Give first mover på Spotlight Festival i 2025 – og der var sort af børn

Mandag den 5. maj gik der for alvor hul på Spotlight Festival-bylden i regi af Vejle Kommune, da løjerne startede ved Huset og i Gullestrups Have på Rådhusbakken i Give. Masser af børn fra lokale skoler gav den fuld gas og havde en festdag i de smukke omgivelser.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk 

BØRN I BYEN: Det var børn fra 0. til og med 6. klasse, der mandag formiddag den 5. maj klokken 9.00 troppede op i det fantastiske forsommervejr ved Huset og Gullestrups Have i Give.

Anledningen var den årlige store børne-event, Spotlight Festival, som er faciliteret af Vejle Kommune. Festivalen kører over en uge i 5 byer, nemlig i Give, Børkop, Jelling, Egtved for så at slutte af i den kommunale hovedstad i Vejle den 9. maj ved Byparken.

Efter det store musikalske åbningsshow, hvor der blev sendt en masse musik og løjer ud over scenekanten, var det Frøken Farvestråle og Hr. Bue, som med bandet Æsken startede med Spotlight-sangen, som de fremmødte børn naturligvis jublede med på ad karsken bælg.

Der var masser af børn på plads foran scenen, da Spotlight Festivallen blev spillet i geng i Give. Foto: Jim Hoff

Slaraffenland af aktiviteter

De fleste af børnene tog troligt opstilling ved scenen på pladsen foran Huset, og så var der nogle, der var i kontakt med deres indre legebarn og naturen på græsplænen ved Huset, hvor der blev slået kolbøtter og leget cowboys og indianere, røvere og soldater og tag-fat.

Efter en god halv time med musik fra scenen, afslutningsvist assisteret af en masse sæbebobler, var der fri leg på p-pladsen bag Huset og i Gullestrups Have, hvor der var linet et sandt slaraffenland af aktiviteter op for børn i alle aldre – både kreative, sjove, fysiske, finurlige og udfordrende udfoldelsesmuligheder.

Så der blev leget og hygget til den store guldmedalje helt frem til klokken 12.45, hvor der blev sunget farvel-sang, og derefter kunne børnene og de på dagen medbragte voksne lærere, pædagoger og andet godt folk liste hjem med en fantastisk oplevelsesrig dag i skolerygsækken.

På plænen bag ved Huset var der opstillet en række udendørs musikinstrumenter - og det tog kegler. Foto: Jim Hoff

Oplevelser på pladsen

Du får her lige en oversigt over de aktiviteter, der blev sat i søen denne fine dag i børnenes og legens tegn i Give.

Puddelparykkerriet med kunstnerduoen en Hemmelig Klub
Skattejagt ved Akademiet for P.U.L.S.
Klassedysten
Rytmikzone med Percussion Play
Fra fantasidans til kongelig kreativitet – leg, byg og skab farver med Vejle Museerne
Chill og krea med Vejle Museerne
Frøbomberne med Økolariet
Cirkusworkshop med Klovnen Knud
Live Jukebox med musikskolen
Skab kunst med Kunstpusleriet
Mød tandlægerne
Leg med historier ved børnebiblioteket
Tag et klassebillede med MySelfie
Find fem fejl med Vejle Stadsarkiv
Hulebyggeri

Derudover en masse hyggeligt samvær med klassekammeraterne/skolekammeraterne, og den slags kan nogle gange være lige så givtigt som indlæring af ligninger med to ubekendte og sprogligt ulogisk konstruerede staveord.

 Du kan se masser af fotos fra Spotlight i Give HER

 

Andre læser

Bevæg Dig For Livet kan hejse flaget: Det sociale motionstiltag kan fejre 10-års fødselsdag

Passion og professionalisme: Hos Midtjysk Event finder du et dansk paintballparadis

Musikfestival eller MGP? Paw Patrol i Givskud Zoo tiltrak langt over 1000 mennesker

Smuk hyldest til Mr. Give Tennisklub og frue, da tennisklubben holdt standerhejsning

Stærkt familieprojekt: Ny flot bog om Give under besættelsen har set dagens lys