Børnene fejrede demokratiets dag: Grundlovsfest på Filskov Friskole og Børnehave
Foto: Torsdag den 4. juni afholdt Filskov Friskole Grundlovsfest med børn og elever fra børnehaverne og skolen – og her lærer de også noget om afstemninger. Privatfoto
Den 5. juni er en ganske speciel festlig dag i Danmark, for denne dag fejrer vi både Fars Dag og Grundlovsdag. Det var netop den sidstnævnte event, der var i fokus, da eleverne og børnene på Filskov Friskole og Børnehave den 4. juni afholdt en rigtig fin Grundlovsfest.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE SKOLELIV: Ingen tvivl om, at langt de fleste skole- og børnehavebørn ved, hvad Fars Dag handler om. Men når snakken falder på Grundlovsdag, så bliver der som oftest lidt mere stille i klasselokalerne og spørgsmålstegnene står i kø.
Derfor er det oplagt, at skolen og børnehaven giver de unge mennesker "et grundkursus" på denne demokratiske dag, og det var netop, hvad der skete på Filskov Friskole og Børnehave den 4. juni – dagen før Grundlovsdag, hvor man havde en herlig Grundlovsfest.
Underholdende indblik i Grundloven
Det fortæller viceskoleleder Lone Skovgaard, der kan berette om en fantastisk god dag i netop demokratiets tegn.
- Dagen begyndte med et spændende og underholdende indblik i Grundloven, som lærerne formidlede gennem læsespil og fællessang. På den måde fik børnene en sjov og lærerig introduktion til demokrati og medbestemmelse. Her blev der fortalt om ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, undervisningspligt og trosfrihed, fortæller Lone.

Efter den legende indlæring af principperne omkring Grundlovsdag stod der leg på plakaten. Privatfoto
Jordskredssejr til flødeboller og kage
Men det var ikke kun som tilhørere, at børnene fik mulighed for at ’smage på’ demokratiets mange fordele. De blev også en aktiv del af den demokratiske proces.
- Som en del af fejringen fik demokratiet lov til at tale, da børnene fra både skolen og børnehaven stemte om: lektier, leg eller søvn, kiks og saftevand, kage og flødeboller eller gulerødder og æbler.
Her endte afstemningen pudsigt nok med at pakken med ’leg og kage og flødeboller’ blev valgets helt store vinder, konstaterer Lone med et stort smil. Og dermed undgik man en lang runde med en kongelig undersøger i spidsen, som vi jo ellers er ved at blive ret gode til her i demokratiets højborg i Danas Have.

Flødebollekasteventen tog kegler både hos eleverne og de voksne. Privatfoto
Lege fra de go’e gamle dage
Efter det langt fra overraskende valgresultat var der dømt sport, motion og konkurrencer.
- Her blev der dystet i aktiviteter inspireret af gamle danske lege. Der var blandt andet dåsekast, kartoffelløb, blindebuk og gang på stylter m.m., som skabte masser af smil, grin og fællesskab på tværs af børnehaven og skolen. Dagen blev rundet af med kagehygge og det populære flødebollekast, som var et stort hit blandt både børn og voksne, fortæller Lone.
Hun kan ydermere oplyse, at fonden ’Grundlovsfesten’ havde doneret 3.000 kr. til denne fine dag, hvilket var med til at gøre festen endnu bedre.
- Vi vil gerne sende en stor tak til alle, der var med til at gøre dagen helt særlig. Nu må demokratiet vise, om vi gentager succesen næste år, pointerer Lone med et glimt i øjet.

Det blev en rigtig fin Grundlovsfest med en masse aktiviteter, der ramte plet. Privatfoto














































