Y’s Men Klub Give: Vi gør en forskel for andre, hinanden og den enkelte

Foto: Kjeld Kristensen og Jørn Jessen fra kommunikationsudvalget i Y's Mens Klub Give fortæller i denne artikel om klubbens virke og værdisæt. Klubben har fast base i Give Sognehus, som vi ser her i baggrunden. Foto: Jim Hoff

Y’s Mens Klub Give har eksisteret siden 1979 og er et fællesskab for voksne, som vil være en del af et fællesskab og et netværk, og som vil deltage i støtte- og hjælpearbejde. Et sted hvor man gør en indsats både lokalt og internationalt for medmennesker, der har behov for hjælp af den ene eller anden årsag. Læs her mere om klubbens virke og værdier.

 Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE-EGNEN: Kigger vi på det fundamentale værdisæt for Y’s Mens Klub, så handler det om et aktivt, åbent og kristent værdibåret fællesskab for voksne, der er klar til at gøre en forskel for deres medmennesker både lokalt og internationalt.

- Det er vigtigt, at vi kommer med en handlingsbaseret og jordnær tilgang til tingene. Det handler om at orientere os mod folk, der mangler hjælp og støtte, og frem for alt er det vigtigt at gøre noget for folk, der er ramt af forskellige udfordringer i deres liv. Det er ikke noget med, at vi ”skal ud at redde verden”. Det handler om at hjælpe folk i nød, give dem værktøjer til et bedre liv og at få samlet penge ind til disse gode formål, konstaterer Kjeld Kristensen og Jørn Jessen, der sidder i kommunikationsudvalget i Y’s Mens Klub Give.

Opererer lokalt, nationalt og internationalt

De fortæller, at Y’s Men retter opmærksomheden mod både udfordringer i lokalområdet, nationale udfordringer og internationale opgaver. Man er løbende opmærksom på opgaver, der kræver medmenneskelig handling eller indsats, hvor klubben kan gøre en forskel.

- I lokalområdet deltager vi med konceptet ”Jul i Fællesskab”, som er et arrangement juleaften, hvor klubben sammen med menighedsrådet i Give laver juleaften for og med mennesker, der er alene juleaften.

- Igennem mange år har klubben ligeledes lavet praktiske indsatser for flygtninge i Giveområdet – det handler om ekstra danskundervisning, lektiehjælp, at skaffe ting til børnefamilier og meget mere, fortæller Kjeld og Jørn.

Med i tre stærke nationale tiltag

Kigger vi mere bredt nationalt, kan de to herrer oplyse, at Y’s Mens for tiden er involveret i tre initiativer, hvor man indsamler penge til de følgende indsatsområder:

1. Fredens Hus i Brabrand/Gjellerupparken ved Aarhus.

2. Indsamle midler til undervisningsmaterialer til folkeskolerne om fællesskaber, som er en indsats for børn, som oplever ensomhed.

3. Et værestedstilbud til unge, som oplever ensomhed - kendt som Fair House-projektet under KFUM og KFUK.

Aktive i Bangladesh og Lesotho

Kjeld og Jørn kan også her berette om opgaver internationalt.

- Kigger vi på den internationale indsats, handler det typisk om at indsamle penge til hjælpearbejde i den tredje verden. Det kan for eksempel være Spedalskhedskommissionen, hvor vi på spedalskhedshospitalet i Bangladesh bidrager til, at forældre kan undervises i, hvordan de bedst træner og udfordrer deres spedalskhedsramte børn efter hospitalsopholdet, og hvordan de kan arbejde med følgevirkningerne af den spedalskhed, som børnene har været ramt af.

- Et andet eksempel på internationalt hjælpearbejde er bæredygtighedsprojektet i Lesotho i det sydlige Afrika. Her har vi fokus på at bekæmpe jorderosion og forbedre levevilkårene gennem træplantning, forbedring af lokale skolefaciliteter og uddannelse af unge i frugttræsdyrkning.

Sognehuset som fast base

Nu vender vi os så mere mod det lokale setup hos Y’s Mens Klub i Give, hvor man i skrivende stund har 22 medlemmer, både mænd og kvinder.

Det er klubbens formål at tage initiativer til at yde medmenneskelige indsatser i lokalområdet, hvor det også handler om at indsamle penge, så man kan støtte både lokale og internationale initiativer og gøre en medmenneskelig indsats over for mennesker, der er udfordret på den ene eller anden måde.

- Vi har generelt et særligt fokus på indsatser for børn og unge, og på dem som har en stærk lokal forankring i de områder, som er udfordret. Vi mødes i Give Sognehus, som er vores faste base, og vi mødes hver tirsdag i de ulige uger fra klokken 18.00 til 20.00 – undtaget i sommerperioden, oplyser Jørn og Kjeld.

Motiverende at kigge ind i fremtidige opgaver

Derudover har klubben tre til fire fællesarrangementer hvert år, ligesom der inviteres på en årlig udflugt samt til virksomhedsbesøg et par gange om året.

- Her kan alle være med. Alle er velkomne i klubbens værdibårne kristne fællesskab, hvor vi rækker ud og handler i forhold til medmennesker, der har behov for hjælp. Det, der driver os, er ikke de ting, vi har udrettet – det er de ting, vi kigger ind i af forskellige hjælpeopgaver i fremtiden. Det er meget motiverende at tænke på, hvad der ligger foran os – og det, at vi ved, at vi kan gøre noget godt for andre også fremover. Og som sagt: Det er ikke noget med, at vi redder verden; vi har en ydmyg tilgang til det hele – og fremfor alt handler det om, at vi gør noget, pointerer de to herrer.

Alle med det rette menneskesyn kan være med

De forklarer, at medlemsflokken i Y’s Mens Klub Give er en dejlig broget skare, hvor det rent socialt er rart at være med.

- Nogle elsker at gøre en god social indsats, nogle kan godt lide at være en del af organiseringen af de forskellige ting og være med til at gøre en forskel, nogle kæmper for de større ting ud fra gode kristne værdier, og andre finder en god og stærk identitet i at være med i Y’s Mens Klub her i Give.

- Og igen vil vi understrege, at vi er åbne over for mange mennesker. Det handler om, at man vedgår sig det kristne budskab, at man kommer med medmenneskelighed, og derfor kan muslimer, for eksempel, også godt være med i Y’s Mens – de skal simpelthen bare komme med det rigtige menneskesyn, pointerer Kjeld og Jørn.

Andre læser

Yogalærer fra hjertet: Matilde hjælper folk til at finde ro gennem blidt yogaforløb

Nyt fra skolejournalisterne i Thyregod: Skør i bolden

Stor spørgelyst: Velbesøgt infomøde om Give-Billund motorvejen

Folketingspolitiker ser stort potentiale i etablering af Børnekulturhus i Vonge

Så sker det snart: Givskud Zoo åbner lørdag den 21. marts

Valgflæsk og valgmøde: Fint vælgermøde på Give Camping med Vind og Melson

Ingen gevinst i hovedstaden: Give i svær opgave mod stærkt og overlevelsessultent københavnerhold