Flot tilskud til Give Festival: Den Jyske Sparekasses Fond donerer 25.000
Foto: Her er det filialdirektøren i AL Sydbank i Give, der overrækker checken på 25.000 kroner til Henrik Vestergaard, der er formand for bestyrelsen i Give Festival. Foto: Jim Hoff
Give Festival har programmet klar til den sidste lørdag i august, når den populære folkefest springer ud for 43. gang i Give Lysanlæg. Festivalens store folkelige spændvidde er velkendt, og det bliver nu belønnet af AL Sydbank i Give, der via sin fond Den Jyske Sparekasses Fond donerer 25.000 kroner til det glimrende folkepopulære formål.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Hvis du møder en af de gode folk fra bestyrelsen i Give Festival i disse dage, vil de sandsynligvis være iklædt brede smil og godt humør. Festivalen har nemlig just modtaget en donation på 25.000 kroner fra AL Sydbank i Give via bankens fond, Den Jyske Sparekasses Fond.
Oplagt at bakke op om historisk lokal festival
Det var filialdirektør i AL Sydbank i Give, Lars Bodholdt, der fik æren af at overrække den fine check til formanden for bestyrelsen i Give Festival, Henrik Vestergaard, og det foregik naturligvis på friluftsscenen i Give Lystanlæg.
- Med den flotte historik og den store betydning Give Festival har og har haft for så mange mennesker her i lokalområdet gennem over 40 år er det kun naturligt, at vi går ind og støtter festivalen økonomisk. Det er jo fantastisk, at man i så mange år kan samle folk til en god og hyggelig musikfestival i det smukke lystanlæg her i Give, og vi bakker som bank meget gerne op om så flot en lokal event, siger Lars Bodholdt.
Overvejede at købe eget festtelt, men ….
Henrik Vestergaard er naturligvis glad for de gode penge, der luner godt i klubkassen.
- Det er 2. gang, at vi får en donation af Den Jyske Sparekasses Fond. Sidst var i 2023, hvor vi fik 10.000 kroner i anledning af vores 40-års jubilæum. Faktisk har vi gået og puslet med tanken om at købe vores helt eget festtelt for at spare en ret tung lejeudgift hvert år.
- Det koster omkring 20-25.000 kroner at leje de her telte, så hvis vi en gang for alle selv ejede dem og eventuelt også kunne leje dem ud til andre events her i området, ville det jo give mening, pointerer Henrik. Men den gode idé blev så skudt ned af virkelighedens barske realiteter, for sådan et stort festtelt koster i omegnen af 250.000 kroner, og den slags penge ligger der ifølge formanden altså ikke lige i klubkassen og venter på at blive fyret af.
Stor stigning på de faste udgifter
- Men det her fine tilskud fra AL Sydbank er vi i år bedre dækket ind i forhold til det økonomiske, idet de her 25.000 jo faktisk dækker lejen af teltene. I 2025 kom vi desværre ud med et underskud på 15.000 kroner.
- Det skyldes ikke, at der ikke var folk nok på pladsen, men vores faste udgifter de sidste par år bare er steget ret stabilt, og det kan mærkes på bundlinjen. Vi har for eksempel de sidste år ansat flere vagter til pladsen, teltene er blevet dyrere osv., så derfor er det lækkert at vi kan sætte de her 25.000 ind på driftskontoen, pointerer Henrik.
Bands står i kø for at spille til Give Festival
Han kan fortælle, at programmet for festivalen 2026 er klar.
- I år er der 16 bands, der kommer og spiller, 1 mere end vi plejer. Vi har faktisk 45 bands, der har spurgt, om de må komme og spille her – og der er bands fra hele landet, der har meldt deres interesse. Det er fedt, at vi er så populære her i Give.
- I år har vi valgt at droppe bankospillet, og det har så givet plads til, at der kan fyldes et ekstra band på i programmet. I år starter vi på det helt folkelige niveau med et Birthe Kjær-tributeband på scenen, og mon ikke det nok skal trække en del folk til. Traditionen tro er der gratis adgang, og alle bands spiller gratis her, så vi følger trofast det oprindelige koncept, konstaterer Henrik.
Vores LokalAvis vil løbende følge op på Give Festivalen, inden det store musikbrag slippes løs over Give den sidste lørdag i august måned.















































