Årsmøde i FrivilligCenter Give med bondesuppe og hjemmebagte småkager

Foto: Der var mødt 95 op på Museum Give til dette års årsmøde i FrivilligCenter Give. Privatfoto

Onsdag den 11. marts har der været afholdt årsmøde for de frivillige i Gamle Give Kommune med 80 deltagere og en hyggelig eftermiddag på Museum Give, der trakterede med lækker mad, og hvor der også var plads til foredrag samt den årlige generalforsamling.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Der var dømt god gammeldags madhygge på Museum Give, da FrivilligCenter Give afholdt deres årsmøde her. Her blev der nemlig serveret bondesuppe med brød, frikadeller, kartoffelsalat og grøn salat, alt hjemmelavet samt ostebord, kaffe og hjemmebagte småkager.

Det oplyser Petra Raundahl, der er formand for FrivilligCenter Give.

- Den gode mad og servering skal ses som en tak og en påskønnelse af det store arbejde de frivillige udfører i vores del af kommunen. Eftermiddagen indeholdt udover den gode mad naturligvis også generalforsamling samt foredrag med Stig Glent Madsen, fortæller Petra.

 Formanden for FrivilligCenter Give, Petra Raundahl, fortæller her i denne artikel om årets gang og aktiviteterne i foreningen. Privatfoto

Støtte, fremme og koordinere det frivillige arbejde

Hvis vi lige kigger på formålet med Frivillig Center Give, så er det et koncept, der handler om at støtte, fremme og koordinere det frivillige sociale arbejde og de frivillige i Give-området. - Desuden har centeret til opgave at informere om frivilligt socialt arbejde og at formidle frivillige og borgere til de forskellige frivillige sociale foreninger i området.

FrivilligCenter Give ledes af en styregruppe på 8 personer, heraf har de to tilknytning til henholdsvis Ældre sagen og Røde Kors, oplyser Petra.

Hun kan ydermere berette, at styregruppen består af følgende 8 medlemmer: Knud Møller, Kirsten Johansen, Nina Thomsen, Kjeld Kristensen, Hanne Lund, Karen Rye, Kirsten Glassow og Petra Raundahl.

Knud Møller repræsenterer Røde Kors og Karen Rye repræsenterer Ældre sagen. Petra Raundahl sidder desuden i Ældrerådet i Vejle Kommune.

Styregruppen mødes ca. 10 gange årligt, og møderne holdes i Røde Kors ’ mødelokale Vimmelskaftet 17. FrivilligCenter Give modtog i 2025 35.500 kr. fra Vejle Kommune i Paragraf 18 midler.

Bred vifte af gode tilbud

Kigger vi på de palette af fine tilbud, som tilbydes under FrivilligCenter Give, så kan man se, at der er mange rigtig gode tiltag, som vi oplister her:

Økonomirådgivning, omsorgssamtaler, bisidderordningen, Home Start ved Susanne Vistesen, værktøjskassen, computer og mobilhjælp, der frivillige aflastningsordning, madlavning for mænd, vågetjenesten, besøgstjenesten, telefontjenesten, Sinds onsdagscafé Grundtvigsk Forum, aktive ældre, Herreværelset, Red Barnet, Familieværkstedet, og Solsikken for unge mødre.

Nyhed: Sorggruppe

- Som man kan læse, så er der rigtig mange forskellige initiativer på det frivillige område. Det sidste nye er en Sorggruppe, der er etableret og drives af præsterne fra Give, Thyregod og Ringive. Også besøgstjenesten, vågetjenesten og bisidderordningen er meget efterspurgt, siger Petra og tilføjer:

- Pjecer og foldere er placeret på strategiske steder, hvor det giver mening eks. Lægehus, Plejecentre, Bibliotek og Sundhedshus. På Hjemmesiden ”Aktiv Sammen”, der styres af Vejle Kommunes frivilligkoordinator ses vores lokale tilbud også.

Petra pointerer, at der bliver ydet et stort stykke arbejde i de små og store foreninger ude omkring. Unge deltager også, måske bare på en anden måde.

- Vi har også skoleelever, der kommer på Kastaniehaven og hygger med de ældre. Det er godt for de ældre, men det er også godt for de unge. Vi har alle brug for at føle os set, hørt og anerkendt. Det kan man gøre på forskellige måder, konstaterer Petra.

Danmark fattigere uden den frivillige indsats

Hun understreger, at vi i Danmark har et helt unikt frivilligt beredskab, der står klar med det, der ikke er en kommunal opgave.

- De frivillige kan sige ja til opgaver, men også sige nej. Ofte er det jo Tordenskjolds soldater, der er aktive i mange forskellige sammenhænge, og derfor kan man måske føle et vist pres ind imellem. Da skal man huske, at man godt må sige nej.

- Og så er det vigtigt, at vi som frivillige husker at anerkende hinanden og bærer over med de små fejl, vi alle kommer til at lave, når vi laver noget. Det frivillige arbejde rummer så mange glæder og har så stor betydning for andre, at uden den frivillig indsats båret af en helt særlig kultur i Danmark, var vi et helt andet sted og ikke mindst et meget fattigere land, lyder den glimrende pointe fra formanden for FrivilligCenter Give.

 

Andre læser

Pippi og Mars: Børnene på Firkløverskolens Ikær-afdeling tog lige på fantasirejse en uges tid

Stor afskedsseance: Give HK har sagt farvel til 9 spillere – og det stopper næppe her!

Stolt og bevæget Vagn Degnbol klippede snoren til Museum Gives nye særudstilling

Flot opvisning: Øster Nykirke IF har fået godt fat i gymnasterne

Golfklubbens klubsekretær overraskende vinder af Vores Lokalavis’ tipsdyst

Ny natursti på 175 km. indviet ved flot event på Tinnetgaard

Skuffende sæsonstart for Give: Fra 2-0  til 2-2 mod Comeback Kids fra Ry