gamle. Det er sørgeligt, at man i Vejle kommune satser mere på prestigeprojekter end på fx ældrepleje. Kommunalpolitikere i Vejle ser absolut ingen prestige i anstændig hjælp til de ældre medborgere, der ikke længere selv magter livet.

Men det gør Meta!

Vi var som søskende rigtig kede af, at vores mor ikke længere kunne nøjes med den hjælp, vi kunne yde hende, og vi havde til sidst intet andet valg end at søge en plejehjemsplads til hende. DET var hårdt, men på Plejecenter Meta i Gadbjerg mødte vi et personale, der - med dyb respekt for den enkelte ældre - forstod at skabe et værdigt ældreliv i en tryg og varm atmosfære. Omsorg for den enkelte er en kerneopgave på Plejecenter Meta, og den daglige omgang mellem beboere og personale, er præget af en værdibaseret tilgang til livet som ældre medborger.

Gæve kvinder og mænd, der kan deres kram, og som gerne går mange ekstra skridt for at levere den bedste omsorg. Vi mødte både dagvagter, aften- og nattevagter, sygeplejersker og ledere, som alle havde indlevelse og forståelse for svære situationer, og som ikke kun ydede omsorg for vores mor, men også tog sig tid til at yde omsorg for os som familie.

Vi mødte unge plejere med smil og højt humør, som gerne lod sig vejlede af de meget erfarne, der gerne ville lære fra sig.

Vores mor døde på Plejecenter Meta d. 3. maj omgivet af familie, men OGSÅ omgivet af personale, der i høj grad havde fokus på tryghed og respekt i livets sidste dage og timer.

Tusind tak til personalet på Plejecenter Meta for alt det I gør. I gør ældrepleje til jeres helt eget prestigeprojekt – mile vidt fra Vejle kommunes manglende respekt for jeres arbejde. (en særlig tak til alle omkring stue 27)

På familiens vegne  - Birgitte Nissen

Andre læser

Give Atlet Klub og Thyregod Svømmeklub gentager succesen med Parkinson Boot Camp

Karlskov Friskole sang sommeren velkommen med smuk forårskoncert

Action, pizza og pokaler: Herlig badmintonafslutning i badmintonklubben i GLIF

Stolt formand for Frem Thyregod: Endnu et velbesøgt loppemarked i Thyregod

Søs og Poul Erik sidder i hus til halsen i skyggen af usikkerheden om EnergiPark Give.

Spotlight skabte liv og glade børnedage ved Huset og i Gullestrups Have

Energipark eller ej: Lokalrådet i Thyregod vil kæmpe for at holde byen attraktiv

Stærkt lokalt sammenhold: Så fik Givskud Skole da lige en mikroskov