Karlskov Friskole sang sommeren velkommen med smuk forårskoncert

Foto: Karlskov Friskole holdt forårskoncert torsdag den 30. april, og her er vi med til generalprøven om formiddagen. Foto: Jim Hoff

Langt de fleste kender Alberts smukke sang ”Lyse Nætter”, og netop denne melodiske budbringer af lys, varme og kærlighed indledte dette års sommerkoncert på friskolen i Karlskov - en bedre indledning til en aften med sangglade børn kan man næppe forestille sig.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE SKOLELIV: Det har gennem flere år været en fast og god tradition, at der er blevet afholdt forårskoncert på friskolen i Karlskov med en koncert om aftenen for skolens børn, forældre og dertil hørende familier.

De sidste to år har skolen så valgt at afholde en slags generalprøve, hvor lyd og musik og sang lige finpudses om formiddagen før aftenkoncerten. Her er det børnenes bedsteforældre, oldeforældre, onkler og tanter osv., der er inviteret, og den lokale verdenspresse var da også med igen i år ved generalprøven.

Det er skolens børn, der står for sangene på scenen, selvfølgelig godt guidet af skolens to kompetente musiklærere, Elsebet Lindegaard og Mark Wolters. Der var sange fra indskolingen, 3.-4. klasse, 5.-6. klasse samt lærerbandet, Give-egnens musikalske svar på ABBA, valgholdet i musik, plus 4 fællessange.

 

Børnene får naturligvis også lov til at spille på diverse instrumenter – og de elsker det! Foto: Jim Hoff

Kærlighed i luften

Der var ikke meldt et overordnet tema ud for koncertens sange, men da musiklærer Elsebet skulle introducere lærerbandets sang ’Uden Forsvar’, var man ikke i tvivl om, at denne koncert i høj grad, ud over glæden ved at dele musikken med børnene og deres forældre, også handlede om stor kærlighed til Karlskov Friskole.

- Det her er en kærlighedssang til Karlskov Friskole. Vi har været gennem en hård tid, men vi tror i den grad på projektet – og vi elsker at være her, lød det fra Elsebet, inden musikken gik i gang.

Et smukt statement, og hvis der er noget vores skoler i den grad har brug for, uanset om det er friskoler eller folkeskoler, så er det netop ildsjæle, der brænder for og elsker deres job.

Aftenen lukkede med Anne Linnets smukke ’Forårssang’ – hvor vi er ude i de yderste emotionelle kroge med følelser af både sorg og livsglæde – og kærlighed! Smuk afslutning, og derefter stod den på kaffe og kage, faciliteret af skolens 6. klasse, der den vej rundt kunne tjene lidt håndører til deres klassekasse.

 Du kan se flere fotos fra forårskoncerten HER

 

Foto: Jim Hoff

Andre læser

Søndermarkskolen mangler virksomheder i lokalområdet til juniormesterlære

Flot donation fra Ole Kirks Fond: Karla Grøn på vej til at blive endnu grønnere

Nyt Sportingsanlæg: Flugtskydningsbanen i Givskud har fået en stærk opgradering

Fin 1. maj i Gullestrups Have: Solen skinnede om kap med de røde faner

Tredje sejr i træk – men bittersød storsejr til Give efter grim skade til Chris Thomsen

Action, pizza og pokaler: Herlig badmintonafslutning i badmintonklubben i GLIF

Stolt formand for Frem Thyregod: Endnu et velbesøgt loppemarked i Thyregod