Flot opbud til socialdemokraternes 1. maj-event i Gullestrups Have

Socialdemokratiets borgmesterkandidat, Martin Sikær, var en af 6 talere ved 1. maj-mødet i Gullestrups Have i Give. Privatfoto

På arbejdernes kampdag, 1. maj, er der en ret stærk tradition for, at Socialdemokratiet i Give arrangerer 1. maj-møde i Gullestrups Have, og sådan var det også i år, hvor der både var masser af røde flag og folk på plænen i parken med de mange flotte bøgetræer.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Arbejdernes internationale kampdag, som ligger den 1. maj, har siden 1889 været arbejderbevægelsens årlige markering af kampen for arbejderklassens politiske og faglige rettigheder. Det første 1. maj-møde i Danmark blev afholdt i en række provinsbyer og i Fælledparken i København i 1890.

Her, 135 år senere, er der stadig liv i den gamle tradition, også i Give, hvor Socialdemokratiet og fagforeningen 3F Kongedalen var gået sammen om at fejre arbejdernes kampdag i Gullestrup Have.

- Det blev en fantastisk dag med masser af sol og glade mennesker. Omkring 70 var mødt op denne fine 1. maj-dag. Der var musik af Christian Daugaard, og selvfølgelig startede vi dagen med at synge "Når jeg ser et rødt flag smælde", fortæller Grethe Knudsen, der er en af Socialdemokratiets kandidater til byrådet.

6 taler og godt samvær

Formanden for Socialdemokratiet, John Møller Klausen, startede med at byde velkommen, og derefter kom den 1. taler på banen. Det var Søren Heisel, forbundssekretær fra 3F. Herefter var det de to kandidater til byrådet, Perre Stenbäck og Grethe Knudsen, der fik taletid.

Den 4. person på talerstolen var så Andi Helbo Sejersen, der er kandidat til Regionsrådet, og hun blev afløst af folketingsmedlem Birgitte Vind, der traditionen tro igen var på plads til 1. maj-dagen i Give.

Afslutningsvis var det Socialdemokratiets borgmesterkandidat, Martin Sikær, der fik æren af at runde talerækken af, og så stod den på godt socialt og kammeratligt samvær over øl, vand og pølser.

Grethe Knudsen fortæller afslutningsvis, at man i Socialdemokratiet og 3F Kongedalen er enige om at fortsætte samarbejdet om 1. maj de næste par år.

Billeder

Andre læser

Museum Give fordobler besøgstal med sorte tal på bundlinjen

Give Lystanlæg: Byens uundværlige grønne oase for borgere i alle aldre

Bevæg Dig For Livet kan hejse flaget: Det sociale motionstiltag kan fejre 10-års fødselsdag

Passion og professionalisme: Hos Midtjysk Event finder du et dansk paintballparadis

Musikfestival eller MGP? Paw Patrol i Givskud Zoo tiltrak langt over 1000 mennesker