Lisbeth efter 20 år hos Matas i Give: Det er jo min anden familie!

Foto: Lisbeth Ørnhøj Petersen kunne i august måned fejer 20-års jubilæum hos Matas i Give. Foto: Jim Hoff 

Det handler om gode venskaber og relationer samt et stærkt tilhørsforhold til Give og butikkens kunder, når butiksassistent Lisbeth Ørnhøj Petersen skal sætte ord på, hvad det er, der har bevirket, at hun i år kan fejre 20-års jubilæum i Matas i Østergade i Give.

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE BUTIKSLIV: I august 2006 lykkedes det for daværende butiksejer i Matas, Marianne Kofoed, at headhunte den dengang 28-årige Lisbeth Ørnhøj Petersen til butikken i Østergade i Give.

Mellemmanden til den så fine beslutning for butikken og Lisbeth var Charlotte Povlsen, der arbejdede hos Matas i Give og som var veninde med Lisbeth. Hun kunne fortælle Lisbeth, at man stod og manglede en god pige i butikken i Give.

And the rest is history, som vi siger her i Jylland.

Headhuntet til Matas i Give

Lisbeth bor i Ny Nørup sammen med sin mand Leif, der ejer Randbøl Savværk. Sammen har Lisbeth og Leif de to børn, Caroline på 11 år og Villads på 8 år.

Inden Lisbeth kom i lære i Matas i Horsens, hvor hun blev udlært i 1998, var hun 2 år i USA som au pair-pige i Reno i staten Nevada. Hun havde en veninde, der var startet i lære hos Matas, og det var ret beset grunden til, at Lisbeth startede i lære hos Matas, da hun kom hjem fra staterne.

Apropos USA, så tager Lisbeth og familien et smut til USA i foråret, hvor hun skal vise sin mand og de to børn nogle af de steder, hun selv oplevede, da hun var i USA. Bl.a. skal familien naturligvis lige et smut til Grand Canyon og Las Vegas.

- Jeg har faktisk noget barsel til gode fra Villads, og de uger vil vi bruge på en rigtig god familietur – og det glæder vi os rigtig meget til, lyder det med et stort smil fra Lisbeth.

Næsten i familie med Marianne og Charlotte

Tilbage i gode gamle Danmark kom det så til et vellykket jobskifte for vores 20-års-jubilar.

- Jeg blev efter USA-oplevelserne udlært butiksassistent hos Matas i 1998 i Horsens, og så havde jeg et par år i Matas i Grindsted, inden jeg så rykkede ind til Marianne her i Give, hvor jeg som sagt kendte Charlotte i forvejen. Og nu har jeg så været her i butikken i 20 år.

- Det har været 20 rigtig gode år, jeg føler jo, jeg næsten er i familie med Charlotte og Marianne. De var faktisk nogle af de første, der så min nyfødte datter, og over de mange år her i butikken har vi bare udviklet nogle stærke personlige relationer. Jeg nåede at have 17 år sammen med Marianne, inden hun stoppede, og 20 år med Charlotte, der jo stoppede her i butikken i juni måned.

- Vi hænger stadig sammen, vi tre, og vi har aftalt, at vi skal på en rigtig hygge-tøsetur til Vesterhavet her til efteråret, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Så skal der nok komme godt gang i snakketøjet, konstaterer Lisbeth med et stort smil.

 

Her har vi det gode gamle trekløver fra Matas i Give, Marianne Kofoed. Lisbeth Ørnhøj Petersen og Charlotte Povlsen. Selvom et kun er Lisbeth der er tilbage butikken, holder de tre piger stadig sammen og hygges sig med private ture. Arkivfoto: Jim Hoff

- Jeg glæder mig til at komme på arbejde – hver dag!

Lisbeth har det rigtig godt med sin arbejdsplads i Give gennem nu 20 år, hvilket de 20 år jo også indikerer.

- Jeg glæder mig hver dag til at komme på arbejde. Det er et stort plus, at jeg gennem mine 20 år har lært kunderne godt at kende. Det er så hyggeligt med de mange små historier, man får via de mange gode, åbne og nogle gange også meget dybe samtaler med kunderne. Der er en dejlig åbenhed fra kunderne, og disse gode relationer betyder også, at jeg gerne går nogle ekstra skridt for at gøre vores kunder glade.

- Her skal det også med, at Give bare er en helt speciel handelsby, hvor kunderne virkelig er loyale og rigtig gode til at handle lokalt. Her er serviceniveauet højt, og for de folk, der står i butikkerne, handler det om hjerteblod – og det mærker kunderne på den bedste måde, pointerer Lisbeth. Hun har også masser af ros til Give Handel & Erhverv, samt ikke mindst til tidligere formand for bestyrelsen i netop GHE.

- Da det så allersværest ud her i butikken med hård sygdom osv., var vi pressede på mange parametre. Her trådte Hanne til som en stor hjælp med rigtig flot opbakning til os her i butikken, og det vil jeg meget gerne udtrykke stor taknemmelighed over, siger Lisbeth.

”De gamle koner”

Hun er nu den af pigerne i butikken med den højeste anciennitet, og ud over Lisbeth består det faste team af den nye butiksbestyrer Iben fra Kolding, Pia, der har været i butikken i 5 år – og snart vil man kunne møde et nyt ansigt i butikken i skikkelse af Emilie, der kommer fra Matas i Billund.

- Pia og jeg er her i butikken, sagt med glimt i øjet, kendt som ”de gamle koner”, og vi kommer jo med vores erfaring og menneskekundskab, hvilket er en fordel, når man skal give kunderne den bedste service – både fagligt og personligt.

Hygger i Pigeklubben

Når Lisbeth ikke servicerer kunderne i Matas, hvor hun er kendt for sit gode humør, sin friske tilgang til kunderne og sit høje serviceniveau, så går fritiden i familiens skød, hvor børnene skal køres til fodbold, svømning og gymnastik, mens husbonden er aktiv inden for både fodbold og badminton.

- Jeg har så også min helt egen private pigeklub, hvor vi er 5 lokale piger fra Nørup, der mødes fast hver måned til tøsehygge. Hvert andet år tager vi ud på en udlandsrejse, hvor der også bliver hygget igennem. Denne herlige gruppe har nu eksisteret i 25 år, og den har jeg meget glæde af, siger Lisbeth.

Andre læser

Ny motionsklub i Give i løbende udvikling – på alle måder!

Ekstra fokus på elevfravær har givet pote på Firkløverskolens Søndermarksafdeling

Borgermøde i Center Thyregod kickstartede lokalplansprocessen i forhold til Energipark Give

Hvordan går det egentlig med cykelstien på Østerhovedvej mellem Give og Riis?

Er du klar, cowboy: Denne dag bliver Give forvandlet til det Vilde Vesten

Indskifter sikrede Give sejren i topkampen med sin første boldberøring!