Stolt formand for Frem Thyregod: Endnu et velbesøgt loppemarked i Thyregod
Foto: Klokken 15.00 åbnede døren ned til hallen - og så blev der ellers sprintet igennem. Foto: Jim Hoff
Klokken 15.00 fredag den 1. maj åbnedes portene til Thyregod-Hallen, og ind væltede det med folk, der målrettet gik/sprintede efter loppeguld, da den lokale sportsforening Frem Thyregod inviterede til loppemarked her på Arbejdernes kampdag og den annullerede Store Bededagsfridag.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
THYREGOD: Sammen med FDF’erne i Gadbjerg er sportsforeningen Frem Thyregod med til stadig at løfte loppemarkedsopgaven her i lokalområdet, efter at flere byer har kastet håndklædet i ringen grundet såvel svære omstændigheder på genbrugspladsen i forbindelse med afleveringen af returvarer som udfordringerne med at finde frivillige nok.
Traditionelt har Frem Thyregod afholdt sit loppemarkeds-event i bededagsferien over to dage, og det koncept har man fastholdt, selvom SMV-regeringen som et stunt i det uigennemskuelige politiske loppecirkus annullerede denne fridag.
Nuvel, dette politiske stunt slog ikke Thyregod-folket ud af kurs, så man fortsatte ufortrødent med loppemarkedet, og på selve Store Bededag samt arbejdernes kampdag, den 1. maj, åbnede de blå bluser igen for loppesluserne i den gode gamle Thyregodhal.
Kæmpekø inden portene åbnede
Allerede en times tid før åbningen var de første loppeentusiaster mødt frem, og 25 minutter før kickoff var cafeteriet propfuldt af folk, der stod i kø for at komme ind og gøre sig et fedt fund. Selv det gode havearbejdsvenlige sommervejr kunne ikke holde folk hjemme denne dag.
I år havde arrangørerne haft den udfordring, at genbrugspladsen havde været lukket for loppeeffektafhentning cirka 4 måneder pga. ombygning, så selvom hallen virkelig var fyldt godt op, så havde man ikke helt samme volumen som andre år – men som en af de rutinerede loppefolk i de let genkendelige blå bluser sagde, så ”var der nu alligevel en hel del rigtig fine sager for folk at kigge på.”

Foto: Jim Hoff
622 gæster inde på de første to timer
Og der var drøn på kedlerne, da portene ned til hallen åbnede klokken 15.00 sharp. Folk myldrede ned i hallen, som om der var gratis fadøl og grillpølser ad libitum i baren, og Frem Thyregods formand, Søren Laursen, kunne efterfølgende berette, at der i løbet af de første to timer var 622 gæster inde i hallen – og at der i den grad blev handlet igennem rundt omkring ved boder og stande.
- Generelt havde vi flotte besøgstal, og det gik fint både fredag og lørdag. Fredag er jo traditionelt den største af de to dage, og lørdag har vi mere fokus på det sociale med bankospil og rundstykker og kaffe fra morgenstunden. Denne dag er loppemarkedet også kun åbent i 2 ½ time, så det giver sig selv, at fredag er den store loppedag, konstaterer Søren.
Han kan også oplyse, at der var 95 folk til bankospil lørdag formiddag, så der var fin stemning i hallen. Sidste år var der nok 25-30 flere til bankospillet, men både fredag og lørdag var vi jo oppe mod det fantastiske sommervejr, så det har jo nok holdt nogle hjemme i haven og på terrassen, og det er fair nok, pointerer formanden.

Foto: Jim Hoff
Omkring 100 frivillige med til at løfte loppeopgaver
Nogle, der ikke blev hjemme på grund af godt vejr, var de mange frivillige, der under selve loppemarkedet alle var iklædt sportsforeningens flotte blå bluser.
- Vi har bare en helt fantastisk flok af gode frivillige. Nogle er med hele året rundt og er med til at hente effekter ude hos folk og på genbrugspladsen, og så er der en stor flok på godt 80 mennesker, der virkelig står klar til selve loppemarkedet og dagene op til, hvor der skal gøres klar i hallen. Alt i alt når vi op omkring 100 frivillige. Og jeg kan som formand kun udtrykke stor glæde og stolthed over så fantastisk en opbakning, lyder det fra Søren med et stort smil.
Fødekæden er på plads
Et kig på de mange frivillige viser en bred vifte af både rutinerede og nye folk, der har trukket den blå Frem-bluse over hovedet. Der er folk, der har været med i tæt ved en menneskealder, og så er der de helt nye ’loppeføl’, der bliver oplært af gode, rutinerede kræfter – og som dermed er klar til på sigt at træde ind i rækken af mangeårige frivillige med forskellige ansvarsområder.
- Det er dejligt at se, at også de unge viser flaget her ved loppemarkedet. På den måde holder vi gang i fødekæden, og det er vigtigt for at kunne holde liv i det her også fremover. De helt unge har opgaver ved tombolaen, og de sælger vafler osv., og det er bare en fin måde at være en del af det her fine projekt. Vi er i hvert fald glade for både de rutinerede og de unge, der bakker op om loppemarkedet.
Omsatte for 182.000 kroner på to dage
- Vi slutter da også lørdagen af med en rigtig hyggelig afslutningsfest for at vise vores anerkendelse og påskønnelse af de frivillige - og så er en aftenfest også rigtig god for det sociale og sammenholdet. For os som forening er det virkelig vigtigt, at vi anerkender de frivillige. For mig er det ikke vigtigt, at vi kan hente måske 10–15.000 mere i overskud ved at undlade denne her fest. Dette skulderklap til de frivillige er meget vigtigere, pointerer Søren.
Apropos økonomi, så har formanden fortalt, at man i år har omsat for 182.000 kroner over de 2 dage.
- Nu skal der så betales udgifter til halleje, præmier til tombola og bankospil osv., og derefter har vi det nøjagtige tal i forhold til overskuddet. Men der er ingen tvivl om, at det ser rigtig fint ud også økonomisk, og der er jo også motiverende, at vi kan lave gode penge til klubkassen med det her loppemarked, når der nu er så mange mennesker og arbejdstimer involveret i det, lyder den fornuftige vurdering fra Søren.
Du kan se flere foto fra loppemarkedet HER

Foto: Jim Hoff















































