Velkommen til nye ansigter i Thyregod-Vester Borgerforening
Foto: Her er det Thyregod-Vester Borgerforenings formand, Mathias Arico, der aflægger sin årsberetning for folket. Privatfoto
Tirsdag den 24. marts blev der afholdt generalforsamling i Thyregod-Vester Borgerforening i multisalen i Thyregod Fritidscenter. En god aften, hvor man efter beretning og gennemgang af regnskab uden problemer fik stemt to nye ind i selve bestyrelsen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
THYREGOD: Borgerforeningen i Thyregod-Vester har været samlet til den årlige generalforsamling, og det skete den 24. marts i multisalen i Thyregod Fritidscenter med fin opbakning.
Det oplyser foreningen på deres hjemmeside, og her kan man også notere sig, at en nyvalgt bestyrelse er på plads efter et godt og konstruktivt møde.
- Der har været et par udskiftninger , så der er ét nyt navn i bestyrelsen og ét som suppleant. Det blev en god aften som sluttede med fællesspisning og hygge.
Ydermere fremgår det af opslaget, at der til årets generalforsamling var klapsalver både til formand Mathias Aricos årsberetning og kasserer Kirsten Wellings beretning, så den del var hurtig overstået.
Gnidningsløs valghandling
Ingen generalforsamling uden valghandling, og denne aften var der fire bestyrelsesmedlemmer på valg: Jette Bæk Nielsen og Ulla Ørnsholt, som begge genopstillede, samt Anette Laursen og René Juul Jørgensen som til gengæld begge ønskede at træde tilbage.
- Til at opfylde de to tomme stole foreslog bestyrelsen deres egen suppleant, Jessica Custodio, og som et nyt ansigt, Jørgen Pilgaard. Begge blev valgt ind uden nogen form for dramatik, oplyses det på foreningens hjemmeside.
Som suppleant fortsatte Ulla Kristensen, og i stedet for Jessica Custodio sprang Klaus Jensen til som suppleant i stedet for Jessica og tilbød at tage en tørn. Suppleanterne deltager både i bestyrelsesmøderne, og når der skal afvikles arrangementer, så de er ikke blot et navn på papiret, men et aktiv for borgerforeningen.
Foreningen kan derudover oplyse, at alle på revisorsiden modtog genvalg, og der var ingen udskiftninger her.
Og så var der lækker mad
I forbindelse med at René Juul Jørgensen og Anette Laursen trådte ud af bestyrelsen fik de en stor tak for deres store bidrag i bestyrelsesarbejdet, og efter generalforsamlingen var der fællesspisning og hygge for medlemmerne, og alle nød den gode mad, lyder det fra bestyrelsen, der også takker de fremmødte for en god aften.
Bestyrelsen består hermed nu af følgende gode folk: Mathias Arico, formand. René Nielsen, næstformand. Heidi Hoeg, medlem. Ulla Ørnsholt, medlem. Jette Bæk Nielsen, medlem. Jessica Custodio, medlem og medlem Jørgen Pilgaard.
Tilknyttet udenfor bestyrelsen: Kirsten Welling, kasserer. Ulla Kristensen, suppleant. Klaus Jensen, suppleant. Troels Holmgård Kristensen, PR og hjemmesideteam. Leif Carlsen, revisor. Knud Buch, revisor og Hans Aage Strømgaard Madsen, revisorsuppleant.















































