
Premiere i Danmarks hyggeligste kælder: Kælder-Vin inviterer til Vin Festival
Foto: Hvis du kunne tænke dig at komme til gratis vinfestival i Give, så er Malthe Overmark og Johnny Mortensen klar i Kælder-Vin den 7. juni. Foto: Jim Hoff
Lørdag den 7. juni lancerer Johnny Mortensen og Malthe Overmark en for Kælder-Vin debut-event, når de fra middag og nogle timer frem inviterer til Vin Festival på Rådhusbakken 29. På trods af firmaets navn er det altså første gang, man afholder en decideret vinfestival.
DET GODE BUTIKSLIV: Vinfestivalen kommer til at fungere på den måde, at man dukker op på matriklen, hvor man får et glas i hånden og et katalog med de forskellige vinhuse og vine samt priser på vinene.
- De forskellige vinhuse er repræsenteret ved forskellige borde, som man frit kan gå rundt ved. Alle vinhusene er vores egne importerede vine. Der vil i alt være mulighed for at smage på minimum 50 forskellige vine. Det er første gang, vi prøver at afholde denne vinfestival, og vi har dermed gjort det gratis at deltage for at trække så mange folk til som muligt, fortæller Malthe fra Kælder-Vin.
Handler med passionerede vinfolk
Man vil rigtig gerne have, at folk melder deres ankomst, så Kælder-Vin-folket har en idé om, hvor mange gæster, de skal forvente på dagen.
- Man kan tilmelde sig via vores hjemmeside, hvor man finder mailadresse og tilmeldingslink, fortæller Malthe.
Han pointerer, at noget af det, der betyder allermest for Kælder-Vin, er butikkens egen importerede vin.
- Der er intet bedre end at rejse ned og blive mødt med en varm krammer fra en af vores gode venner og samarbejdspartnere. De hårdt arbejdende hænder er store, men hjertet endnu større. Vi handler med folk, der arbejder lige så meget med hjertet, som vi selv gør. Det er passionen for landbruget, arbejdet i kælderen og ikke mindst det færdige produkt, der gør vin til noget helt særligt. Derfor har vi nøje udvalgt de vinhuse, vi samarbejder med, understreger Malthe.
Smag vin fra 6 vinhuse
Han kan oplyse, at Kælder-Vin pt. samarbejder med 4 forskellige vinhuse: Weingut Abril fra Baden, Tyskland; Weingut Mohr fra Rheingau, Tyskland; Philipps Eckstein fra Mosel, Tyskland; og Denis Meyer fra Alsace, Frankrig.
- Men vi har faktisk op til vores vinfestival fået 2 nye vinhuse som samarbejdspartnere: Robert König fra Rheingau, Tyskland; og La Dame fra Valpolicella, Italien.
- Det vil altså sige, at man kan smage vin fra hele 6 forskellige vinhuse til vores vinfestival, lyder det afslutningsvist fra Malthe.