VM i børnehøjde: 145 fodboldglade børn farvede Give Stadion rødt i fem dage
Foto:Så skal den have én over nakken! Tirsdag var der en fartmåler på plads ved fodboldskolen i Give Fremad, og her kunne både børn og trænere få målt deres skudstyrke. Foto: Jim Hoff
I 1992 vandt Danmark som bekendt EM i fodbold. Som en effekt af denne historiske og økonomiske succes etablerede DBU fodboldskolekonceptet i 1993, og modsat landsholdet har dette koncept vist stor stabilitet og dynamik. I Give Fremad var det 32. gang klubben afholdt fodboldskole for 145 drible- og scoreglade Messier og Ronaldoer.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE FORENINGSLIV: I 1994 blev Brasilien verdensmester for 4. gang, og Diego Maradona blev smidt ud af VM for brug af doping. Samme år kylede OB Real Madrid ud af UEFA-cuppen - og det var, apropos store højdepunkter på fodboldbarometret også i 1994, at Give Fremad for første gang afholdt DBU’s fodboldskole.
Klubben har været en stabil faktor i fodboldskolelandskabet lige siden og har i nu 32 år leveret varen, mestendels i uge 27, den første skoleferieuge. De første par år lå man på omkring 90 deltagere, men de seneste år har tallet ligget omkring 140-155 deltagere, og her i 2026 var der tilmeldt 145 unge fodboldspillere til fodboldskolen i de smukke rammer omkring Waldstadion.
Trænerbesætningen klar 6 uger før opstart
Det fortæller Magnus Rasmussen og Victor Patscheider, der er henholdsvis fodboldskoleleder og trænerleder på fodboldskolen. De to udgør sammen med trænerleder Pelle Rasmussen triumviratet, der står i spidsen for fodboldskolen i år sammen med i alt 19 trænere.
- I år er cirka halvdelen af trænerne nye, mens den anden halvdel er gengangere i forhold til 2025. Rent aldersmæssigt ligger trænerstaben fra 14 til 23 år, og i år har der været pænt run på i forhold til at blive assistenttrænere, mens vi lige har måttet ud at prikke lidt til folk i forhold til cheftrænerposten.
- Men i år var vi faktisk på plads med trænerbesætningen 6 uger før fodboldskolens start, og det var en lettelse og med til at gøre det hele nemmere i forhold til planlægningen, fortæller Victor og Magnus. De kan ydermere berette, at der er en del lokale fodboldgutter fra Give Fremads samlede seniortrup i trænerstaben, både på cheftræner- og assistentsiden, hvor ikke mindst serie 3- og serie 5-holdene har været ganske leveringsdygtige.

Her har vi triumviratet bag fodboldskolen i Give i 2026: Pelle Rasmussen, Magnus Rasmussen og Victor Patscheider.
Maja klar med lækker mad
I år har fodboldskolen den store fordel at kunne trække på Maja og cafeteriet ved campingpladsen i forhold til madordningen, og her kan Magnus og Victor oplyse, at 106 af de 145 børn er tilmeldt denne madordning – og at der hver dag løbende er kommet flere til. Uden mad og drikke duer fodboldheltene jo ikke, smiley.
Spillerne er i aldersgruppen 6 til 13 år, og der spilles bold i 6 timer hver dag, og dagen er typisk delt sådan op, at der om formiddagen arbejdes med de fodboldtekniske ting, mens man over middag orienterer sig mere mod de legebetonede fodboldting – og spiller en masse kampe i bedste VM-stil, hvor man kan opleve imponerende lokale udgaver af Messi, Yamal, Kane og Mbappé.
Fartmålere, fotodag, Føtex-Cup og vandkamp
- Mandag er en klassisk indkøringsdag, hvor vi og trænerne lige skal se det hele lidt an, og det gik gnidningsløst i år. Hvis der er brug for det, kan vi hen over ugen tilpasse grupperne, men generelt bliver spillerne i de gode vante faste rammer i deres startgrupper. Tirsdag har vi som en ekstra sjov ting en fartmåler, hvor spillerne og trænerne kan teste deres skudstyrke.
- Onsdag er det fotodag, hvor alle spillerne, ud over at træne en masse fodbold, bliver fotograferet. Torsdag står der Føtex-Cup, en slags mini-VM, på programmet, og fredag er den store finaledag, hvor spillerne kan spille minigolf og spille kamp mod trænerne – og så piftes det lige op med en fed vandkamp mellem børnene og trænerne, fortæller Magnus og Victor.

Her er den unge mand ude i en vaskeægte Peter Schmeichel-redning - og det endda uden målmandshandsker. Foto: Jim Hoff
Stort skulderklap til trænerne
De vil gerne kreditere spillerne fra klubbens serie 3- og 5-hold for at stille op som trænere her til fodboldskolen.
- Det er nogle gode, unge gutter, der giver flot tilbage til klubben og fællesskabet ved at tage en tjans som trænere her på fodboldskolen. Stor respekt herfra til dem. Det giver bare så meget med de her gode lokale drenge, og også dejligt, at så mange af spillerne på U15 og U17 tager tjansen som assistenttrænere – på den måde giver de også meget tilbage til klubben, lyder det anerkendende fra Victor og Magnus.
De to skal sammen med deres makker Pelle naturligvis også have et stort skulderklap for deres indsats som ledere og trænerledere på fodboldskolen. De spiller alle tre i klubben på serie 1 (Pelle og Magnus) og serie 3 (Victor er spillende træner), og de er med deres entusiasme omkring fodboldskolen klart med til at løfte fodboldskolen til stor glæde for de 145 deltagere, der dette år alle var klædt totalt i rødt.
Og når man ser den spontane spilleglæde og det fine kammeratskab, der løber hen over ugen på fodboldskolen herude i Give, så lever man snildt med, at Danmark ikke kom med til VM – for det er her ude i de lokale klubber, at det rigtige VM i fodbold udspiller sig!
Du kan se flere fotos fra fodboldskolen i Give HER

Trænerne var også 100 procent klar på at få målt deres skudstyrke - og her ser vi en smuk og kraftfuld udgave af et veludført powerfyldt vristspark. Foto: Jim Hoff















































