Læserbrev: Udvikling – eller afvikling af vores landområder?
Foto: Byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne, Bo Schnedler Pedersen, skriver her et kritiskindlæg angående den politiske proces omkring Energipark Give. Foto: Jim Hoff
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev fra Bo Schnedler Pedersen fra Thyregod, der er byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne
LÆSERBREV: Et flertal i byrådet har besluttet at fortsætte VE-anlægget i Give.
Mange politikere mener, at placeringen er god. Der er jo langt fra Rådhustorvet – og langt fra deres egne bopæle. Det gør det nemt at træffe beslutninger, når man ikke selv mærker konsekvenserne i hverdagen.
Men for dem, der bor i området, ser virkeligheden helt anderledes ud. Her er der tale om et stort energiprojekt, som vil skamfere landskabet og påvirke lokalsamfundet markant. Det er et område, som i forvejen kæmper med at tiltrække nye borgere – og dette projekt risikerer at gøre den udfordring endnu større.
Der bliver talt meget om borgerinddragelse. Men erfaringer fra lignende projekter i Vejle Kommune viser, at borgerne ofte bliver hørt – uden reelt at få indflydelse. Når beslutningerne i praksis allerede er truffet, kan inddragelsen let føles som en formalitet.
I stedet får man en trøstepræmie i form af VE-midler. Men økonomisk kompensation ændrer ikke på tabet af natur, udsigt og nærmiljø. For mange opleves det som en pris, de ikke selv har valgt at betale.
For de berørte borgere er det en svær og ulige kamp. De står over for energiselskaber med store økonomiske ressourcer og professionelle lobbyister. Det er svært for almindelige borgere at blive hørt på lige vilkår.
Det er derfor tankevækkende, at de store energiudviklere, som kun i begrænset omfang bidrager til kommunens økonomi, tilsyneladende har større indflydelse end de borgere, der hver dag går på arbejde og betaler deres skat.
Samtidig ser vi en udvikling, hvor landområderne nedprioriteres. Senest har Vejle Kommune besluttet, at hele den statslige cykelstipulje skal bruges i og omkring Vejle by. Oplandet fik ingen del i midlerne – selvom den kollektive trafik i landdistrikterne er begrænset, og behovet derfor er stort.
Mange landområder i Vejle Kommune er under pres. Det kræver en tydelig politisk vision, hvis vi vil undgå, at kommunen knækker over i ét område med udvikling og ét med afvikling. For det er næppe den kommune, vi ønsker.
Danmarksdemokraterne ønsker udvikling i hele Vejle Kommune. Det mener vi er den bedste løsning – både nu og på længere sigt.















































