
Fra Give til Givskud: 3. afdeling af DM i bilorienteringsløb starter ved Give Dækcenter
Foto: Børge Holm fra Thy og Jørn Mørup, der er blandt favoritterne til at vinde løbet, ses her ved et tidligere løb. PR-foto
På lørdag den 24. maj 2025 danner Give og omegn rammen om 3. afdeling af Danmarksmesterskabet i bilorienteringsløb, når Give Dækcenter ApS Løbet afvikles. Løbet arrangeres af Aarhus Automobil Sport, og det er en af de afdelinger i mesterskabsserien, som deltagerne ser meget frem til.
Af Redaktionen
RÆS I GIVE: Løbsleder Bernd Thrysøe har tilrettelagt en teknisk krævende og varieret rute, der kræver både samarbejde, præcision og evne til at navigere. Deltagerne skal finde vej med kort og intuition – det er bilorienteringssportens kerne.
- Vi har sammensat en udfordrende rute, der udnytter områdets terræn til fulde og som vil sætte selv de mest erfarne mandskaber på prøve, siger Bernd Thrysøe.
Børge fra Thy og Jørn fra Struer blandt favoritterne
Han benytter samtidig lejligheden til at rette en stor tak til de mange velvillige lodsejere, der har givet tilladelse til at benytte deres arealer til løbet.
- Uden deres opbakning kunne et arrangement som dette ikke lade sig gøre, understreger han.
I favoritrollen står Børge Holm fra Thy og Jørn Mørup fra Struer, som har haft en stærk sæsonstart. Blandt outsiderne nævnes sjællændermandskabet Leon Spiegelhauer og Jan Johansen, samt fynboerne Morten Jäeger og Bent Mikkelsen, der begge har potentiale til at blande sig i topstriden.
Slutter af i Givskud Forsamlingshus
Løbet afsluttes i Givskud Forsamlingshus, hvor der først på aftenen vil blive afholdt en officiel præmieoverrækkelse til de vindende mandskaber. Her samles deltagere, officials og motorsportsinteresserede til en hyggelig afslutning på dagen, der står i præcisionens og samarbejdets tegn.
Publikum er velkomne til at opleve stemningen ved starten i Give, og arrangørerne håber på stort fremmøde fra lokalbefolkningen. Deltagerne starter fra kl. 13.00 – 14.00 – og det er som sagt ved Give Dækcenter.
For yderligere information og opdateringer: www.bilsport.dk