Sol over Gadbjerg – lokalt bysamfund med på den grønne bølge
Foto: Give Vandværk får i disse dage påmonteret solceller på taget af bygningen på Buen 29. Derudover installeres der også en 30 KW batteripakke inde i bygningen. Foto: Jim Hoff
På adressen Buen 29 i Gadbjerg finder vi Gadbjerg Vandværk AMBA, et privat vandværk der forsyner godt 415 forbrugssteder i lokalområdet med rent drikkevand fra værkets 2 boringer i Gadbjerg skov. Nu er vandværket så i gang med at fremtidssikre driften. Hvad det går ud på, kan du læse om her.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GADBJERG: Bestyrelsen i Gadbjerg Vandværk er nu godt i gang med at fuldføre den beslutning, man tidligere har truffet om, at der skal installeres solceller på vandværksbygningen på Buen 29 i Gadbjerg.
Det oplyser Hans Thomsen, der er sekretær i vandværkets bestyrelse, og han kan oplyse, at der rent faktuelt er tale om et 16 KW anlæg, der placeres på taget af vandværksbygningen, og at en 30 KW batteripakke skal placeres inde i bygningen.
God ide at være tilmeldt SMS-service
- Selve solcellerne blev lagt op den 15.8. og resten af installationen sker den 20.8. - hvor elarbejdet med tilslutning af batteripakken til forsyningsnettet også gennemføres. - men først fra kl. 22 - 23, da det vil medføre afbrydelse af vandforsyningen til alle vore ca. 440 forbrugere, oplyser Hans.
Han kan ydermere oplyse, at alle forbrugere, der har tilmeldt sig SMS-service får en besked omkring lukningen.
- Så det er en rigtig god ide, at være tilmeldt denne service. Vi informerer også via vores side på "Gadbjerg.dk" samt Facebook, fortæller Hans Thomsen.












































