Borgmestermøde i Grønbjerg: Er Elkjæskolen i fare for at blive lukket?

I forbindelse med borgmestermødet i Grønbjerg, hvor Jens Ejner Christensen stillede op til en uformel snak med borgerne om livets gang i det lille lokalsamfund, var den lokale skole på dagsordenen. Kommunens mest moderne skole er nemlig udfordret af faldende elevtal. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

SKOLELIV: I dag består Elkjærskolen i Grønbjerg-Langelund af to enheder, en almendel og en specialafdeling. Ifølge afdelingsleder Karina Hasselstrøm er der 48 elever i almendelen, mens specialafdelingen, der rummer elever fra for 0. -6. Klasse, ligger på 44 elever.  

Altså i alt 92 elever, og skolen er i sin tid normeret til 220 elever. 

Det vigende elevtal i almendelen medførte, at skoleforvaltningen i 2020 valgte at oprettet en specialafdeling på skolen, så de fine lokaler og den gode særdeles børnevenlige beliggenhed i virkelig fine omgivelser i højere grad kunne udnyttes. 

Kan man bevare en skole med 92 elever i sparetider? 

Skolen er dog stadigvæk udfordret, måske ikke lige her og nu på sin eksistensberettigelse, men i forbindelse med at børne- og familieudvalget i Vejle Kommune har meldt en spareplan ud, hvor der skæres 33 millioner kroner ud af budgettet. Planen er en “worst case scenario-plan", idet de mere optimistiske i byrådet vurderer, at det reelle tal mht. Besparelser, kommer til at ligge omkring de 21 millioner kroner. 

Blandt spareforslagene ligger en række besparelser på lønninger i forhold til både almendelen og specialtilbuddene i kommunen.   
Besparelserne vil derfor ramme de lokale folkeskoler, og det har bragt Elkjærskolen, der både rummer almendelen og specialklassedelen, frem i spareknivens skarpe søgelys.  

Og det er noget der i den grad bekymrer borgerne i Grønbjerg-Langelund-området.  

Eleverne på Elkjærskolen kunne for nylig fejre 20-års fødselsdag, men det er uvist, om skolen overhovedet når at fejre 25-års jubilæum grundet vigende elevtal. Foto: Jim Hoff

“Det handler om mere end skolebusser” 

Derfor var det også et tema denne eftermiddag, hvor flere spurgte ind til, hvordan borgmesterens er skolens fremtid i forhold til det politiske syn på den nuværende situation, hvor fælere var inde på den “håbløse situation omkring skolebusserne i området”.  

-Det er rigtigt, at der i de forskellige udvalg tales om, at der et vigende elevtal på skolen. Derfor skal vi finde ud af, hvad der skal til for at det kan ændre sig. Der skal lavest en holdbar løsning, en strategi og en plan, der peger konstruktivt fremad – og de skal laves i tæt samarbejde med lokalbefolkningen herude. Skolen her er en livsnerve i samfundet, både mht. til selve skoledelen, foreningslivet og det kulturelle.  

-Men det handler om mere end skolebusser det her. Jeg erkender, at I er omringet af 3 privatskoler, der henter og bringer børn fra deres indkørsel, og jeg erkender også, at områdets eneste daginstitution, Karla Grøn, ligger klos op ad friskolen i Karlskov. Der er udfordringer nok. Dog vil jeg her gerne sige, at det ikke er på tale nu i byrådet at tale ny skolestruktur. Her og nu handler det om for lokalsamfundet herude at skabe nogle gode perspektiver, som peger positivt fremad i forhold til at bevare Elkjærskolen, lød rådet fra Jens Ejner Christensen. 

“Vi mangler vores egen børnehave”! 

Fra salen kom et modsvar på problematikken med, at skolen ikke har sin egen børnehave tæt ved skolen.  
-Det ville klart være det smarteste, hvis vi have en børnehave her ved skolen. For nogle år siden forsøgte vi at komme igennem med et forslag med at etablere en børnehave her. Vi har kvadratmeterne, og vi kunne også selv komme op med lidt midler at smide i projektet– men det blev så bare aldrig til noget. Hvis det skal nytte noget i forhold til den nuværende situation, så skal det altså snart være med en børnehave her ved skolen, lød argumentet i forhold til at skabe en naturlig ‘fødekæde’ af børn til skolen.  

Borgmesteren var ikke uenig i, at der er smart at skolen har sin egen børnehave på eller tæt ved skolen.  

- I forhold til at gøre skolen levedygtig, så handler det om, at tingene skal være levedygtige på sigt, og det handler om at skabe en positiv spiral. Så kan tingene også lade sig gøre, og her ligger der en opgave for lokalsamfundet, konstaterede borgmesteren.  

Området drænes for børn 

En anden problematik er også, at der i området mangler dagplejere. Det synspunkt blev fremlagt af en af aftenens mødedeltagere.  

-Det er mere og mere sådan, at vi skal aflevere vores børn i Give, og det er ikke fordi, vi har noget imod Give, men vi drænes simpelthen for børn her i området. Dette sammenholdt med miserable busforbindelser og konkurrencen fra 3 friskoler gør det svært for os herude i forhold til at fastholde børnene på Elkjærskolen. Der er jo egentlig mange børn herude, men de er bare mange andre steder end på skolen – af de årsager vi har nævnt her i aften.  

Borgerne i Grønbjerg-Langelund er bekymrede for, om de kan beholde deres skole efter en lang periode med vigenfe elevtal. Foto: Jim Hoff

“Vi skal have vores eget skoledistrikt” 

Den lokale byrådspolitiker Søren Broch (V) var også med til mødet, og han fremførte også en problematik, der i hans optik har været skidt for området og skolens generelle udvikling. 

- I 2012 indførte man fælles ledelse på de fire skoler i Grønbjerg, Givskud og Ikærskolen og Søndermarkskolen i Give. Dermed blev Elkjærskolen en afdeling under Firkløverskolen, og det er ikke optimalt. Jeg mener, at vi mangler, at vi har vores eget skoledistrikt med vores egne ledelse og identitet. Fik vi det, ville det styrke skolen, lød vurderingen fra Søren Broch. 

“I skal søge den tætte dialog med BFU” 

Konklusionen på debatten blev, at man fra politisk hold anbefalede borgerne i Grønbjerg-Langelund til at etablere et lokalt udvalg, der kan gå i tæt dialog med Børne- og Familieudvalget i Vejle Kommune. 

- I skal have identificeret alle jeres udfordringer mht. skolen og grunden til de faldende elevtal, og så skal I være klar med nogle løsninger på de forskellige udfordringer og problemer. Dette er den rigtig model for diskussionen. Og så skal I også være indstillede på, at den slags her skal have tid til at blive arbejdet godt igennem, lød rådet fra borgmesteren. 

Det lokalvalgte byrådsmedlem, Søren Broch (V), efterlyser, at Elkjærskolen bliver selvstændig med eget skolesdistrikt igen. Foto: Jim Hoff

Ingen decideret kommunal smertegrænse mht. elevtallet 

Adspurgt om kommunen har en decideret smertegrænsen mht. elevtal og skolelukning, kunne borgmesteren afvise en sådan model.  
- Vi opererer ikke med en fast bundgrænse, hvor vi siger, at er der under x antal elever, så lukker vi en skole. Der er så mange forskellige ting på spil, og derfor vurderer vi tingene fra sag til sag. Og vi skal også tage højde for, at vi hvert år for tilflyttere til kommunen. Her viser nye tal, at det ikke mere er så meget selve Vejle by, men derimod mere landdistrikterne og byerne i kommunens opland, der nu får øget tilvækst på befolkningssiden.  

- Og de 1000 tilflyttere vi har fået her, det er tilflyttere af ikke-dansk herkomst, heriblandt også familier med børn, som skal i skole, så der er flere faktorer i spil, som betyder, at vi skal tænke langsigtet - også mht. vurderingen af behovet for skoler i de forskellige områder, forklarede Jens Ejner Christensen. 

Lokal kampkraft tilsat kommunal goodwill kan holde liv i skolen 

Afslutningsvist konkluderede borgmesteren, at det helt grundlæggende handler om for borgerne og skolens personale at lave en så attraktiv skole som muligt i forhold til at beholde skolen.  

Og man kan komme langt med lokal kampkraft, der har borgerne i Grønbjerg-Langelund selv vist i flere sammenhænge - men uden kommunal velsignelse og goodwill i forhold til at holde gang i kommunens nyeste skole kan det naturligvis ikke lade sig gøre. 

Læs mere om borgmesterens kaffemøde med borgerne i Grønbjerg-Langelund HER