Ikærbørnene hyldede deres voksne ved Personalets Dag
Foto: Disse fire friske unge damer havde lavet en fin anerkendende planche til deres lærer/pædagoger - og de kunne stå 100 procent ved de pæne nedskrevne ord. Foto: Jim Hoff
Mandag den 5. oktober er kendt som Lærernes Dag, som er en international mærkedag, der blev etableret af UNESCO i 1994 for at hylde lærere og undervisere verden over samt sætte fokus på deres vitale rolle i samfundet. Firkløverskolen har omdøbt denne dag til Personalets Dag for at hylde samtlige voksne omkring børnene.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE SKOLELIV: Da lærere og pædagoger mødte op på Firkløverskolens Ikærafdeling mandag den 5. oktober blev de imødekommet af en flot hyldest fra skolens mange børn.
Skolens elever, der rummer børn fra 0. til og med 6. klasse, havde lavet en masse plancher med kærlige og anerkendende ord til deres lærere og pædagoger.
Plancher der i al hemmelighed blev hængt op af Thomas Klinke fra skolebestyrelsen i klasseværelserne fredag den 2. oktober, så da lærerne og pædagogerne kom ind i klasserne blev de mødt af en masse visuel kærlighed – og glade børn, der satte de skriftlige udsagn på plancherne om til verbale udsagn.
Hvad med elevernes dag?
Bedre start på en skolemandag kan man vel næppe tænke sig, og smilene hos børnenes voksne tovholdere var da også til at få øje på denne oktobermandag.
Avisen nåede lige at få et lyninterview med fire friske og søde skolepiger, der med store smil understregede, at de 100 procent mente de flotte ord, de havde skrevet på deres plancher.
Samme scenarie udspillede sig også på Firkløverskolen andre matrikler, og nu venter vi ifølge en kvik knægt fra 6. klasse bare på, at man indfører elevernes dag, hvor de alle ”kommer på McDonalds og i svømmehallen bagefter”.
Mon ikke man godt kan narre i hvert fald de mandlige lærere med på sådan en tur, smiley!











































