
Mange nye beboere til byen
Billedtekst: Ingolf Steffensens ”Kurv” står nu placeret ved indfaldsvejen til Give ved Sdr. Ringvej og Diagonalvejen Han bidrager til den kommende udstilling med tre nye værker, ”Isabella”, ”Universet” og ”Matahari”. Foto: Jim Hoff
Der bliver nok at se på, både til den store åbningsdag og til de tre traditionelle skulpturvandringer
Af Børge Larsen
30 nye skulpturer er på vej til landets største galleri – i det fri. De skal være med til at fylde de huller, der er opstået, fordi der også er sket en masseudvandring fra sidste års udstilling.
Dels til Galten, som tidligere beskrevet, og dels fordi en del værker skal hjem til kunstnerne. Og endelig er Henrik Voldmesters ”Bamse på skateboard” solgt til Fredericia, men bamsen får lov at blive i byen frem til november.
De nye skulpturer er så småt ved at indfinde sig i byen. For nogle af værkerne er der tale om gensyn med kunstnere, der enten har haft værker med før eller har optrådt i andre sammenhænge med skulpturby-aktiviteter.
Blandt dem er Søren Lyngbye, der mange gange har deltaget i iskulpturfestivalerne. Han deltager i årets skulpturudstilling med værker ”Timeglasset”.
Mere genkendelse vækker Ingolf Steffensen måske. Hans markante ”Kvindekrop” i rustfrit stål har været placeret flere steder i byen. Han bidrager til den kommende udstilling med tre nye værker: ”Isabella”, ”Universet” og ”Matahari”.
Også Bo Karberg turde være kendt af de mange, der jævnligt stopper op ved skulpturbyens mentale rastepladser. Dels var han ikke mindst i skulpturbyens første år en stor og skattet bidragsyder, dels er han manden bag den markante ”Solhjul” i rundkørslen ved Hjortsballe.
10 og 20-års jubilæum
Den blev opstillet for 10 år siden og det skal naturligvis fejres. Det samme skal selve skulpturbyens 20-års fødselsdag. Hvordan de to jubilæer konkret markeres, er endnu ikke helt fastlagt, men foreningens bestyrelse arbejder intens med at planlægge fejringen.
I år bliver Bo Karbegs værk ”Dreamcatcher” en del af de mange værker, der kan nydes i Give.
De mange værker er i disse dage ved at finde deres plads, så det hele er klart til kunst- og skulpturfestivalen. Den finder i år sted onsdag 4. juni.
Inden skal værkerne dog fotograferes til det nye katalog, der også skal være klar til uddeling til den store åbningsdag 4. juni.