Vellykket Sankt Hans-fejring i Thyregod
Foto: Det blev en både hyggelig og vellykket Sankthansaften i Thyregod, der tiltrak over 200 mennesker, der nød den flotte aften på Kirkehøjvej. Privatfoto
Sankt Hans-aften blev igen i år fejret med stor succes i Thyregod, hvor mere end 200 mennesker mødte op på festpladsen på Kirkehøjvej til en hyggelig midsommerfest.
Af Mathias Arico – Formand Thyregod-Vester Borgerforening
THYREGOD: Thyregod-Vester Borgerforening ønsker at rette en stor tak til alle de fremmødte, som var med til at skabe en stemningsfuld og festlig aften. Samtidig lyder der en særlig tak til Birthe og Leif Jensen, der endnu en gang lagde festplads til arrangementet.
Aftenen bød på masser af hygge, grin og fællesskab, ligesom der var mulighed for at nyde pølser, øl og gratis snobrød til alle børn.
Den musikalske underholdning blev leveret af Annelise Laursen, som spillede live det meste af aftenen. Sammen med guitar og bas skabte hun en festlig ramme om fællessangen, hvor deltagerne blandt andet sang "Danmark, nu blunder den lyse nat", "Vi er røde, vi er hvide" og "Midsommervisen".

Annelise Laursen sørgede sammen med sine to musikalske venner for musikken gennem det meste af aftenen. Privatfoto
Årets båltale blev holdt af sognepræst Morten S. Krabbe, som leverede en både tankevækkende og velformuleret tale til stor glæde for de mange fremmødte.
Alt i alt blev det en særdeles vellykket Sankt Hans-aften med stor opbakning fra lokalområdet.
Thyregod-Vester Borgerforening siger tak til alle, der deltog og var med til at gøre aftenen til noget særligt.
Du kan se flere fotos fra den stemningsfulde aften i Thyregod HER

Sognepræst Morten Krabbe holdt en tankevækkende og velformuleret båltale. Privatfoto

Børnene kunne hygge sig med en god gang snobrød ved bålet. Privatfoto















































