Vild præstation: Give Atlet Klub hentede 3 guldmedaljer ved de Nationale Begyndermesterskaber

Foto: Her har vi dem så, de tre DM-vindere fra Give Atlet Klub: Eskild Zabell, Julie Ospa Sommer Hove og Lauge T. Kristensen. Foto: Jim Hoff

Det blev en helt forrygende oplevelse for Give Atlet Klub, da klubben i weekenden 29.-31. maj hentede 3 guldmedaljer ud af 3 mulige med deres tre ungdomsboksere Julie, Lauge og Eskild. En helt igennem historisk præstation for den lokale bokseklub.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Det kan godt være, at Danmark her i disse dage har fået en ny lilla regering efter historisk svære forhandlinger, men det er ikke kun på Christiansborg, der er blevet skrevet historie i den forløbne uge.

For den lokale bokseklub i Give, Give Atlet Klub har, apropos historiske farver, også leveret en gylden præstation, da klubben ved de Nationale Begyndermesterskaber i Høje Tåstrup hentede hele 3 guldmedaljer - ud af tre mulige!

Fin hyldest af DM-vinderne i klubben

Give stillede med Julie Ospa Sommer Hove i U17 letvægt 57–60 kg, Lauge T. Kristensen i U15 let myggevægt 43–44,5 kg og Eskild Zabell i U15 bantamvægt 52–54 kg – og disse herlige unge mennesker kunne alle tre drage hjem med en guldmedalje hængende om halsen.

Tirsdag aften den 2. juni blev de tre boksere hyldet på behørig vis i bokseklubben af træneren, lederne og boksekammeraterne, og i den anledning talte avisens udsendte med Mathias Holdt, der er kampbokser i klubben med en stribe flotte resultater på CV'et – og som var med som hjælpetræner for de tre ungdomsboksere i weekenden.

DM-guld til Lauge, Eskild og Julie

- Det var en helt perfekt weekend. 3 boksere, der vandt guld, det er vildt. Alle vores boksere var så heldige at gå direkte i finalen, så de havde ikke 2-3 kampe siddende i kroppen, inden de gik i ringen. Lauge mødte en bokser fra Pandrup, og selvom han tabte 1. omgang, så tog han sig flot sammen og gik i ringen med en ny taktik – og vandt dermed en suveræn 5-0-sejr.

- Eskild var ude i en rigtig tæt kamp mod en bokser fra Wedala i Vejle. Her mødte han hård modstand fra en bokser, der var rigtig god til at undvige Eskilds slag. Men Eskilds aggressive og pågående stil betød, at han vandt en fin sejr på point med 4-1.

- Julie var ude i en spændende og hård kamp mod en bokser fra Horsens. Hun vandt dog 3-2, og det gjorde hun, fordi det var hende, der skabte kampen med en offensiv tilgang og fik sat flere gode slag ind, fortæller Mathias.

Fantastisk at være med til at hente 3 guldmedaljer

Han var som sagt med som hjælpetræner i et stærkt trænerteam bestående af head coach Johnny Morell, Peter Vilstrup Tomsen og Margit Weber.

- Det er fedt at være en del af trænerteamet som støttetræner sammen med Margit og Peter. Jeg hjælper til med for eksempel opvarmningen, og mens bokserne er i ringen, har de to coaches i ringside, og så er vi to, der er der for de andre boksere uden for ringen. Det fungerer rigtig godt, og det er helt fantastisk at være med, når vi så lige henter 3 guldmedaljer, lyder det med et stort smil fra den dygtige bokser.

 

Julie, Eskild og Lauge blev hyldet af deres boksekammerater og ledere/trænere tirsdag aften den 2. juni i bokseklubben. Foto: Jim Hoff  

Stolt og rørt formand

Et bredt smil er også det, der sidder godt fast på bokseklubbens formand, Peter Vilstrup Tomsen, da han er klar til at levere guldkorn til den lokale verdenspresse.

- Det er ikke fordi, jeg sveder efter opvarmningen her. Det er simpelthen glædestårer, der løber ned ad kinderne. Det er helt vildt, at vi henter 3 guldmedaljer ud af 3 mulige. Det svarer jo til, at Give vinder Superligaen i fodbold, lyder det med et cykelstyrbredt smil fra den stolte formand.

Talent og stenhårdt arbejde bag succesen

At de tre unge dedikerede boksere nu kan pryde sig med titlen som Danmarksmestre i begynderboksning, handler ifølge Peter i høj grad om hårdt arbejde.

- De tre DM-guldmedaljer er i den grad flødeskummet på lagkagen. Julie, Eskild og Lauge har alle tre arbejdet stenhårdt og seriøst til træning, og de har ydet en masse ekstra ved at deltage i sparring mod andre klubber for at udvikle sig endnu mere som boksere. De har også deltaget i sparringsseancer hos DABU Vest, og alle tre kommer med et uomtvisteligt talent tilsat masser af vilje – en fremragende kombination.

- Lauge er derudover også udtaget til prøvetræning i DABU’s talenttræning for U15 – og der er da også en kæmpefjer i hatten for både Lauge og klubben. Det er jo helt syret, at vi som klub er kommet så langt, konstaterer en synligt stolt formand.

Teamwork, når det er bedst

Peter fortæller, at motorerne bag de her flotte resultater er trænerteamet Johnny Morell og Jan Aagaard.

- De to bruger rigtig meget tid på vores boksere, og de bruger også gerne tid på ekstra træningssessioner med bokserne – og det bærer i den grad frugt. Vi har også et stærkt hjælperteam med Troels Møller, Martin Kristensen, Margit Weber og mig selv.

- De her gode resultater er resultatet af en hel masse gode menneskers indsats – der er tale om en vaskeægte holdindsats, og at vi nu står her med 3 DM-guldmedaljer er bare en helt fantastisk afslutning på sæsonen. Vi holder nu en pause, men vi glæder os da helt vildt til at starte op igen medio august, konstaterer Peter, alt imens en flok unge, friske, topmotiverede boksere giver den gas ved sandsækkene.

3 af dem med flotte guldmedaljer om halsen!

Andre læser

Vejlekunstner giver byens blomsterkasser nyt flot liv i Solhjulets tegn

Bilorienteringsløb: DM-feltet gæster Give og Givskud

Kreativitet og folkelighed gik op i en højere enhed: Kunst & Skulpturfestivalen i Give storhittede

LÆSERBREV: Davids kamp mod Goliat

Imponerende: Skulpturby Give går ind i sin 21. sæson – nu med 91 værker

Game on og vrooom vrooom: Veteran- og havetraktortræk til Sommerfest i Give

Flot opbakning til CreaGives fernisering af Fifty-Fifty udstilling på Museum Give

Give Fremad skal ikke ud i Europa i denne sæson: Tabte 4-1 til Bredballe i pokalen!