Hattrick for Give Krocketklub: Afholdt Kristi Himmelfartsstævne for tredje gang i Hovborg

Foto: Kroket handler om mange ting, og ikke mindst det sociale hyggeaspekt spiller en stor rolle i dette taktiske spil. Foto: Jim Hoff

Hovborg, der ligger mellem Grindsted og Holsted, er mest kendt for sin historiske kro fra 1750, men også for et stærkt foreningsliv. Og her spiller den lokale kroketklub en rolle i denne fortælling, hvor det handler om, at Give Krocketklub for 3. år i træk afholdt klubbens traditionsrige Kristi Himmelfartsstævne på det fine kroketanlæg i Hovborg.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE/HOVBORG: Det var tredje år i træk, at Give Krocketklub afholdt det traditionsrige Kristi Himmelfartsstævn uden for Give, nemlig hos kollegerne i Hovborg Krocketklub. Tilbage i 2024 flyttede Give stævnet fra Give Stadion og campingpladsen til Hovborg, fordi campingpladsen og cafeteriet var lukket, og dermed var der ingen overnatningsmuligheder for de spillere, der kom langvejs fra til stævnet.

I stedet for at give op og lukke stævnet fandt Give Krocketklub andre græsgange, så at sige, og nu kører man altså på tredje år i Hovborg.

- Nu er der jo endelig kommet gode lokale folk på campingpladsen og cafeteriet i Give, hvor der rigtigt er kommet gang i især cafeteriet. Og det er vi rigtig glade for, men da campingpladsen endnu ikke råder over nogle hytter, kunne vi ikke tilbyde folk langvejs fra overnatningsmuligheder. Det kan vi så her i Hovborg, hvor der er masser af hytter på Holmeå Camping, og derfor var det igen i Hovborg, at vi holdt vores stævne, forklarer kroketklubbens formand, Emmy Lund.

Spillere fra hele landet

Hun kan fortælle, at der var 96 spillere tilmeldt stævnet, fordelt på i alt 22 klubber, og at der var klubber/spillere fra både Sjælland, det nordlige og det sydlige Danmark – samt selvfølgelig folk fra mere lokalt beliggende klubber.

- Vi stiller i denne omgang selv med 18 spillere, så det er rigtig fint. Der bliver spillet i rækkerne fra M1 til B2. Vi har selvfølgelig også spisepauser, hvor mange af spillerne tager ned på Holmeå Camping og får frokost og aftensmad – og det er også der, vi holder vores fest lørdag aften – og det er noget, vi altid ser frem til, for det er bare så hyggeligt, fortæller Emmy.

26 medlemmer og ude til masser af stævner

Hun kan derudover fortælle, at Give Krocketklub i år har 26 medlemmer, hvoraf de to er passive medlemmer.

- I år har vi fået to nye spillere med i klubben, og der skulle faktisk også være to nye på vej, så det er da rigtig dejligt. Normalt er det ikke helt så let at få nye medlemmer, så dejligt med den udvikling. Vi træner fast hver mandag og torsdag formiddag på opvisningsbanen på Give Stadion, og det er bestemt fint nok, men vi drømmer da om på et tidspunkt at få en kroketbane, som vi ikke skal dele med andre.

- Vi starter hver gang kl. 8.30, spiller til kl. 9.45, hvor vi samles i et af rummene ved cafeteriet på campingpladsen til kaffehygge. Vi spiller frem til kl. 12.00, og så er det ’fyraften’.

Give Krocketklub deltager med 2 hold i DGI-turneringen, hvor holdene hver især hen over cirka 10 uger er ude at spille op til 10 kampe. Derudover deltager klubben flittigt i forskellige stævner landet over.

- I 2025 deltog vi i 31 stævner, så der er altså godt gang i den i vores fine klub, konstaterer Emmy med et stort smil, inden hun sammen med sin makker drager ud på banen til dyst mod et hold friske sjællændere på det fine anlæg i Hovborg.

Masser af ros til Hovborg Krocketklub

Apropos fine baner og Hovborg, så har Emmy masser af ros til den lokale klub for deres åbenhed og velvilje til at tage Give ind på deres anlæg.

- Det er bare superflinke folk her i Hovborg, og da vi skulle stille baner op den anden dag, så stillede de såmænd med 7 folk fra klubben, der hjalp os. Så vi føler os i den grad velkomne her, lyder det anerkendende fra Emmy.

 

 Fotocollage: Jim Hoff

Andre læser

Klovneløb – nu en frisk og farverig del af Kunst & Skulpturfestivalen

Folkefest i kunstens klæder: Kunst & Skulpturfestivalen i Give kan fejre 10-års fødselsdag

Da Annsofie mistede synet lærte hun at bruge sit indre blik – og nu hjælper hun andre i den retning

Gang i Gryden: Flot opbakning til Give Tennisklubs 100-års fødselsdagsfest

Vejle Kommune klar med en procesplan for udvidet borgerinddragelse i forbindelse med Energipark Give

TRAFIKINFO: Nu begynder vejarbejde på Holstebromotorvejen ved Give

Café på Torvet: Nu går både familien Prüsse og Give by's drøm i opfyldelse

Børn i det kreative hjørne: Masser af hverdagshelte på Karlskov Friskole

Mathilde og Bo har ramt plet på Filskov Kro – og nu udvider de konceptet