BoxGive: Bjarne åbner depot- og opbevaringsrum i Give i tidligere cykelbutik

Foto: Bjarne Sandfeld har her i september måned åbnet depotrummet BoxGive på Præstevænget 55 i Give. Foto: Jim Hoff

På adressen Præstevænget 55 i Give har der gennem årene ligget en del forskellige butikker lige fra bilforhandler over købmandsbutik til cykelhandler. Seneste tiltag i lokalerne kommer fra lokale Bjarne Sandfeld, som under navnet Box Give har åbnet depot og opbevaringsrum.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

BUTIK OG ERHVERV: I en årrække lå der på Præstevænget 55 i Give en god og velrenommeret cykelbutik drevet af Peter Hansen, men da stedets ejer, Jørgen Graver, i 2024 satte lokalerne til salg, valgte Peter at gå på pension fra tilværelsen som cykelsmed.

De nu ledige lokaler blev efterfølgende opkøbt af Bjarne Sandfeld fra Give, og han havde en plan.

- Da jeg læste artiklen i Vores LokalAvis om, at Jørgen Graver havde sat lokalerne på Præstevænget 55 til salg, kom der pludselig en idé til mig. Jeg blev inspireret til at oprette lager- og depotrum i lokalerne, og så bød jeg på bygningerne – og så fik vi en handel i hus omkring sommerferien 2024, fortæller Bjarne.

Råder over 38 rum

Efter overtagelsen, der blev endeligt effektueret pr. 1. november 2024, gik Bjarne så i gang med at bygge om og renovere lokalerne, så de blev egnede til depotrum.

- Jeg har selv lavet det meste, men der har naturligvis været koblet håndværkere på til nogle af opgaverne. Jeg har brugt rigtig mange weekender og aftener her på adressen, og derfor er det superdejligt nu at kunne melde ud, at alt er klar. Jeg har i alt 38 rum i størrelsesordenen 1,3 m³ og op til 42 m³, og lokalerne er tørre og opvarmede, ligesom der er videoovervågning. Og så er det også vigtigt at understrege, at lokalerne er godkendt af brandmyndighederne.

- Booking af rummene foregår via min hjemmeside boxgive.dk, eller man kan kontakte os, så hjælper vi med at finde den løsning, der passer bedst til kundens behov. Når man har booket et rum, får man en kode, som man bruger ved porten, så man kan logge ind. Det kan man i tidsrummet 6.00 til 22.00, hvor man kan komme og gå efter behov, forklarer Bjarne.

God central placering

Han er rigtig glad for placeringen af sine depotrum, idet Præstevænget er en central beliggenhed i byen med gode adgangs- og parkeringsforhold, og bygningerne har stor synlighed med en beliggenhed lige ud til Tykhøjetvej.

- Det har da været en lang proces at forvandle den tidligere cykelbutik med dertil hørende værksted, lager og garage til isolerede og frostfrie depotrum, men nu er jeg klar, og jeg synes da også, at det har pyntet på bygningerne med den nye renovering og den nye sorte facade, konstaterer Bjarne, der kører BoxGive ved siden af sit civile job.

 

Bjarne har selv lavet det meste af håndværkerarbejdet med de 38 depotrum, der spænder fra 1,3 m³ til 42 m³. Foto: Jim Hoff 

Andre læser

6. årgang er klar: Så er der kommet gang i gå- og cykelbussen på Firkløverskolens Ikærafdeling

Efter 9 år i Give er det slut: Boutique Mary lukker!

Lav æblemost og forsvind i halmlabyrinten: Familievenligt høstmarked i Givskud Zoo

Stærk kvartet hentede DM-guld til den lokale kroketklub

Rigtig mange frivillige gør en kæmpe indsats i Vejle Kommune – og de hyldes nu til Frivillig Fredag

Flot skolejubilæum: Pia har i 40 år leveret både den faglige og menneskelige vare i børnenes tjeneste

Sejr over topholdet: Give snupper kæmpeskalp i Kolding med helt ny keeper mellem stængerne

Først i pokalen - så i turneringen: Aarhus Håndbold gjorde igen det onde ved Give

Kroen koger: Musikalsk overflødighedshorn af stærke DJ's sætter gang i lakskoene